Målmænd er gjort af et særligt stof

Kasper Schmeichel og Lars Høgh skubbede imponerende danske tennispræstationer i baggrunden i ugens løb. Schmeichel med sin meget dedikerede attitude i forbindelse med helikopterulykken, der kostede Leicester Citys ejer livet, og Lars Høgh med den åbenhjertige snak på landsdækkende TV om sin kræftsygdom.

Foto: Liselotte Sabroe

Målmænd er gjort af et særligt stof. Jeg har aldrig helt forstået dem. I nogen sportsgren. I ishockey er de fuldstændig bevægelseshæmmede, afstivede og armerede i frygten for en puck i synet, i håndbold i skudlinjen fra betonstore mænd med hammerslagshug fra få meters afstand, i fodbold i konstant beredskab og på nippet til et hovedkulds tigerspring direkte ned i knopperne på læderstøvler.

Uden aktiv ishockey- og håndbolderfaring er jeg mest til legen med bolden, fodboldspillets væsen ude på banen. I fuld bevidsthed om målmandens betydning og indflydelse på spillet i øvrigt, endnu mere i moderne fodbold, fordi den såkaldt spillende målmand er en langt mere integreret del af både defensiven og sågar det opbyggende eller i hvert fald igangsættende spil.

Jeg kan sagtens sætte mig ind i målmandens zen, den indre koreograferede og endorfine forestilling om den perfekte redning, at strække sig i fuld længde og nå op i målhjørnet med det yderste af handsken til lige netop det langskud, der kunne have afgjort det hele. For så i næste bevægelse igen at ligge og rode i mudderet og støvleskafter i snuden. Så jeg forstår det stadig ikke helt. Motivationen, drivkraften og fascinationen.

Målmænd bærer det heltemodige i sig. Karismatiske, altafgørende, jo, jo, kampafgørende historiske figurer med lang levetid i erindringen. Som barn af Gordon Banks i sort-hvid-transmission fra Wembley, Sepp Maier som farvefjernsynsfavorit i VM 74 og derfra blot perlerækkens navneopråb i min egen scrapbog. Som så mange af os har fiks- og referencepunkter.

Fra min fars lovprisning af Lev Yashin til Buffon-gentlemanfeberens nærmest merkantile overdrev af italiensk opførsel og godt målmandsspil. Ellers sympatiske Toni Schumachers momentane brutalitet eller Robert Enkes måske undtagelsesvise depressive og skrøbelig sind, der kostede ham livet i et selvmord.

Spændvidden er stor, generaliseringen holder næppe, og alligevel er målmænd i min verden gjort af noget særligt.

I rødt og hvidt har vi for tiden en af verdens bedste i ishockey i skikkelse af Frederik Andersen i buret hos Toronto Maple Leafs. I håndbold har vi altid haft dem. Bare begynd, eller derfra min østjyske verden går, i 70er-godmodig og mild Mogens Muggi-udgave, smøg i overskægget, bajer i omklædningsrummet og dunk under den grønne Fredericia-trøje, fortsæt til nær fortids retorisk vilde Hvidt og nutidens anfører og Mister Redningsprocent Landin.

I landsholdsfodboldens overlevering fra Henry Froms tyggegummi på stolpen ved OL i Rom som det genfortalte TV-klips fragmenterede udgangspunkt til KB-keeperen Ole Qvist på kassen i Idrætsparken i egen 80er-samtid, årtiet efter Peter Schmeichels aggression i feltet, vingefanget og udkast til månen. Mange før og efter dem.

Og som jeg mere end blot dvælede ved i ugens kommentar- og analysenoter til en klumme, der ellers ingenlunde skulle handle om målmænd. Den stod på af årets imponerende danske tennispræstationer med dobbelt C for Caroline og Clara, der begge rundede sæsonen af som nummer tre på henholdsvis seniorernes og juniorernes verdensrangliste.

Det må blive næste gang, da et par målmænd greb ind i feltet. I kommentarfelter, på net-versioner og nethinden. Med gribende beretninger båret af heltemodets gerninger og åbenhedens aftabuiserende effekt, som nok hører privatsfærens ret til at være bange helt for sig selv til. Men som blev til offentlighedens indsigt i den altomslugende medieopmærksomhed, som både målmænd og mænd med mål i støvlerne må betale en del af prisen for med de millionlønninger, der følger med.

I efterspillet på den gruopvækkende og noget nær live-transmitterede helikopterulykke over tribunetaget og parkeringspladsens nedslag uden for King Power Stadium i Leicester, der kostede Premier League-klubbens ejer, Vichai Srivaddhanaprabha, og fire øvrige livet efter Leicesters hjemmekamp sidste lørdag, er det i vidneberetninger kommet frem, at politibetjente fysisk måtte stoppe klubbens danske landsholdsmålmand, Kasper Schmeichel, i et forsøg på at nå frem til den forulykkede og eksploderende helikopter.

At han var kommet styrtende ud fra omklædningsrummet med retning mod parkeringspladsen, men måtte opgive sit forehavende for i stedet at indprente sig scener, han for altid må bære med sig.

Alene Kasper Schmeichels hjerteskærende afskedshilsen på Twitter dagen efter til sin afdøde boss, »Dear Mr. Chaiman«, vidner om evnen og formatet til at håndtere branchens gyldne kæder af ufrivillig eksponering.

Akkurat som Schmeichels målmandstræner på landsholdet, Lars Høgh, få dage efter demonstrerede sin modige omgang med livet og døden i et direkte og åbenhjertigt interview med Jes Dorph-Petersen i »Go’aften Danmark«.

Manden bag den mest mindeværdige enkeltmandspræstation mellem stængerne på Estadio Santiago Bernabeu, da OB tilbage i 1994 sendte mægtige Real Madrid ud af UEFA Cup’en.

Den imødekommende og altid smilende målmandstræner, der for tre måneder siden blev diagnosticeret med en kræfttumor i bugspytkirtlen, gik aftenen inden en stor operation på Rigshospitalet (fredag, ) på direkte TV for at fortælle om den hårdeste kamp.

En 59-årig målmandslegende, der fra sygesengen kunne læse banneret på Odense Stadion tilbage i august: »Vi kæmper kamp 818 med dig. Denne redder du også, Høgh«. Og som han efter et hårdt kemoforløb foran kameraet adresserede som den naturligste pligt, han end ikke har:

»Jeg har fået så mange breve, jeg aldrig har fået før, fordi jeg ikke er på Facebook eller SMS og alt det her. Det samler man jo sammen, og det bliver til noget, man har lyst til at give tilbage til folk, og det kan jeg gøre ved at komme rigtigt igennem det her. Det skal nok gå godt.«

Alt imens Lars Høgh understregede om diagnosen:

»Enhver situation har en mørk og en lys side. Og jeg ser ofte på den lyse side. Der er altid noget godt, der kan komme ud af noget. Lige her handlede det meget om, at jeg faktisk ikke var bange. Jeg er ikke bange for at dø, og jeg var heller ikke bange for at skulle igennem det, der skal til for at kunne blive rask ...«

Målmænd er gjort af et særligt stof ...