105 jordemødre sender ny advarsel til regionen: »Vi har fødende i aktiv fødsel, som venter i timer«

I et brev sendt til Region Hovedstaden udtrykker adskillige jordemødre bekymring over arbejdsmiljøet på Hvidovre Hospital, der risikerer at ramme de fødende. Regionsrådsformand siger, at han vil besøge fødeafdelingen.

Jordemødre på Hvidovre Hospital fortæller i et brev sendt til Region Hovedstaden, at de må gå på kompromis med de fødendes sikkerhed, når de udfører deres arbejde. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mens en sygeplejerskerepræsentant melder om et sygehusvæsen, som »risikerer at brænde sammen«, lægger en lang række jordemødre i Region Hovedstaden et yderligere pres på landets politikere.

I et brev, som Femina har bragt, udtrykker 105 jordemødre fra Hvidovre Hospital bekymring for patienternes sikkerhed. Ifølge jordemødrene skaber den nuværende situation en risiko for, at der kan ske skader på mor og barn under fødslen.

Arbejdsforholdene og manglen på jordemødre på fødeafdelingen er hovedårsagerne til, at jordemødrene må gå på kompromis med patienternes sikkerhed, lyder budskabet i brevet:

»Det er ikke forsvarligt at mangle så mange i en akutafdeling. Hverken overfor vores psykiske og fysiske arbejdsmiljø, men heller ikke over for de familier, vi har med at gøre.«

I brevet sætter jordemødrene ord på konsekvenserne:

»I skal være bekendt med, at vi har fødende i aktiv fødsel, som venter i timer på en jordemoder, hvor der ikke lyttes hjertelyd på barnet iht. retningslinjerne«, står der i brevet.

Brevet indeholder desuden eksempler med 15 konkrete situationer, hvor jordemødrene ifølge dem selv ikke har kunnet leve op til deres egne standarder.

»Kan du hjælpe?«

Det er ikke første gang, at jordemødrene i Region Hovedstaden tilsyneladende oplever pressede arbejdsvilkår og forsøger at råbe politikerne op. Regionens politikere forventede en »ekstraordinær belastning« i juli, august og september. Det skyldtes blandt andet, at ti procent af jordemødrestillingerne var ubesatte.

En jordemoder fra Nordsjællands Hospital i Hillerød sagde til Berlingske, at hun frygtede, at nogle mødre i hovedstaden i værste tilfælde måtte føde på landevejen.

Det vides ikke, hvordan den tilspidsede situation påvirkede de fødende og de nyfødte, men ikke desto mindre blev der i august sendt en desperat mail rundt til jordemødre i hovedstaden med beskeden:

»Hvidovre mangler alt i weekenden. Kan du hjælpe?«

Det nye brev sendt til Region Hovedstaden tyder på, at personalet fortsat frygter for de fødendes sikkerhed. Det gør indtryk på Lars Gaardhøj (S), som er regionsrådsformand:

»Det gør stort indtryk, når en gruppe af medarbejdere skriver og flager en bekymring. Derfor skal jeg også onsdag eftermiddag ud og møde jordemødrene på Hvidovre Hospital. Jeg har brug for at høre direkte, hvad de har på hjerte og hvilke input og forslag, de har til mig, inden jeg kommenterer på brevet«, oplyser regionsrådsformanden til Berlingske i et skriftligt svar.