Også Danmark havde hemmelig hær

Politikere og efterretningsfolk afviser forbindelse mellem organisationen Absalon og det hemmelige CIA-netværk Gladio. Men Absalon- medlem siger: »Vi var glade i Danmark.« Af Iver Høj. Bragt i Berlingske Tidende 25.11.1990.

Du kan læse resten af artiklen ved at købe den. Det gør du ved at følge instrukserne sendt til dig på mail.


 

En hemmelig dansk organisation blev oprettet af CIA i 1950'erne for at stå klar til straks at danne et effektivt modstandsnet i tilfælde af en kommunistisk magtovertagelse. Organisationen fik navnet »Absalon« og var navnlig aktiv i sit antikommunistiske arbejde i 1960'erne og 1970'erne, indtil den opløste sig selv omkring 1978-79. Det siger et tidligere fremtrædende medlem af organisationen Absalon til Berlingske Tidende. Kilden - her kaldet Q, som Berlingske Tidende har drøftet sagen indgående med over en længere periode, ønsker i dag ikke sit navn frem. »Men det, vi gjorde, var rigtigt. Og nu er der gået så mange år, at det for historieskrivningens skyld er godt at fortælle hovedtrækkene,« siger Q, der udpeger den nu pensionerede oberstløjtnant, Erling J. Harder til Absalons leder.

Med sin forklaring bekræfter Berlingskes Tidendes kilde de oplysninger, den tidligere amerikanske CIA-direktør William Colby fremkom med i sine erindringer, og som han for nylig gentog i italiensk tv, nemlig at der blev oprettet et hvilende modstandsnet - såkaldte stay behind-grupper - ikke bare i en række mellem- og sydeuropæiske lande, men også i Skandinavien. Ingen dansk minister har offentligt erkendt, at der har eksisteret en sådan gruppe. Så sent som onsdag afviste forsvarsminister Knud Enggaard, at der skulle være oprettet »nogensomhelst« NATO-støttet CIA-organisation i Danmark. »Nærmere oplysninger om en efterretningsmæssig indsats i tilfælde af besættelse er klassificeret stof - endda højt klassificeret stof, og jeg er derfor afskåret fra at give yderligere oplysninger i folketingssalen,« sagde Enggaard i Folketinget. Han henviste sagen til behandling i Folketingets kontroludvalg for efterretningstjenester. SF'eren Pelle Voigt, der havde stillet spørgsmålet, fandt svaret selvmodsigende - og en indirekte bekræftelse på, at der har eksisteret et net i Danmark.

Allerede i 1978 fortalte William Colby - CIA's øverste chef fra 1973-75 - i sine erindringer »Honorable Men«, at han fra 1951-53 som ung udstationeret CIA-mand i Stockholm var med til at opbygge hvilende modstandsgrupper i Sverige, Finland, Norge og Danmark. I kapitel tre »A Scandinavian Spy« skriver Colby om opbygningen i Skandinavien: »I to af landene ville myndighederne selv opbygge undergrundsorganisationer, der skulle sættes i aktion, efter at regeringen havde forladt landet. Disse net skulle samordnes med NATOs planer, radioerne skulle gøres klar til fremtidige eksilsteder, og nettets specialudstyr skulle leveres af CIA og i al hemmelighed oplagres i bestemte skjulesteder. I de to andre lande måtte CIA ordne sagen på egen hånd eller i bedste fald med »uofficiel« lokal støtte, idet de pågældende landes regeringer ikke kunne samarbejde med NATO.« De to førstnævnte lande er NATO-landene Norge og Danmark, de sidstnævnte de neutrale Sverige og Finland. I de seneste uger er et hemmeligt net, Gladio, blevet offentligt kendt i det ene vesteuropæiske land efter det andet. Gladio har udløst regeringskriser i Italien og Tyskland, fordi grupperne har fortsat sin aktive spionagevirksomhed - i Tyskland bl. a. mod den ledende socialdemokrat, nu afdøde Herbert Wehner. I Italien og Belgien sættes grupperne i forbindelse med sabotage, mord og plyndringer af butikker. Gladio er også afsløret i Frankrig, Tyrkiet, Grækenland, Schweiz, Luxembourg og Holland, og i flere lande har regeringerne nu lovet at opløse organisationerne.

Flere af forsvarsminister Knud Enggaards forgængere afviser fortsat et kendskab til en dansk Gladio-organisation - og til, at det skulle have været Absalon: »Men jeg kan godt huske Absalon,« siger socialdemokraten Poul Søgaard, der var forsvarsminister 1978-82. »Det var en kreds af almindelige officerer, der intet havde med det andet at gøre. Hvis hjemmeværnet manglede et eller andet udstyr, kunne Absalon skaffe penge til det. Sådan har jeg fået det forelagt af general Andreassen.« Tidligere generalmajor i Hjemmeværnet, Jørgen Andreassen: »Poul Søgaard må huske forkert. Navnet Absalon siger mig ikke noget.« Erik Ninn-Hansen (kons.), VKR-regeringens forsvarsminister 1968-71: »Der skete forskellige gruppedannelser efter krigen. Det kan godt passe, at Absalon var en gruppe med baggrund i modstandsbevægelsen. Jeg kan også godt huske oberstløjtnant E. J. Harder, der holdt mange foredrag. Men hvis nogen opfatter, at jeg skulle have udtrykt sympati for hans tanker, er det forkert. Han var lidt for chauvenistisk for mig. Jeg opfattede aldrig Absalon som noget af betydning og har aldrig sat dem i forbindelse med efterretningsarbejde.« Erling Brøndum, forsvarsminister 1973-75 i den smalle Venstre-regering, afviste i 1974 i Folketinget en sammenhæng mellem Hjemmeværnet og Absalon. I dag siger han: »Det er så mange år siden. Navnet Absalon siger mig ikke noget.«

Det har ikke været muligt at komme i kontakt med oberstløjtnant E. J. Harder. Men det tidligere medlem af organisationen Absalon, Q, siger: »Ja, vi var Gladio i Danmark.« Absalon var en organisation, der gjorde sit bedste for at holde sig væk fra mediernes søgelys. Men i 1974 blev organisationen omtalt, da den forsøgte at påvirke valgene til de styrende organer på Odense Universitet. Det medførte stor presseomtale af den mystiske underjordiske organisation. Siden har der været stille om den. Q fortæller om gruppen: »Colbys historie er helt korrekt. Absalon blev til i begyndelsen af 1950'erne. Colby var med i den verdensomspændende katolske lægmandsorganisation Opus Dei, som man med et moderne udtryk vil kalde højreorienteret. Opus Dei spiller en central rolle i hele opbygningen af Gladio i Europa og også i Danmark. Lederen af Absalon var oberstløjtnant Erling J. Harder, som vistnok ikke var katolik. Men der er ikke mange katolikker i Danmark, og grundelementet i det danske Gladio var gamle modstandsfolk - fanger fra Tysk Vestre Fængsel, Frøslevlejren, Neuengamme og medlemmer af Den Danske Brigade. Men nok 95 pct. var militærfolk. Også mange ledende hjemmeværnsfolk kom med. Desuden var der et meget nyttigt ekstra potentiale at trække på i reserveofficersforeningen. Tilknytningen til Det Konservative Folkeparti var ganske tæt. Idégrundlaget var stærkt antikommunistisk. Vi var danske og havde stærk nationalfølelse ud fra et kristent grundprincip. Det lå os stærkt på sinde, at det ikke igen - som i 1940 - skulle vare to-tre år, før en modstandsbevægelse var organiseret. Det var i den kolde krigs tid, og en russisk invasion eller de danske kommunisters magtovertagelse var - følte vi - en reel trussel. Organisationen blev helt naturligt kalkeret af efter modstandsbevægelsen. Der var tolv regioner, opbygget efter celle-princippet, som dog ikke var så stramt som under krigen. Hver region havde op mod 30 medlemmer i sin inderkreds. Men Nordsjælland var stærkt dominerende. Oberstløjtnant E. J. Harder med kælenavnet »Bispen« var - trods sine andre funktioner inden for militæret - efterretningsmand, men han fik ikke Absalon til at fungere rigtigt i 1950'erne. Først omkring 1960-61 tog det fart. Det skete, efter at 18 rekrutterede danske medlemmer var til møde i det daværende NATO-hovedkvarter i Valenciennes ved Paris. Absalon havde alle tænkelige opgaver. Først og fremmest at være i beredskab i tilfælde af en russisk invasion eller en kommunistisk magtovertagelse. Men også indsamling af oplysninger om venstreorienterede organisationer, observationer og efterretningsopgaver i Østeuropa. Der blev også oprettet en række våbendepoter rundt omkring i Danmark. Jeg vil ikke sige hvor mange - men det er under ti. To af dem lå f. eks. i store skove - i Gribskov og i Dronninglund Storskov. Jeg vil ikke sige, hvordan de var skjult - og jeg ved ikke, om de stadig eksisterer. Våbnene stammede fra den »skæve« våbenfordeling i forbindelse med befrielsen, hvor de militære ventegrupper - »O-grupperne« - fik en god bid af de svenske våben, mens kommunisterne ikke fik nogen.« »Skydevåbnene var godt gnedet ind i olie dengang. Jeg vil ikke udelukke, at der kom nye forsyninger senere - i så fald var de sandsynligvis amerikanske,« siger Q.

Den tidligere CIA-chef William Colby er i dag 70 år og bor i Washington D.C. Berlingske Tidende ringede til ham for at få uddybet hans erindringsbogs kapitel om Skandinavien. Nu siger Colby: »Jeg ved virkelig intet om den danske organisation. Jeg var aldrig i kontakt med den, tror jeg ikke. Jeg husker det i hvert fald ikke.« Men der står ellers i Deres bog, at De var med til at lave CIA- organisationer i fire lande? »Jeg har glemt, om jeg talte om fire eller tre eller andet. Alt hvad jeg ville have vidst noget om, ville have været virkelig andenhåndsviden. Men bogen var korrekt ud fra min viden dengang.« Er De blevet kompromitteret af det, De skrev? »Jeg tror, at folk har lagt mere i det, end de burde. En sovjetisk invasion var en virkelig trussel efter mange menneskers opfattelse, og samarbejdet med modstandsbevægelserne i Frankrig og Norge var en helt naturlig måde at forsvare landet,« siger Colby, der undskylder sin fading memory - svigtende hukommelse. En norsk forfatter, redaktør og tidligere efterretningsmand, Christian Christensen, har dog en anden forklaring: »Alle, der kender til Colbys tid i Skandinavien i starten af 1950'erne, siger, at han er en biperson i denne historie, der har givet sig selv en stjernerolle. Colby er ganske enkelt utroværdig.« Allerede i 1978 blev den norske hvilende guerilla afsløret. Det er ingen hemmelighed i Norge, at den stadig er en del af efterretningstjenesten. Christian Christensen har imidlertid intet bevis for, at der findes noget lignende i Danmark. Derimod ved han, at briter, amerikanere og nordmænd allerede i 1950 holdt møde i London. På mødet blev der talt om oprettelse af stay behind-grupper i andre europæiske lande - Belgien, Holland, Frankrig og Sverige. »Min hjemmelsmand siger, at Danmark ikke blev nævnt,« siger Christian Christensen.

Ifølge Q var en helt central person i organisationen Absalon den nyligt afdøde Jørgen Svenné. Svenné, med tilknytning til Det Konservative Folkeparti, svævede rundt - uden at mange vidste, hvad han lavede. Ud over Harder og Svenné var professor, dr. med. & odont. Flemming Nørgaard, en tredje vigtig person. Kilden Q fastholder, at også chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) fra 1963-1973, Erik Fournais, fandtes tæt på kredsen. Det afviser Erik Fournais. »Svenné var den grå eminence, som rejste meget«, siger Q. »Ingen vidste helt, hvad han lavede, men det er sjældent de mest synlige personer, der er de vigtigste. Flemming Nørgaard var en vigtig pengeindsamler for organisationen. Også Erik Fournais svævede meget tæt på organisationens absolut inderste kreds. Jeg ved ikke præcist, om Fournais direkte var medlem. Men han førte en skyggetilværelse tæt på den. Han må have været i den absolutte inderkreds. Og da Fournais fik en toppost i NATO, afløste han Harder som kontakt til NATO.« Fournais var fra 1973-77 koordinator for NATO-efterretningstjenesterne i Bruxelles. Erling J. Harder havde 1966-70 arbejdet i NATO-hovedkvarteret, der i 1967 blev flyttet fra Valenciennes ved Paris til Bruxelles. Berlingske Tidende har forelagt Q's oplysninger for både Erik Fournais og Flemming Nørgaard. Erik Fournais siger: »Absalon holdt jeg og Forsvarets Efterretningstjeneste os på ti skridts afstand fra. Absalon havde absolut ingen kontakt til NATO eller FE. Men jeg har hørt om Absalon - ikke mindst fra politikere, som sagde, at vi også skulle huske at kikke på de højreorienterede. Men vi fulgte ikke Absalon - det var de for naragtige til.« Flemming Nørgaard, der i dag bor i Frankrig, siger, at der ingen forbindelse er mellem Gladio og Absalon, men erkender, at han var med i Absalon. Fra en anden kilde med tilknytning til FE har Berlingske Tidende fået oplyst, at der i FE i tresserne og halvfjerdserne fandtes en afdeling - Special Operations (SO) - hvis arbejdsopgaver ingen andre i FE havde nogen viden om. Men når der skulle foretages aflytninger, var det SO, der leverede udstyret. Chef for denne afdeling hed Gustav Thomsen. »Jeg ville ikke selv sige hans navn. Men det er rigtigt. Det var dér, vi havde kontakten,« siger Q. Gustav Thomsen: »Jeg blev pensioneret i 1975. Det er mange år siden. Jeg kan ikke huske noget.«

Absalon levede i det skjulte. Men i 1974 begik organisationen en fadæse. På det tidspunkt var læreanstalternes styrende organer kraftigt domineret af venstreorienterede studenter, og det besluttede Absalon at advare imod i forbindelse med valg til bl. a. konsistorium på Odense Universitet. Men følgen blev, at Absalon blev offentlig kendt. »Det betød, at Absalon trak følehornene til sig. I stedet blev der oprettet en ny organisation »Pindsvinet«, der skulle markere de helt legitime synspunkter i den offentlige debat. Pindsvinet er navnet på en af general Eisenhowers operationer, men også symbolet på Atlantsammenslutningen. Værn om Danmark (først oprettet i 1981, red.) bruger i dag også pindsvinet som symbol. Absalon sivede ud i ingenting i 1978-79, hvor vi havde det sidste møde på restaurant Josty på Frederiksberg. Omkring den tid emigrerede Harder og Nørgaard til Spanien, og vi var alle ved at blive gamle. Der var gjort forsøg på at få yngre kræfter med, men de unge duede ikke. Og det var ikke enhver, der kunne blive medlem. Bl. a. ønskede den aktive højrefløjsmand Hans Hetler længe at blive medlem. Men vi ville ikke have ham. Han var kompromitteret, og vi anså, at han var uden de nødvendige kvaliteter.« Hvad lavede I i alle de år? »Ventede på Godot, men han kom bare ikke...« Hvorfor blev det ingen succes? »Vi passede nok ikke til den danske mentalitet. Vi kunne ikke slå igennem. Det er jo påfaldende, hvor mange helte fra modstandskampen, der efter krigen har taget deres eget liv, fordi Danmark ikke blev det Danmark, de havde kæmpet for.« Spørgsmålet er, om Absalon fik en afløser, og hvilken kontrol de danske myndigheder i så fald har med efterfølgeren. Absalons opløsning falder sammen med, at E. J. Harder, Erik Fournais, Gustav Thomsen og mange gamle modstandsfolk nåede pensionsalderen. Q er ikke i tvivl om, at Absalon blev afløst af en ny organisation med yngre folk: »Jeg kender intet til, hvad der er sket sidenhen. Men det er jo rystende at se den amatøragtige måde de to reserveofficerer for et par år siden blev afsløret på i Polen. Det var med garanti ikke sket for os,« siger den gamle modstandsmand.