70 år: Sultanen sætter sving i musikken

70 år mandag. Mark Knopfler kan se tilbage på en musikalsk karriere, der fik vinger på en lille festival på et værtshus i London.

GERMANY MUSIC
Mark Knopfler på scenen i den tyske hovedstad, Berlin, under sin europaturné i 2013. Arkivfoto: Britta Pedersen / EPA / Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: BRITTA PEDERSEN

Mark Knopfler havde rundet de 28, da han svingede guitaren om halsen og slog sit og lillebroren Davids band Dire Straits fast på det musikalske landkort på pubben Hope & Anchor i London-bydelen Islington.

Pubben holdt i efteråret 1977 musikfestival for de punk- og new wave-bands, der var dukket op i den britiske hovedstad såsom Stranglers, Saints, 999 og XTC. Plus en stribe af de pubrock-bands, der allerede spillede på værtshusene rundt omkring i London.

Dire Straits var et af sidstnævnte, og de fik nummeret »Eastbound Train« med på den dobbelt-LP, der kom ud af festivalen i foråret 1978.

Samme år gik Knopfler-brødrene med bassist John Illsley og trommeslager Pick Withers i studiet og indspillede LPen »Dire Straits«.

LP-salget var ikke noget at prale af i begyndelsen, men singlen »Sultan of Swing« – med Mark Knopflers helt specielle hoppende skiffle-lyd på guitaren – gik et halvt års tid senere hen og blev et hit.

Og Dire Straits var pludselig et navn, der blev lyttet til, og som pladeselskabsfolkene gerne ville have i stald. Deres andet album, »Communique«, kom allerede året efter, og sådan gik det hurtigt med i alt seks studie-LPer, hvoraf »Brothers in Arms« var deres største succes med over 30 millioner solgte eksemplarer, indtil bandet efter nogle udskiftninger gik hver til sit i 1995.

Gennem alle årene har Mark Knopfler været den ubestridte leder af Dire Straits, og det er da også ham, der har skrevet langt hovedparten af gruppens materiale. At bandet blev opløst, skyldtes ifølge Knopfler selv, at de var blevet så store, at det var det eneste rigtige at gøre.

Mark Knopfler indledte efter bruddet en solokarriere, der til dato har resulteret i ni studiealbum og en omfattende turnévirksomhed, der senest bragte ham til Danmark i juni sidste år.

Far på flugt

Mark Knopfler er født 12. august 1949 i Glasgow, Skotland, og opvokset i Newcastle, England, med en engelsk mor, der var skolelærer, og en ungarsk-jødisk far, der var arkitekt og skakspiller.

Faren var flygtet fra sit hjemland i 1939 for at undgå fascismen og jødeforfølgelser. Knopfler har siden beskrevet sin far som marxistisk agnostiker.

Unge Mark var inspireret af sin onkels spil på harmonika og boogie woogie-piano, og han plagede sin far om at få en rød Stratocaster-guitar som Hank Marvins fra The Shadows, men familiens økonomi rakte kun til en billigere model.

Da han fyldte 13, fik han et weekendjob på den lokale Newcastle Evening Chronicle og op gennem 60erne spillede han i forskellige mindre bands.

Efter at have studeret journalistik et år på Harlow College blev han ansat på Yorkshire Evening Post i Leeds, hvor han lærte en lokal country- og bluesmusiker, Steve Phillips, at kende. De to optrådte nogle år som duo på lokale spillesteder, og Phillips var med i Knopflers fritidsorkester The Notting Hillbillies i 1986.

I Leeds genoptog han studierne og fik en universitetsgrad i litteratur.

Mangemillionær

Fødselaren har været gift tre gange. Først med skolekæresten Kathy White, men de gik fra hinanden i 1973, hvorpå Knopfler flyttede til London, hvor han begyndte at spille i bandet Brewers Droop.

Han giftede sig i 1983 med Lourdes Salomone, med hvem han fik tvillingesønnerne Joseph og Benji i 1987. Ægteskabet ophørte i 1993, og i 1997 giftede han sig med skuespiller og forfatter Kitty Aldridge på Barbados. De har to døtre, Isabella og Katya.

Mark Knopfler er stadig fan af fodboldklubben Newcaste United, som spiller Knopflers »Going Home« før alle hjemmekampe.

The Sunday Times vurderede i 2018 Knopfler til at være god for 75 millioner pund, ca. 600 mio. kr., hvilket bringer ham i top-40 over de rigeste personer i den britiske musikindustri.