Ramonas ansigter

Han var både Ramona, den flamboyante drag queen i nattelivet, hverdagstransen og elskerinden i privaten og nu hjemmehjælperen Bo. Eller slet og ret »manden med hunden«. For han lever sit liv under foranderlighedens måne. Og nu er også snart teateraktuel med forestillingen »Lyst« på Edison. Af Jakob Steen Olsen. Bragt i Berlingske Tidende | 06.09.2007

Du kan læse hele artiklens indhold ved at købe den. Det gør du ved at følge instrukserne, der er sendt til dig på din mail.


 

 

Jeg lavede de største Gitte Nielsen-patter og fik min venindes rasta-paryk på. Jeg kan huske, at jeg sov meget uroligt, da jeg kom hjem. En masse intense følelser rullede igennem mig. Og jeg vidste, at jeg var nødt til at gøre noget ved det her. Jeg havde været en androgyn Boy George-type i 80’erne, men havde lagt det på hylden i en årrække. Nu kom det tilbage. Og siden har Ramona været en del af mit liv. On and off.«

I 1997 var Bo Hagen Clausen, 39, elev på Filmskolen, hvor han lærte at lave tegnefilm. En lesbisk veninde skulle til fest, og hun ville gerne have Bo med. Problemet var bare, at der var tale om en kvindefest, hvor mænd ikke havde adgang. Veninden troede, at Bo ville kunne slippe ind, hvis han tog dametøj på. Sådan blev Ramona med de mange ansigter og skikkelser født.

Gravhunden Freddy tumler stille med sin gnavepind under bordet. Den skal lige krammes og kløs bag øret, inden Bo igen kan finde ro til at sætte sig ned og tale om sit liv. Et liv, der ikke har været som de fleste andres. Et liv, hvor han bevidst har eksperimenteret med både sin identitet som mand og med den kvindelige side, som han i perioder har måttet tage ved hånden og følge hele vejen.

Og hvem er hun så, denne Ramona, som ikke sådan er til at holde nede og ude, men som insisterer på at være en del af Bos personlighed? Og som endda for alvor træder frem på en teaterscene, når hun sammen med etablerede stjerner som Ditte Gråbøl medvirker i Betty Nansen Teatrets forestilling »Lyst« på Edsion?

Bo venter pænt på, at mormor-uret på væggen i den hyggelige stue skal slå sine 12 middagsslag. Så siger han:

»Ramona er vel, dybest set, som en samling billeder – en masse fragmenter – som jeg har haft inden i mig fra jeg var helt lille. Drømmeudgaven af mig selv. Tidligere følte jeg mig som intetkøn, nu føler jeg mig som tvekønnet. Det at kravle i kvindeham er en del af mig.«

Uden dengang at kende den Ramona, som siden skulle materialisere sig, har Bo altid vidst, at han ikke var som de fleste andre. Da han var lille kunne landsbydrengen fra Als sagtens lege med Lego eller svine sig til og ligge og rode rundt i bækken. Men han legede også med Barbie-dukker med sine pigeveninder på drengeværelset:

»Jeg drømte ikke om at være Elvis Presley. Jeg drømte om at være Marilyn Monroe. Det er der ikke nogen forklaring på, og jeg behøver den heller ikke. Det er bare sådan, det er. En stor del af mig var en tøsedreng. Så jeg føler, at Ramona altid har været der.«

Lidt efter lidt trådte Ramona for alvor frem i rampelyset. Efter sin filmeksamen havde Bo gået på dukketeaterskole i Norge. Da han forlod uddannelsen og tog til København, deltog han i 2000 i den legendariske drag-konkurrence »Frøken Verden« foran flere tusind tilskuere i den Grå Hal på Christiania under navnet Ramona Macho. Ramona blev kronet som aftenens dronning. I modsætning til de fleste kombattanters ture på podiet var Ramonas indslag små, skæve og skøre performances, som handlede om noget:

»En af mine entreer gik ud på, at jeg stod og hakkede mig selv i hovedet med en fugl – med inspiration fra Hitchcocks »Fuglene«. På det tidspunkt var jeg lige begyndt som drag eller trans, eller i hvert fald mand i dametøj, i en verden, der kan være ret skræmmende. Så jeg lavede et lille stykke om min egen paranoia.«

Pludselig var Ramona en stjerne. Hun blev blikfang for mobilfirmaet Mobilix i en reklamekampagne, men det var først og fremmest i de københavnske undergrundsmiljøer, hun blev en kendt figur, der designede små performances. Hun parrede sig med mandsstore, lyserøde Duracell-kaniner på natklubben Nasa eller smurte sig ind som kæmpekvinde iført guldbikini, samt hærgede rundt til kælderfester på hele kontinentet sammen med bøssekulturforeningen Dunst.

»Jeg tog hende ikke bare af, når jeg havde lavet et show. Jeg beholdt Ramona på og festede videre i hende. Og fester udvikler sig jo i mange retninger. Den sceniske figur tog jeg med ud i virkeligheden. Rollen blev virkelig, fordi den havde interaktion med virkeligheden. Egentlig er jeg ikke noget bymenneske som Bo. Jeg er stille og rolig og har ikke så travlt med at fare i byen. Det kunne jeg bedre finde ud af som Ramona. Måske fordi det – selv om jeg var naturlig og mig selv i rollen – alligevel var en form for beskyttelse, fordi det alligevel ikke var mig.«

Alligevel manglede der noget. Ramona ville have mere. Hun ville ikke længere bare være på, når spotlyset blev tændt på en natklub eller når hun turede rundt som den festlige partypige.

»Det er altså mere spændende at gå ud på kanten, hvor der er noget på spil. Jeg har altid fulgt min lyst på godt og ondt. Mange gange har jeg ønsket, jeg kunne være mindre lystfuld og kastet mig ud på lavere vand. Så i en periode forholdt jeg mig i ro uden så meget Ramona. Men pludselig kom det op nede fra solar plexus og skulle ud igen,« forklarer Bo.

Han besluttede sig for at forsøge at leve sit liv som transvestit på fuld tid. Der var ingen vej tilbage.

»Det tog mange år at nå dertil. At blive bevidst om min egen transvestitisme. Det er ikke så vanærende at være drag queen som det er at være transvestit. I nogens øjne er det at være transvestit det værste, der kan overgå én, for der er så megen uforståenhed, ukendskab og medlidenhed. Og jeg havde naturligvis også selv en masse fordomme, jeg skulle over.«

Hver dag, når Bo kom hjem fra sit arbejde i hjemmeplejen, sminkede han sig en smule, tog ørenringe på eller en klud om hovedet. Men det store spring var, da han også skulle til at bevæge sig ud i tilværelsen på en helt almindelig hverdag:

»Det begyndte med, at hvis jeg gik rundt herhjemme og var trans og f.eks. havde haft en elsker på besøg, så kunne jeg stå og mangle cigaretter. Så matte jeg jo tage et valg. Skulle jeg tage hele makeuppen af, gå ned i kiosken og være normal, købe de skide cigaretter og gå hjem igen og smøre makeupen på igen?«

Tankerne var mange i den periode:

»Jeg blev klar over mine hæmninger. Og jeg blev vred på mig selv. Ville ikke finde mig i det.«

Så Bo tog sig sammen og vovede sig ud i sit fredsommelige nabolag ved højlys dag. I dametøj og uden anden undskyldning end at han skulle hente cigaretter. Eller tomater til en tomatsalat.

»Herude, hvor jeg bor, havde folk ganske vist set mig i dametøj mange gange, når jeg fløj ind og ud af en taxa og skulle til et eller andet. Men på vej ned til grønthandleren på en af mine første ekspeditioner mødte jeg gamle fru Rasmussen på gaden. »Hej Bo«, sagde hun. »Hvor skal du hen og lave show nu?« Jeg tog mig så sammen og sagde, at »jeg skal ikke ud og lave show. Jeg skal hen og købe nogle tomater hos grønthandleren og hjem igen«. Så blev der stille. Tavshed. Så kiggede hun på mig og sagde: »Du ser flot ud«. Der skete skiftet fra at være en drag queen, der spillede en rolle, til at påtage mig rollen som hverdagstransvestit. Det var et stort og vigtigt skridt, jeg var parat til at tage, og der skete en hel masse ting inde i mig. Det lå i mig, men det havde været et tabu hos mig. Jeg kom ud over afgrunden og noget faldt på plads: »I am what I am«. Og det kunne være en transvestit i Vanløse, for så vidt,« griner Bo.

Bo følte, at han var nødt til at overgive sig helt til den forvandling, han havde sat i gang, og leve sig selv helt ind i den. Han måtte stirre både dæmoner og drama i øjnene.

For der blev nu ikke meget forstads-trans over det liv, som Ramona nu kastede sig ud i. Pludselig førte Bo en tilværelse, hvor han delte lejlighed med en anden mere erfaren »transe-veninde«. Et liv, hvor han lod sig føre med strømmen og fulgte sine lyster fuldt ud. Et liv fyldt med skiftende, mandlige elskere og fuld fart over feltet. Alt blev skrevet ned og lagt ud som en dagbog på nettet. En dagbog, som hurtigt fik en ivrig skare læsere, der genkendte deres egen forvirring, hungrede efter at læse mere om Ramonas liv som én, der havde stillet sig ved siden af samfundet selv, og han oplevede sig som en, der pludselig blev set på med helt andre øjne i en form for uvirkelig virkelighed.

»Jeg skulle også udforske min seksualitet i den retning. Den ene tog den næste. Da jeg først havde kastet mig ud i det, drog det mig. Der var så meget intens energi i det. Og altid, når jeg har kunnet mærke en dragning, sund eller »usund«, så er jeg blevet ved, indtil jeg har kunnet mærke, at det var kørt igennem. For jeg tror ikke på forbud. Jeg tror ikke på at slå mig selv over fingrene længere. Det har jeg gjort frygteligt meget, da jeg var yngre, og det synes jeg ikke, jeg fik det bedre af. Med tiden er jeg nået dertil, at det godt kan være, der dukker noget op, som ikke føles som om det bringer en noget godt, men så længe, det huserer rundt i mig, er jeg nødt til at forfølge det for at komme videre.«

Men efter at have levet sig ud som fuldtids-transvestit og eksperimenteret voldsomt med sit liv og sin seksualitet i de ni måneder, Bo selv refererer til som sin »graviditetsperiode«, viste det sig, at den ny rolle også rummede en masse begrænsninger:

»I den periode, hvor jeg bevidst levede mit liv som trans, havde jeg pludselig omgang med mennesker, som udelukkende havde mødt og kendte mig som Ramona. Jeg kunne slet ikke finde ud af at smide transe-hammen for dem og at skulle møde dem som Bo. Slet ikke over for de mænd, jeg havde som elskere – og de ønskede det heller ikke. Så fra at jeg havde været i en frigørelsesproces fra mande- og bøsserollen og erkendt, at jeg også havde Ramona, en trans, et tvekøn, i mig, så blev det bare det modsatte. Transeriet blev et andet fængsel, som jeg pludselig befandt mig i.«

Endnu en gang måtte Bo tage sin identitet op til overvejelse.

»Selv om jeg forsøgte at få fred og ro i mit sind, fandt jeg det ikke. Hjernen blev ved med at køre. Hvorfor? Hvordan? I den periode, hvor jeg var hverdagstrans, var der også en Bo inde bagved, der stillede spørgsmål. Det var egentlig Bo, der tænkte over tilværelsen, da jeg lagde min dagbog ud på nettet. Men stemmen var Ramonas. Jeg følte mig nogle gange som en dukkespiller og tænkte: »Gud, hvad er det, jeg har gjort, nu har jeg gjort mit liv til en fiktion!« Eller: »Hvad er mit liv? Er det virkeligt eller uvirkeligt?«

Ramonas negle, parykker og højhælede sko blev pakket ned i to kufferter og stillet på loftet. Bo havde »fået en overdosis.«

Men bedst som beslutningen om at skrinlægge Ramona for en tid var truffet, ringede Betty Nansen Teatret og inviterede ham med på scenen i forestillingen »Lyst«. Det er helt i orden med Bo. Han er igen klar til at bruge Ramona som et værktøj for, hvad Bo har lyst til at sige.

Og hvem er Bo så nu?

»Jeg er manden med hunden. Det sagde et barn til mig en dag. Han kom hen til Freddy og mig og kælede glad for hunden. Han havde set os mange gange før: »Du er manden med hunden«. Og jeg tænkte: »Du har ret. Jeg er manden med hunden.« For siden jeg har fået Freddy, snakker jeg oftest med mennesker, når jeg går tur med Freddy. Jeg har fået en masse hundevenner – og bekendte. Og når jeg ikke er hjemme, tænker jeg på min lille hund hele tiden. Det handler vel dybest set om at være så optaget af noget, at man glemmer sig selv. Og netop nu er det, der er omkring mig og i mig, Freddy. Så nu er jeg mest manden med hunden. Så længe det varer«.

Uddrag af Ramona Machos netblog »Bukake Breakfast«

»Han indhenter mig og vi kysser. Han er vist polak. Han vil hele tiden tage mig i skødet. Men noget... en indgroet og nedarvet transeviden om heteromænd muligvis... får mig til at skubbe hånden væk. Jeg vil ikke afsløre mig endnu. Vil hellere kysse. Han tror måske jeg er blufærdig. Og vi kysser videre. Han tager mig på røven og på »brysterne«... som jeg ikke har. Og jeg tænker, at det er underligt, at han ikke reagerer på det. Men der findes jo også fladbrystede kvinder. Jeg gemmer transepige-pikken imellem mine ben. Og ligner til forveksling »den ægte vare«. Men pludselig finder hans fingre frem alligevel. Han opdager, at der IKKE er hul igennem... og udbryder: »What is this???!!!« »Oh... It’s NOTHING... « svarer jeg henkastet. Men det synes han åbenbart ikke. Kigger chokeret på mig. Så siger jeg: »I am a transvestite... you know what that is?« »No, no, no, NO...« svarer han. Tager sig til hovedet og drejer om på hælen og forsvinder meget hurtigere end han kom. De har åbenbart ikke hørt om transvestitter i Polen. Eller også er det fordi almindelige polske damer kan se ret transede ud i deres look.«