Afsløring: Tauson allierer sig med Wozniacki-agent

Clara Tauson efter sejren i pigesinglefinalen ved Australian Open i Melbourne i januar. Fold sammen
Læs mere
Foto: LUKAS COCH

Det kører forrygende for Clara Tauson på tennisbanen i øjeblikket.

På gigantiske Rod Laver Arena i Melbourne vandt den 16-årige dansker i januar som bekendt pigesinglerækken ved Australian Open og erobrede dermed karrierens første grand slam-trofæ.

Ved den lejlighed så flere agenter med på tilskuerpladserne. Det ville derfor have været oplagt, at hun sidenhen havde indgået aftale med et af sportens internationale management-firmaer. Det er dog ikke tilfældet. I stedet er det Caroline Wozniackis danske agent, Mikkel Nissen, der er begyndt at tage sig af henvendelserne fra blandt andet medierne.

'Jeg agerer rådgiver for familien,' skriver Mikkel Nissen, der er direktør i management consulting-firmaet Nordic Sports Group, i en e-mail, hvori han besvarer en række spørgsmål, som B.T. egentlig havde stillet til Clara Tausons far.

Mikkel Nissen, til venstre, sammen med Caroline Wozniacki. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe.

Imidlertid har Søren Tauson bedt Mikkel Nissen svare, da han i disse dage ledsager sin datter på en tur til Kina.

I e-mailen lægger Mikkel Nissen ikke skjul på sin glæde over Clara Tausons turneringssejr i søndags i Tunesien.

'Det er altid vigtigt at vinde kampe og titler for en tennisspiller, og det var godt for hende at spille seniortennis igen. Clara vandt dog allerede som 14-årig en 15.000-dollar-turnering,' skriver Mikkel Nissen.

Hvor betydningsfuld er Clara Tausons finalesejr ved Australian Open?
'Det er på alle planer et stort resultat at vinde en grand slam-turnering for juniorer, og det skaber øget opmærksomhed. Vi arbejder i øjeblikket hårdt på at afsøge mulighederne for nye samarbejder, der kan understøtte Claras udvikling. Og der er også noget på vej.'

Foto: MAST IRHAM.

Har Clara taget mod tilbuddet om økonomisk støtte fra den tidligere danske topspiller Jan Leschlys nyetablerede fond?
'Det er overordnet set meget positivt, at der er nogen, der vil støtte dansk tennis. Fundatsen til Leschly Fonden er ikke publiceret, så vi er endnu ikke bekendt med indholdet ud over det i pressemeddelelsen oplyste og kan derfor ikke rigtig kommentere nærmere på det.'

Hvad er Claras turneringsplaner i 2019?
'Vi kender dem endnu ikke, da det er ganske vanskeligt at planlægge på grund af det nye 'transition tour system'. Men Clara deltager i næste uge i en 60.000 dollar-turnering i Shenzhen på et af hendes optjente 'Junior Excemption Card' grundet hendes junior-rangering ved årsskiftet.'

Hvad er hendes fars fremadrettede planer?
'Søren vil fortsat rejse med Clara som hendes primære træner.'

Clara repræsenterede Danmark ved februars Fed Cup i Polen, hvor det endte med nedrykning. Vil hun også spille i 2020, hvis ellers hun bliver udtaget?
'Det er en stor ære for Clara at repræsentere Danmark ved Fed Cup, og det er så vidt muligt altid hensigten at stille op for Danmark.'

Clara Tauson i aktion på tennisbanen i januar ved Australian Open, hvor hun vandt finalen i pigesinglerækken. Fold sammen
Læs mere
Foto: WILLIAM WEST.