Analyse: Unge Ajax-stjerner skinnede – men blev overstrålet af manden med tryllefoden

Vi er nået halvvejs i kampen om at nå frem til det forjættede land i europæisk klubfodbold, Champions League-finalen. To favoritter tegner sig tydeligt efter de første semifinale-opgør, hvor det unge Ajax-hold løb om hjørner med nedslidte Tottenham i London, mens fem bogstaver i virkeligheden var nok efter duellen mellem Barcelona og Liverpool: »M-E-S-S-I«.

Messi løber til bolden, Messi skyder, muren hopper, målmanden spræller, Messi scorer. Barcelona-specialiteten blev serveret til perfektion på Nou Camp, da Barcelona onsdag aften slog Liverpool 3-0 i Champions League-semifinalen. Foto: Enric Fontcuberta/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Enric Fontcuberta

Gary Lineker og Rio Ferdinand gik bersærkergang på kommentatorplatformen højt oppe under tribunetaget på den ene langside på Camp Nou onsdag aften. Med armene i vejret, højlydte jubelbrøl og en krammer, der nær havde væltet pulten bag de engelske fodboldlegender, inden Gary Lineker rakte ud efter smartphonen for at komme hurtigt til Twitter-tasterne. Og så endda for at hylde en 3-0-scoring til Barcelona mod et engelsk hold. Noget nær majestætsfornærmelse eller nationalt forræderi.

Ikke at Rio Ferdinand som gammel Manchester United-kaptajn ligefrem nærer stor veneration for ærkefjenden fra Liverpool, ej heller Gary Lineker med en fortid hos Merseyside-rivalerne, Everton, og Linekers tid som topscorer i Barcelona udgør naturligvis også en emotionel løftestang for den profilerede BBC- og BT Sport-vært.

Hverken klubfølelse eller for den sags skyld resultatet udløste den voldsomme følelsesmæssige reaktion, snarere selve momentet og manden bag målet til 3-0-resultat i den første Champions League-semifinale mellem Barcelona og Liverpool. Ham vender vi tilbage til.

Klubtrøjestoffet strammer

Nogle få TV-værter og stort set alle ekspertkommentatorer er gjort af klubtrøjestof. Varedeklarationen er overflødig, og alligevel synes SoMe-meningshavet til stadighed og i stuens raseri at skvulpe over i et forsøg på at tillægge eksperterne alverdens dunkle motiver ud i den metier, der efterhånden har vokset sig til en selvstændig brancheforening.

Vi har alle vores favoritter og kan jo sagtens leve med, at Preben Elkjær holder med italienerne, Jan Mølby med Liverpool og Michael Laudrup med alle fra semifinalerne og frem, fordi han som regel har spillet der. I år Barcelona og Ajax, Mølby faktisk ditto hos to hold i årets udgave, Ajax og Liverpool.

Men det handler jo om indsigten. Om autenticitet og fascinationsfaktor. Sproglig formåen og originalitet – Per Frimann-faktoren. Jo, jo, han har Anderlecht og landsholdet på generaliebladet, men demonstrerer også en analysefaglig begejstring, som måske kompenserer en smule for manglen på de store adresser, Laudrup og Mølby repræsenterer.

Sidstnævnte har mandat til at køre den lidt mere på rutinen, Elkjær på charmen, målene og landsholdshistorien, Mølby på sin underspillede facon, Laudrup på blot at være til stede. De tunge drenge.

I den første halve time af Champions League-semifinalen i tirsdags var Tottenham kørt fuldstændig rundtossede af Ajax' positionsspil, men efter 0-1 har London-holdet stadig en chance i returopgøret i Ajax på onsdag. Foto: Adrian Dennis/AFP/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Champions League-eksperter eller »pundits«, som de hedder på engelsk, er big business og skal med på bundlinjen af de i forvejen dyrt købte rettigheder. Og de var naturligvis også linet op aftenen forinden på det nye Tottenham Hotspur Stadium i London – dog knap så champagnebrusende af begejstring som i Barcelona.

De britiske kommentatorer gik halvhårdt til hjemmeholdet i eftermatematikken på 1-0-nederlaget til Ajax. Med god grund, for Ajax-skolens ungdommelige førstegangspasninger var i lang tid i første halvleg et studie i boldomgang og teknisk snilde, som Tottenham aldrig rigtig kom sig over. Spurs virkede turneringtrætte og uden det chanceskabende offensive snit, sæsonen ellers har tilsagt.

Souness rasede

Tilbage i det irske Champions League-studie hos Virgin Media Sport gik der taktisk skolebænk i den, og midt i analysen opstod situationen, som langt fra blot handlede om eksperters tilhørsforhold, men endte helt ude i generationskløftens forståelse af moderne fodbold.

Os med lidt år på lænestolsbagen kan sagtens spole tilbage til tipslørdagfodboldens sene æra og se Greame Souness husere på midtbanen for Liverpool for os. Med endnu en snitflade til Jan Mølby, der ret beset overtog hans plads i 1984, da Souness drog syd over til Sampdoria, inden han indledte 20 år som manager i blandt andet Liverpool, mens Mølby stadig var i klubben.

Efter Tottenhams pauvre indsats gad han simpelthen ikke høre på mere taktisk ævl:

»Jeg er dødtræt af at høre folk snakke bullshit om taktik, formationer og fodboldvidenskab. Kom først på bolden, og du har en chance i fodbold. Hvis du ikke er først på bolden, har du ikke en chance,« lød lidt af svadaen fra 65-årige Graeme Souness, der kastede en kuglepen hen over bordet i ren arrigskab.

Den slags romantik kommer man ikke langt med i TV-studier i dag. Spillet uden bold er væsentligere end nogensinde i fodbold, og Tottenham er en af de fremmeste eksponenter for det høje pres eller genpres. Den akademiske og taktiske tilgang til fodbold er en industri i sig selv. Både for trænere og formidlere.

Det kan godt være, at førnævnte Mølby kan slippe af sted med en indforstået anekdote om Phil Neal, der altid varmede op på en cognac, eller vi andre kan skrige ud i stuen: »Så los den da for helvede ud af kommunen«, men det kan så langt fra stå alene.

Hver eneste aflevering i en fodboldkamp genererer statistik og datamængde til potentiel gradbøjning i fodboldprofessorernes auditorium. Om man kan lide det eller ej. Om man er til spillets banale skønhed og »keep it simple« eller ej.

Liverpools Mohamed Salah græmmer sig efter en af mange brændte chancer mod Barcelan onsdag aften. Foto: Albert Gea/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Således også efterspillet på Barcelona-Liverpool. Aldrig har eksperter og kommentatorer været så enige om, at det bedste hold tabte 3-0. Boldbesiddelsesprocenten faldt helt usædvanligt for Camp Nou ud til udebaneholdets fordel, Liverpool dikterede kampen, skabte store chancer, og træner Jürgen Klopp sprudlede over i superlativer i evalueringen af sit eget mandskabs præstation.

Men det var naturligvis jubelscenerne oppe på kommentator-platformen ti minutter før tid, der definerede og udlagde facit bedst. Gary Lineker og Rio Ferdinand omfavnede ikke hinanden i resultatets navn, kun i euforien over den spektakulære frisparksscoring til 3-0. Og manden bag.

Han havde også scoret til 2-0, knap så iøjnefaldende, men alligevel med en eminent dribling og stikning som oplæg. Sågar på 14-årsdagen for hans første scoring i Barcelona-trøjen, mens 3-0-målet var nummer 600 i rækken for klubben.

Som Liverpool-forsvarsgeneralen Virgil van Dijk, der et par dage forinden var blevet kåret som årets spiller i Premier League, udtalte efter kampen:

»Vi tabte ikke til Barca, vi tabte til den bedste spiller nogensinde. Ingen kan stoppe ham.«

For da alt var sagt og gjort. Da alt var dissekeret ned til mindste detalje. Da alt havde været en tur igennem analysehakkeren, var det faktisk ret simpelt. Kun ét ord stod tilbage: »Messi«.

Kurt Lassen er sportskommentator og forfatter