Analytikere forudser bøde til Danske Bank på op mod 17 mia. kr

Markedet er alt for pessimistisk, i forhold til hvor stor en bøde Danske Bank står over for i forbindelse med hvidvasksagen i Estland, mener analytikere fra Bloomberg Intelligence.

Analytikerne Philip Richards og Elliot Z. Stein vurderer, at bøderne til Danske Bank vil løbe op i mellem 2 og 2,5 mia. dollar svarende til 13,5-16,9 mia. kr.

Til sammenligning estimerer analytikerne, at konsensus i markedet er, at sagen inklusive tab af indtjening vil komme til at koste Danske Bank omkring 9 mia. dollar, eller lige under 61 mia. kr.

»Aktien i Danske Bank er faldet i en sådan grad, at vi mener, at en hvidvaskbøde på næsten 10 mia. dollar kan være indregnet i prisen. Bøden er fire gange så stor som vores beregninger på 2-2,5 mia. dollar, og overgår de 9 mia. dollar BNP Paribas pådrog sig i 2014,« skriver Bloombergs analytikere.

De peger på, at markedsværdien af Danske Bank er faldet med 26 mia. dollar, eller 175 mia. kr., siden sagen kom frem, mens faldet i bankindekset i Stoxx 600 og en svækkelse af kronen mod dollar kun kan forklare et fald på 16 mia. dollar eller 108 mia. kr.

»Det efterlader 9-10 mia. dollar i tabt værdi som følge af faktorer specifikke for Danske Bank, hvoraf en faretruende hvidvaskbøde sandsynligvis er den største komponent,« skriver analytikerne.

Ifølge Bloomberg Intelligences beregninger kan Danske Bank ende med at få en bøde på op til 1 mia. dollar af de amerikanske myndigheder. Desuden har analytikerteamet indregnet bøder i Danmark og EU, så man når op på det samlede estimerede beløb på 2-2,5 mia. euro.

På aktiemarkedet stiger Danske Bank-aktien mandag med 4,4 pct. til 95,26 kr., og det er sandsynligvis Bloomberg-analytikernes estimater, der har sendt kursen opad, mener Sydbank.

»Jeg har i hvert fald ikke hørt andet,« siger analytiker i Sydbank Mikkel Emil Jensen til Ritzau Finans.

Han peger på, at det er svært at komme med et præcist bud på bødens størrelse. Til gengæld kan han godt tilslutte sig Bloombergs konklusion om, at aktiemarkedet har taget højde for en stor tocifret milliardbøde.

»I et eller andet omfang kan jeg godt tilslutte mig, at markedet virker pessimistisk. Bøden, der er indregnet, virker relativt stor,« siger Mikkel Emil Jensen.

/ritzau/FINANS