Bankskatten er næppe droppet, får blot et andet navn

Byline foto billede 2018 Bylinefoto Jens Christian Hansen Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Hovsa, forsvandt dummebøden til bankerne på 1,5 mia. kr., også kaldet bankskatten, lige pludselig som dug for solen? Næppe. Forklaring følger.

Da Socialdemokratiet i februar lagde sin økonomiske plan frem, var en del af finansieringen af den øgede velfærd en ekstra skat på bankerne på 1,5 mia. kr. Et samfundsbidrag, som det dengang blev kaldt. En overførsel fra de rige til de mindre rige.

Men da Mette Frederiksen onsdag præsenterede en »politisk forståelse« for den kommende regering var bankernes ekstra samfundsbidrag taget ud af teksten.

I det hele taget var der i denne politiske forståelse mellem den kommende regering og det parlamentariske flertal bagved ikke særlig meget om skat. Kun at der arbejdes med »målrettede skattestigninger, for eksempel at tilbagerulle lempelsen af bo- og gaveafgiften for virksomhedsarvinger«.

Selv om det øgede samfundsbidrag fra bankerne på 1,5 mia. kr. ikke konkret er nævnt i teksten, er det dog naivt – af bankerne – at drømme om, at ekstraskatten sådan lige er blevet tryllet bort.

Derimod må man formode, at ordlyden bliver en anden, måske også at provenuet bliver et andet. Hvis man nemlig skal hæve skatten på et »målrettet område« lige nu, er bankerne er let offer. Lige til højrebenet. Næsten uanset hvilken ekstraskat bankerne bliver præsenteret for, vil de klappe hælene sammen og betale ved kasse et. Uden at kny, det er tiden og følelserne for bankerne simpelthen ikke til.

»Naivt at tro, at bankskatten sådan lige er tryllet bort.«


Det kan selvfølgelig tænkes, at politikerne pludselig er blevet bevidste om, at bankerne måske slet ikke er så velpolstrede og så rige, som det umiddelbart ser ud. At vakkelvorenheden i banksektoren er større, end vi vil tro.

Det er rigtigt, at bankerne i 2017 samlet set havde det største overskud nogensinde. Indtjeningen faldt dog i 2018, og udsigterne for fede profitter i bankerne fremover er ikke gode. Samtidig fortsætter stramningerne med øgede kapitalkrav til bankerne om løbende at putte stadigt flere penge på kistebunden til en slags lovpligtige reserver.

Bankerne selv tror dog ikke på, at en ekstra skat af en eller anden slags er til at komme uden om. Som en bankmand sagde til mig i går: skatten er næppe forsvundet, den får nok bare et nyt navn og et ny indpakning.

Mens således bankerne næppe går på barrikaderne, når de bliver mødt af en ny ekstraskat på et par milliarder, er der anderledes stærke følelser over for den kommende regerings planer om at rulle lempelsen af bo- og gaveafgiften for virksomhedsarvinger tilbage.

Præcis hvordan denne formulering udmøntes i praksis vides ikke. Lars Løkke-regeringen har gradvist sænket afgiften i forbindelse med generationsskifter, og yderligere skattereduktioner på dette særlige områder var i støbeskeen. Man må forstå, at det er disse nedsættelser af generationsskiftebeskatninger, der nu rulles tilbage.

Det er et følsomt område, fordi underskoven i dansk erhvervsliv er små og mellemstore, familieejede virksomheder. Uden en pengetank i kælderen. Ved at øge beskatningen, og dermed trække livsvigtig likviditet ud, gøres mange af disse virksomheder mere sårbare. Det gør dem i værste fald overlevelsestruet.

Det er et komplekst område, og derfor bør man tænke sig rigtig godt om.

Der er nogle, der har råd til at betale denne øgede skat ved generationsskifter, men også mange der ikke har råd. Og dem, der har råd, beskæftiger typisk få medarbejdere, mens de mange små og mellemstore, der ikke har råd, beskæftiger mange, mange tusinde medarbejdere. Det er i sandhed en følsom kartoffel.

Jens Chr. Hansen er Berlingskes erhvervskommentator

»Ved at øge beskatningen trækkes livsvigtig likviditet ud af underskoven i dansk erhvervsliv«