»Jeg ønsker sandheden skal frem«

Kontorchef Ole Christiansen skriver historie. Han fik mistanke om uberettiget hjemtagelse af refusion for et trecifret million-beløb til aktivering i Københavns Kommune og gik til Folketingets Ombudsmand. Nu står han frem for første gang.

Kontorchef Ole Christiansen har tænkt en del over ordet loyalitet i forbindelse med sagen: »Spørgsmålet vil kunne stilles, om jeg har gjort det rigtige. Jeg har i hvert fald ikke gjort det forkerte. Ud over lovgivningen, som i sig selv skal overholdes, drejer det sig om, hvad vi vil give af tilbud til de arbejdsløse - folk må selv danne sig deres indtryk af denne sag, jeg har mit helt privat.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Oles e-mail var tilsyneladende uskyldig. Men kun tilsyneladende. For der findes ikke sådan noget som uskyldige e-mails, når embedsmænd drøfter vigtige sager, det vidste Ole bedre end de fleste.

Efter 16 år som embedsmand i Statsministeriet, Beskæftigelsesministeriet og nu Københavns Kommune havde han set sin del af potentielle juridiske, økonomiske og politiske møgsager pakket ind som et helt rosenbed i cellofan.

Men her var han stødt på en sag, hvor noget var helt galt. Det skulle mailen afspejle.

I tilfeltet skrev han navnene på sine tre direktører i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen. Morten Binder. Kaj Ove Christiansen. Thomas Thellersen Børner. I emne-feltet: 25 timer om ugen og CJF.

»Kære alle. Som drøftet har der været diskussion om CJFs tilbud kan siges at være omfattet af det nye regelsæt om, at tilbud skal være på 25 timer om ugen for at være berettiget til den høje refusion på 65 procent. Hvis det er mindre end 25 timer, så er det til 35 procent.«

CJF dækkede over Center for Job og Formidling - stedet, hvor kommunen tog hånd om de mest arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere. Folketingets nye regler betød, at kommunerne nu kunne få 65 procent af udgiften til kontanthjælpsmodtagere dækket, hvis de kom i aktivering. Men med den høje refusion fulgte et krav: Aktiveringen skulle vare mindst 25 timer ugentligt. Det var lidt af en hovedpine for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, da tilbuddet kun krævede et minimumsfremmøde på ca. en time ugentligt, derudover var kontanthjælpsmodtagerne stort set overladt til sig selv. Dermed lå kommunen til 35 procents refusion ifølge de nye regler - hvis ikke man tog affære.

Som kontorchef for Arbejdsmarkedspolitisk kontor sorterede sagen under Ole Christiansen, der valgte sine ord med omhu.

»Drøftet« og »diskussion« dækkede over en uenighed mellem kontorchefen og direktionen om de nye regler. Ole var af den opfattelse, at den eneste farbare vej var at putte mere - og mere relevant - indhold i tilbuddet til kontanthjælpsmodtagerne, så de hurtigst muligt kunne komme i job. Det var trods alt meningen med de nye regler fra Folketinget.

»Som I ved har jeg rejst spørgsmålstegn ved om CJFs tilbud holder i forhold til dette nye regelsæt, fordi der formentlig er tale om maksimalt et fremmøde pr. uge i CJF.«

Ole Christiansen havde rettet henvendelse til Arbejdsmarkedsstyrelsen, før han skrev sin mail - det var dem, der skulle vejlede kommunerne om det nye regelsæt. Uden direkte at nævne CJF havde han forhørt sig, hvilke principper der gjaldt. Han havde forelagt kontorchef Kim Svendsen-Tune en model med et fremmøde én gang ugentligt. Kim Svendsen-Tune havde øjensynligt hørt om lignende sager og havde let ved at spotte problemet. Sagen blev talt igennem.

Nu forelagde Ole Christiansen Arbejdsmarkedsstyrelsens vejledning for direktionen:

»Det er en ret sikker konklusion efter min vurdering, at det eksisterende tilbud i sin nuværende form ikke berettiger til at hjemtage refusion på 65 procent.«

Ole trykkede »send« 11. januar 2008 klokken 08.22. Nu lå bolden hos direktionen.

Han kunne ikke dengang vide, hvor vigtig hans e-mail skulle blive. Kontorchefen skriver historie i dag. Ikke blot tog han del i de helt centrale drøftelser, men han blev også revet ind i det stormvejr, som nu raser om lovligheden af aktiveringstilbuddet i Farvergade og hjemtagelsen af refusion. Han skriver historie, fordi han, da Berlingske Tidende fik færten af en skandale, som den første embedsmand nogensinde gik til Folketingets Ombudsmand med en sag om forhold i sin egen forvaltning. Nu står han frem for første gang.

Det stod ikke skrevet nogen steder, at Ole skulle blive embedsmand. Han er født og opvokset i Herlev, hans far var selvstændig håndværker, hans mor arbejdede med regnskab. Men der blev altid diskuteret politik derhjemme. Han blev sproglig student, og så begyndte han på cand.polit-studiet på Københavns Universitet. Som sproglig begyndte han på kurser sammen med HFerne, der hurtigt skulle bringe ham op på matematisk niveau og videre derfra meget hurtigt. De fleste faldt fra.

»Det var et kulturchok. Polit.studiet er formler, formler, formler,« siger Ole Christiansen.

Men han kom efter det, og han afleverede ca. 120 sider med formler i et speciale om international skatteteori til et 9-tal. I 1994 begyndte han som fuldmægtig i Arbejdsmarkedsstyrelsen i Økonomikontoret. Dengang var statsminister Poul Nyrups store arbejdsmarkedsreform lige vedtaget, hvormed Nyrup knyttede forsikrede lediges rettigheder til tilbud for at få dem i beskæftigelse. Efter et par år rykkede Ole Christiansen op i Arbejdsministeriets departement, hvor han bidrog til designet af en af dansk arbejdsmarkedspolitiks succeshistorier - voksenlærlingeordningen, der sendte tusinder af ledige i uddannelse og arbejde. For Ole var det aldrig bare et 9-16.00 job.

»Jeg har altid været rimelig arbejdsom, tit kom jeg ikke hjem fra arbejde før klokken 23.«

I 1999 kaldte Statsministeriet og Poul Nyrup Rasmussen.

»Jeg sad og ventede i det dér mahognikontor, da jeg blev kaldt ind. Nyrup sagde: Ole, nu skal jeg ikke spørge dig om din politiske overbevisning, det vedkommer ikke mig, og du kan være her med en hvilken som helst overbevisning. Men du må gerne have en vis sympati for landets statsminister. Det var en måde at tale om loyalitet og troskab på.«

Ole blev ministersekretær; han oplevede det som en utrolig tid:

»Altid på farten - besøgt alle steder i Danmark og udlandsrejser. Det krævede en 14-timers arbejdsdag for at kunne følge Nyrup, han havde en fantastisk energi og var vanvittig dygtig. Nyrup kunne agere i andre ministres område helt ned i detaljen. Det var virkelig svært at følge med det antrit.«

Ved systemskiftet i 2001 - to år efter Ole tiltrådte for Nyrup - havde han mødt nok præsidenter - inklusive Bill Clinton to gange. Ole trængte til at producere sager selv. At skrive igen og vide med sig selv, at han stadig kunne den metier. Så da Anders Fogh Rasmussen dannede Beskæftigelsesministeriet, som også fik et vigtigt ansvar for store dele af socialpolitikken under Claus Hjorth Frederiksen, begyndte han som konsulent på et udvalg på tværs af seks ministerier på en ny reform, der fik navnet »Flere i Arbejde«.

I februar 2006 skiftede Ole Christiansen til et job som kontorchef i Københavns Kommune. Det var et godt skifte: Efter at have været med til at lægge sporene ud for statens aktive arbejdsmarkedspolitik fik han tilbudt et kontorchefjob i Kontoret for Arbejdsmarkedspolitik, strategi og analyse. Hans hovedopgave var at være med til at opbygge en ny arbejdsmarkedspolitik og jobcenterstruktur i København.

Ole var glad for sit nye job. Det var berigende at arbejde sammen med de engagerede medarbejdere i kontoret og alle de nye chefer for jobcentrene. Men ret hurtigt begyndte en diskussion at dukke op: Der var ikke meget fremmøde fra de ledige i et såkaldt intensivt aktiveringstilbud, der gik under navnet CJF. Da Folketinget vedtog en 65-procentsrefusion mod et timekrav på 25 timers aktivering, blev diskussionen om CJF pludselig akut. De ledige var ikke i nærheden af at være aktiveret med fremmøde i 25 timer i forhold til lovteksten. De var blot forpligtet til at møde op en gang om ugen.

»Derfor ringede jeg over i Arbejdsmarkedsstyrelsen, det havde jeg fået til opgave at gøre. Det var en måde at tjekke om vores tilbud levede op til reglerne. Det var der ikke noget galt med, hvis ellers motiverne var i orden. Men noget skulle der selvfølgelig gøres ved tilbuddet for de mange kontanthjælpsmodtagere for at kunne honorere de nye regler, det var klart.«

Svaret var enkelt. Tilbuddet havde for lavt fremmøde. Ole Christiansen forventede, at hans e-mail om svaret fra Arbejdsmarkedsstyrelsen ville få forvaltningen til at forholde sig til indholdet af tilbuddet i CJF. Alternativt måtte Københavns Kommune acceptere 35-procentsrefusion i stedet for de ønskede 65 procent.

Svaret fra ledelsen kom fra Thomas Børner. Sagen blev taget væk fra Ole Christiansens kontor og flyttet til et andet kontor, der skulle sikre grundlaget for at hjemtage de 65 procent.

»Direktionen besluttede, at sagen blev overdraget til et andet kontor. Jeg tænkte: Fair nok, nu har jeg givet mit besyv, nu må vi se, hvordan det bliver i praksis.«

I marts 2008 tiltrådte direktionen en indstilling fra Kontoret for Drift og Implementering om at hjemtage den højeste refusion. Det ville indbringe ca. 30 mio. kr. om året i refusion.

Tiden gik, og han hørte rygter om, at der ikke var mange ledige tilstede i Farvergade, selv om der var indskrevet hundredevis i tilbuddet. Ole Christiansen bragte ifølge sin egen forklaring de uholdbare forhold op for direktionen, når han havde lejlighed til det. Ole gik ned i Farvergade og kiggede sig omkring ved flere lejligheder og kunne se et ret begrænset fremmøde.

Ole tjekkede igennem 2010 op på juraen omkring offentligt ansattes rettigheder og pligter om meddeleret og ytringsfrihed. Han vidste nu, at han havde en klar pligt til at oplyse om forhold, som kunne være ulovlige. Men samtidig tøvede han. Det ville være et stort skridt at inddrage andre instanser, fordi det kunne skade hans egen forvaltning. Han besluttede at lade sin åremålskontrakt løbe ud og stoppe i forvaltningen i begyndelsen af 2011. Han gav samtidig sig selv et løfte: Det var et spørgsmål om tid, før sagen ville komme frem, og han lovede sig selv ikke at tale udenom, men sige sandheden, når den dag kom.

Ole Christiansens telefon i forvaltningen ringede mandag 4. oktober ca. klokken 10. Det var en journalist fra Berlingske Tidende, han var tydeligvis på sporet af en god historie. Det handlede om Farvergade, Ole tog sin mappe og sin jakke og forlod kontoret. Han spadserede fra forvaltningen tæt på hovedbanegården til Gammel Torv, hvor Folketingets Ombudsmand holder til. Der lå gule og røde blade i gaderne, solen bagte ned over byen. Han følte sig let.

»Jeg oplevede at gøre det rigtige. At hvis nogen kunne få sagen afgjort formelt, så var det Ombudsmanden. Ikke flere juridiske eller indholdsmæssige diskussioner, blot en nøgtern og saglig sagsfremlæggelse. Det var en lettelse. Det er måske et dumt ord. Men sådan føltes det. Direktøren hos Ombudsmanden fortalte, at jeg havde gjort det rigtige. At loven faktisk pålægger en embedsmand pligten til retsskaffenhed.«

Ole Christiansen gik tilbage til kontoret og talte med kollegerne uden at sige noget om henvendelsen til Ombudsmanden. Han gik tidligt hjem den dag. Samme aften begyndte han at skrive på sin redegørelse om Farvergade og hjemtagelsen af refusion.

Han sluttede dagen med et glas rødvin. Hans kone støttede ham:

»Hvis ikke du gør noget, er du med i det,« sagde hun.

»Og hvis jeg ikke får arbejde igen?«

»Det er okay.«

Ole Christiansen aftalte med Ombudsmanden, at han ville oversende et kort brev med en overordnet beskrivelse af problemerne. Det skete torsdag. Så kunne hele systemet få mulighed for at efterforske sagen. Men samtidig ville Oles navn fremgå af sagen til Københavns Kommune. Fredag orienterede han rådhuset om, at han havde taget skridtet. Han lagde en besked til Klaus Bondams sekretær om, at han stillede sig til rådighed for spørgsmål. Bondam kontaktede ham ikke. Med direktør Kaj Ove Kristiansen i hans forvaltning aftalte han, at han ville arbejde hjemme en uges tid, mens bølgerne gik højt. Søndag så Ole Christiansen omtalen af sagen på forsiden af Berlingske Tidende.

»Det er en stor afsløring. Jeg er jo nævnt med titel og arbejdsplads. Jeg oplever, at selv om mit navn ikke står der, ved alle i mit fag, hvem det drejer sig om. Jeg ved, at jeg får ros fra nogen sider og kritik fra andre. Sådan må det være. Jeg har orienteret mine nærmeste. Min egen omgangskreds og min familie siger selvfølgelig: Godt du gjorde det. Mange er forargede.«

Han talte også om sagen med sin 15-årige søn:

»Der foregår noget på min arbejdsplads, som jeg bliver nødt til at fortælle om.«

Pludselig kom Ole under pres. I tirsdags blev han bekendt med forvaltningens redegørelse i sagen. Ikke blot var der oplysninger fra hans personalemappe i sagen - direktionen lod i redegørelsen forstå, at Ole blev inddraget i overvejelserne om refusionshjemtagelsen efter sit kritiske notat. Men han var jo netop ikke enig, og de misvisende oplysninger var allerede sendt rundt til alle chefer i forvaltningen.

Derfor ringede han til direktør Kaj Ove Christiansen og meddelte, at han ville sende sin egen redegørelse til forvaltningens chefer samt Økonomiudvalget og Beskæftigelses- og Integrationsudvalget. Ole havde truffet sit valg, når tingene ikke blev ordentligt fremlagt: Han ønskede selv at komme til orde. Med sin redegørelse sendte han den e-mail, han stilede til sine tre direktører, da han tilbage i januar 2008 vurderede, at Farvergade ikke var berettiget til hjemtagelse af den højeste refusion.

Nu venter alle - inklusive Ole - på Ombudsmanden og Arbejdsmarkedsstyrelsens afgørelse.

For Ole er det her én gang i livet.

»Mit motiv er helt enkelt: Jeg ønsker, at sandheden skal frem. Derfor gør jeg det her én eneste gang, og det er så det.«

Han har tænkt en del over ordet loyalitet, sådan som han i sin tid blev spurgt om det af daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen.

»Spørgsmålet vil kunne stilles, om jeg har gjort det rigtige. Jeg har i hvert fald ikke gjort det forkerte. Ud over lovgivningen, som i sig selv skal overholdes, drejer det sig om, hvad vi vil give af tilbud til de arbejdsløse - folk må selv danne sig deres indtryk af denne sag, jeg har mit helt privat.«