5 stjerner: Tag til Humlebæk! Se udstillingen – og gå sort oplyst og opløftet derfra

Ny udstilling på Louisiana handler om sorthed og hvidhed. Men heldigvis mest om de gråtoner, der ligger indimellem.

Sammenstillingen af en lynchning og en gruppe anonymiserede bandemedlemmer med våben kan både læses som en 1:1-kommentar – »det ene er et resultat af det andet« – eller som en mere almen meditation over menneskets natur. Fold sammen
Læs mere
Foto: Arthur Jafa

Når man begiver sig til Louisianas »Magnumb«-udstilling med værker af Arthur Jafa, frygter man at skulle træde på æggeskaller gennem et minefelt. I disse woke-tider lurer risikoen for en eksplosiv og hurtig død ved hvert et skridt, man som »hvid« tager ind på den bane, der handler om »race«, »sorthed« og »afrikansk-amerikansk« kultur.

Heldigvis får man stille og roligt lov til at sænke skuldrene. For det er ikke »agitprop«, dette her. Det er virkelighed – tvetydig, mangefacetteret, ufrelst virkelighed – og derfor er det godt. Ikke fordi det er lavet af et medlem af en undertrykt minoritet – nej, slet ikke. Det er godt, fordi det er lavet af en kunstner. Punktum.

»Det befriende er, at Jafas tematisering af sortheden aldrig falder i den primitive »synd for nogen« gryde.«


At finde og bruge

Arthur Jafa (på engelsk: Jay-fa) er en af tidens mange findere og samlere. Han melder sig naturligt ind i den kaotiske, flimrende »sampler«-verden, der har været en stærk strøm i moderne kunst siden i hvert fald Marcel Duchamp og dadaismen.

Duchamp og efter ham Andy Warhol, popkunstnerne og 1960ernes »neo-dada« gjorde det afkoblede, tvetydige og lånte til deres kunstneriske strategi – og de blev alle verdensberømte for den tilgang. Derfor er det i dag ikke nyt at vælge sammenstødet og ophobningen som kunstneriske strategier – snarere er det et lidt træt, lidt banalt sted at starte. Noget enhver højskolekunstner kan gøre. Og gør.

Når det alligevel lykkes for Arthur Jafa med det samme fortærskede greb at blive en original stemme, så er det, fordi han faktisk på stilfærdig vis og indefra udfordrer dogmet om den »sorte« kunst og den »sorte« stemme.

Jafa er en moden mand, født i 1960 i Tupelo, Mississippi (som Elvis også kom fra). Hans forældre var begge lærere, og han voksede op som sort katolsk dreng i en meget raceopdelt sydstat i USA – begge dele har i høj grad påvirket hans kunst. (Og her skal det lige indskydes, at katolsk og »afrikansk-amerikansk« normalt er modsætninger i USA. Katolikkerne er som regel europæisk middelklasse, og de »afrikansk-amerikanske« borgere tilhører normalt baptistmenigheder med hele udtrækket af gospelsang og tungetale)

Jafa studerede både film og arkitektur i sin ungdom og har egentlig ikke arbejdet sammenhængende som billedkunstner, før han i 2016 skabte den meget slagkraftige supersamplings-video »Love is the Message, the Message is Death«.

Et projekt han egentlig lavede for sig selv, men som hans kunstnervenner øjeblikkeligt opfordrede ham til at vise »rigtigt« på museer og udstillingssteder. Siden har Jafa været et af de varmeste navne i samtidskunsten. Han modtog guldløven på Biennalen i Venedig i 2019 og har i de senere år udstillet på alle de prestigefyldte museer i USA og omegn.

Nu er turen så kommet til Louisiana i det kridhvide Humlebæk, og lige meget hvad man synes om nutidens woke-bevægelse, er der al mulig grund til at se Jafas udstilling, når museet 21. april åbner igen.

Gennembrudsværket »Love is the Message – the Message is Death« viser både hiphop, boksning, basketball og politivold i en hurtig, musikalsk flimmerklipning. Fold sammen
Læs mere
Foto: Arthur Jafa.

En billedsamler

Siden han var barn, har Jafa samlet på billeder. Han havde altid en blank bog eller et ringbind med sig, og i dem klistrede han fundne billeder ind – ofte i sammenstillinger, der på en eller anden måde udvidede fortolkningsrummet. Louisiana viser eksempler på billedbøgerne, der ikke er egentlige kunstværker, men som er sjove nok, fordi de belyser den praksis, der har skabt kunstneren Arthur Jafa.

Det, det hele handler om, er naturligvis race. Sorthed, som det hedder på nutidigsk. Udstillingens scenografi gør da også alt for at spille videre på konceptets mest primitive symbolik – helt ned til katalogets sorte sørgerand om hver enkelt side.

Det befriende er, at Jafas tematisering af sortheden aldrig falder i den primitive »synd for nogle«-gryde. Når han for eksempel udstiller det kendte billede af lynchningen i Duluth, Minnesota, 15.6 1920 (»they’re selling postcards of the hanging«, sang Bob Dylan om samme billede), sker det i en sammenstilling med et kornet foto af en afrikansk-amerikansk bande med automatvåben og »badass«-posering.

Udsagnet er dermed straks mere tvetydigt. Sammenstillingen kan naturligvis læses som en 1:1-kommentar – det ene fører til det andet – men den kan også ses som en sørgmodig beskrivelse af den menneskelige tilstand: Al den vold, alle de fordomme.

Samme greb gentages i signaturværket »love is the message..« osv. Her er både politibrutalitet, boksning, basketball og hiphop klippet sammen i en pågående dansende videostil (til musik af Kanye West), der ikke kun handler om overgreb og undertrykkelse, men også om dans og værdighed.

Det to meter høje »Big Wheel II« handler både om slaveri, om arbejde, og om historiens store vægt. Samtidig er det også et »object trouve«: et kæmpestort hjul, som bruges til maskiner i mineindustrien. Arthur Jafas værker er aldrig overfladisk »agitprop«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Arthur Jafa.

Jazz, dans og gospel

Jafa hylder ikke kun det sorte Amerika og kritiserer ikke kun det hvide. Hans ærinde er mere almenmenneskeligt, men naturligvis med hele det sorte amerikas slaveerfaring som udgangspunkt og base. I et af katalogets mange interessante interviews siger Jafa, at et af de helt store paradokser for det sorte Amerika er, at hvis man skulle tænke slaveriet og rædslerne væk, så ville alt det storslåede – jazz, dansen, kirken, sangen – også forsvinde.

Udstillingen er derfor meget velkommen og meget øjenåbnende, fordi man som kedelig hvid undertrykker ikke føler sig udelukket. Billederne er både direkte, tvetydige og fascinerende. Jafa er en heltedyrker og sammenstiller flere gange portrætter af jazzlegenden Miles Davis og bluesmusikeren Robert Johnson – to ikoniske sorte musikere, der i sammenstillingen bindes sammen af den hvide cigaret, de hver især holder mellem læberne.

Robert Johnson var berømt for efter sigende at have solgt sin sjæl til djævelen (»down at the crossroads«) i bytte for sine uvirkelige musikalske evner, og den historie er også til stede i billederne, der hele tiden tematiserer den sorte verden og dens stereotyper – både de interne og de eksterne.

Det helt nye videoværk »Aghdra« (ingen ved, hvad titlen betyder) viser Jafas baggrund i filmindustrien og er både elementært fascinerende og mangetydigt foruroligende. Fold sammen
Læs mere
Foto: Arthur Jafa.

Meget fascinerende er det nye videoværk »Aghdra«, der viser et langsomt bølgende, sort tjærehav. Det er lavet på en computer, og der er ingen forklaringer til den langsomme, tykt malende bevægelse. Værket er imidlertid elementært fascinerende og så mangetydigt – det sorte slavehav eller noget fra en fjern, fjern galakse for længe, længe siden. Tolkningerne er mange, og den åbenhed er det, der adskiller Arthur Jafa fra gennemsnittet af »bevidste« kunstnere.

Ud over videoværkerne, der alle er dybt fasci­nerende, rummer udstillingen en serie skulpturelle »objekter«, som på samme måde formår at tale med mere end én tunge.

Der er mørke Donald Judd-agtige stålskinner skruet op på væggen, men monteret med kæder og jern som en hyperæstetisk fangekælder, der naturligvis straks bringer tankerne hen på slaveriet og den permanente undertrykkelse. Der er en superheltefigur, Hulk, der samtidig er en en slags selvportræt med titlen »LeRage«.  Der er det kæmpestore, to meter høje, kædeindpakkede hjul, der afslutter udstillingen: På den ene side et klassisk duchampsk »object trouvé« og på den anden side både smukt og uhyggeligt – fuldt af over- og undertoner om hårdt arbejde, tvang og en underfuld opmærksomhed på alt det, der »også« findes bag klicheerne.

Så for nu at skære igennem al den forprogrammerede mening, en udstilling som Arthur Jafas »Magnumb« på Louisiana automatisk rummer: Tag til Humlebæk! Se udstillingen – og gå sort oplyst og opløftet derfra.

 

ARTHUR JAFA: MAGNUMB
Louisiana, Gl. Strandvej 13, 3050 Humlebæk 21.4.21–1.8.21
Åbningstider: Tirsdag–fredag kl. 11-22. Lørdag, søn- og helligdage kl. 11-18. Mandag lukket.