Historien om den første danske aktie

Aktieselskaber er ikke en ny opfindelse. Da Kong Christian IV ville have del i handlen i fjernøsten blev det første danske A/S etableret. Selskabets mission blev dog en fiasko. Her får du historien - og den er kulørt.

Den driftige danske konge, Christian IV, var foruden en stor bygherre også foregangsmand for en mere moderne økonomi i erhvervslivet. Derfor etablerede han i foråret 1616 Dansk Ostindisk Kompagni – Danmarks første aktieselskab. Fold sammen
Læs mere

Det første danske aktieselskab blev etableret i begyndelsen af 1600-tallet. Det skete da Kong Christian IV etablerede Ostindisk Kompagni.

Historien bringer os omkring bedragere, grumme pirater, søslag, mytteri og skibsforlis. Historien om den første danske aktie er ­kulørt. Den begynder i 1616, hvor en besnærende hollænder får foretræde for den danske konge og lover ham lukrative handelsaftaler med kejseren af Ceylon.

Fortællingen bygger på en række skriftlige kilder til historien om Ostindisk Kompagni og den første farefulde rejse til den anden ende af verden, som er grundigt udforsket af professor dr. phil. Esther Fihl, Københavns Universitet, som led i Nationalmuseets Tranquebar ­Initiativ.

Her kan du købe adgang til hele historien.


Af Casper Schrøder // 3. januar 2013

I december 1618 ankom en mand med dyre vaner og enorme armbevægelser til den engelske havneby Newport. Alle omkring ham skulle bare tage for sig af mad og drikke, og hvad en europæisk havneby i 1600-tallet ellers havde på menuen af fornøjelser. Det var næppe småting. Der var ingen smalle steder, regningen skulle hans handelskompagni nok betale.

Med en flåde af skibe havde han kurs fra Danmark mod Østindien, et spektakulært projekt, der i nutidskroner havde krævet en milliardinvestering i materiel og mandskab at få sat i søen. Nu, kun to uger efter afgangen fra København, strømmede en broget skare af skibsfolk, soldater og købmænd af alle nationaliteter fra borde for at tage for sig af retterne på firmaets regning.

Kompagniet var Ostindisk Kompagni, Danmarks første aktieselskab. Manden med de store armbevægelser var hollænderen Marselis Boshouwer. Allerede året efter skulle han dø, stemplet som bedrager, husket som en Stein Bagger anno 1600.

Historien om den første danske aktie er fra ende til anden kulørt som en knaldroman.

Den indeholder en svindler af rang og en kongetro militærmand, grumme pirater og vilde indfødte, mytteri, søslag, forlis. Og ikke mindst 300 investorers drøm om et gigantisk afkast, der aldrig blev til virkelighed.

Konflikten var tydelig

Svindleren er Marselis Boshouwer. Den 24-årige admiral Ove Giedde er militærmanden.

En stor del af historien udspiller sig mellem de to, og allerede fra begyndelsen var konflikten mellem dem tydelig. Den unge Giedde var med på turen til Østindien som kompagniflådens øverstbefalende, og da han hørte om hollænderens store armbevægelser i Newport, mandskabets manglende disciplin og de store udskrivninger på firmaets regning, greb han ind.

Han noterede bestyrtet i sin logbog, at »en mængde Købmænd, Underkøbmænd og Assistenter, Soldater og Skibsfolk her dagligt blev opmuntret til at sværme og på Kompagniets Penge at tære.« Det var ikke en tilgang til projektet, der lovede godt for den videre færd, og Giedde udstedte straks en lodret ordre til besætningen om at blive på skibene, medmindre man havde personlig tilladelse fra ham til andet.

Konfrontationen i Newport skulle ikke blive den sidste mellem Giedde og Boshouwer.

De danske skibe var langt fra de første til at sætte kursen mod Østindien. I begyndelsen af 1600-tallet sad lande som Portugal, Holland og Storbritannien hårdt på handlen med de fjerne egne af verden, hvor man hentede nogle af tidens mest eksklusive luksusvarer som for eksempel elfenben, tekstiler og eksotiske krydderier som sort peber, muskat, ingefær, kardemomme, nelliker og kanel hjem.

En ny måde at rejse kapital på

Den galej ville den driftige danske konge Christian IV også med på, og han etablerede derfor i foråret 1616 Dansk Ostindisk Kompagni.

Men skepsissen mod den nye selskabsform, aktieselskabet, var stor, også selv om kongen i egen person gik forrest og ind i kompagniet som storaktionær. Det var en helt ny måde at rejse kapital på.

Mens de fleste danskere i dag ejer aktier - om ikke andet gennem deres pensionsopsparing - så var der i 1600-tallet tale om en radikalt anderledes måde at organisere en forretning på. Det var finansiel innovation af den mest moderne slags, der rykkede ind over rigets grænser.

Den nye selskabsform var nødvendig på grund af den høje pris for at sende en flåde af skibe til den anden side af jorden og tilbage igen. Indtil da havde de fleste forretningsideer kunnet finansieres ved, at et mindre antal købmænd og adelsmænd med tætte forbindelser gik sammen og spyttede penge i kassen.

Men handelskompagniet var et projekt i en anden og større skala.

At sende en handelsflåde til Østindien var et man on the moon-projekt, en kæmpesatsning, der krævede enorme ressourcer. Sammenligningen med en rumrejse er ikke helt ved siden af, når man ser på de astronomiske, økonomiske omkostninger og den ekstremt høje risiko.

Som den danske adelsmand Claus Daa svarede i et brev, hvor han afslog at skyde 200 rigsdaler i selskabet: »Jeg går ikke ind i den slags forretninger, og vil slet ikke betro en så anseelig sum penge til ukendte personer til en lang og tvivlsom rejse.« Måske havde Claus Daa ret i sin skepsis.

Man forstår ham, når man læser vedtægterne bag selskabet. Ifølge dem havde kompagniets forvaltere enevældig magt, de kunne stifte gæld, som det passede dem, og de hæftede ikke for en krone. Kun de allerstørste investorer havde krav på et regnskab, og det giver nærmest sig selv, at ord som generalforsamling og afstemning ikke blev nævnt nogen steder.

Reklame fra prædikestolen

Christian IV havde uden tvivl en personlig ambition om at skrive sig ind i kongerækken som en af de helt store konger. Men oprettelsen af handelskompagniet var ikke det rene blær fra hans side. Det var en del af en omfattende samfundstransformation fra middelalderens økonomi til en ny og moderne økonomi, hvor staten var med til at styre udviklingen af erhvervslivet og skummede fløden gennem skatter.

Men det var som om, Christian IV ikke kunne få brudt den udbredte skepsis. Det var ellers det helt store reklameapparat, som blev rullet ud for at sikre aktietegningen. Plakater blev hængt op i de største danske byer, og præster blev pålagt at fortælle om de nye aktiers kvaliteter fra prædikestolen. En folkeaktie skulle fødes. Men lige meget hjalp det.

Der skulle først komme et gennembrud, da en mand med en række af imponerende titler kom til København: »Gesandt for Kejseren af Ceylon, Prins af Migomme og Ridder af den Gyldne Sols Orden«. Manden var Marselis Boshouwer.

Den hollandske hofsnog

Gesandt for kejseren af Ceylon, prins af Migomme og ridder af Den Gyldne Sols Orden. Det var en række imponerende titler, som hollænderen Marcelis de Boshouwer præsenterede sig med, da han dukkede op i København 1617 og bad om at tale med kong Christian IV. Ingen anede, hvem manden var. Men han gjorde indtryk. Ud over rækken af imponerende titler medbragte han dyre vaner og store armbevægelser.

Med i bagagen havde han også et dokument, som nok skulle vække kongens interesse.

Uden Marcelis de Boshouwer og hans dokument var Danmarks første aktieselskab, Ostindisk Kompagni, næppe blevet en realitet.

Kompagniet skulle sende skibe syd om Afrika til Indien og vende hjem med tidens mest eksklusive varer som krydderier og tekstiler.

Det var et gigantisk projekt, og i lang tid havde den danske kong Christian IV forgæves forsøgt at rejse den nødvendige kapital. Han må have været tæt på at arkivere sine planer.

Det ændrede hollænderens ankomst på.

Dokumentet, som Boshouwer kunne præsentere, var belagt med lak og segl i tykke lag. Det var en fuldmagt fra kejseren af Ceylon - det nuværende Sri Lanka - der gav Boshouwer ret til at indgå aftaler med udenlandske statsoverhoveder.

Ifølge hollænderen var kejseren raget uklar med portugiserne og søgte militær støtte, som han var klar til at betale for med lukrative handelsaftaler. Det kunne ikke være kommet meget mere belejligt for Christian IV.

Det store dyr Boshouwer

Godt nok førte Boshouwer sig frem i København, som om han aldrig havde bestilt andet, men kun få år tidligere havde hans visitkort været noget mere beskedent. Hans titel havde været underkøbmand i det hollandske handelskompagni, hvor han i 1612 blev udsendt til Asien.

Boshouwer havde talent som hofsnog, der kunne begå sig på de bonede gulve. Ligesom hollænderen gjorde indtryk i København, havde han nogle år tidligere gjort stort indtryk på magtens mænd i Østindien. Han droppede posten som underkøbmand og blev en central person ved kejseren af Ceylons hof. Det var her, titlerne kom fra.

Hvad der egentlig fik hollænderen til at forlade sit liv i Ceylon og søge mod Europa ved ingen med sikkerhed.

Historiens dom over Marcelis de Boshouwer har været hård. Han er blevet tildelt en rolle som en Stein Bagger anno 1600, en svindler med hele skylden for at Danmarks første aktie blev et brag af en fiasko for de 300 investorer. I 1729 spekulerede Ludvig Holberg uden at blinke i, at hollænderen slet og ret kom til Europa for at blære sig med sin nye status.

Han ville vise »hvilket stort dyr, han var bleven«, som Holberg skriver det.

Men Christian IV tog imod den hollandske hofsnog og hans dokument med åbne arme og øjnede en god forretning.

Kongen lovede at sende 300 soldater og et bevæbnet skib til kejseren mod en betaling på 90.000 rigsdaler og en aftale om eneret på handel på Ceylon. Beløbet udfyldte et afgørende hul i planerne, og aftalen ville give investorerne sikkerhed for, at der rent faktisk ville være nogen at handle med i den anden ende af verden.

At kongen havde dyb tillid til Boshouwers evner og regnede ham for en stor mand blev understreget, da han stod fadder til Boshouwers nyfødte søn i København. Christian, kom sønnen naturligvis til at hedde.

Et sats for et astronomisk beløb

Kongen kastede sig med fornyet energi ind i det ellers strandede projekt med Danmarks første aktieselskab. Resultatet blev en aktiekapital på 180.000 rigsdaler - et astronomisk beløb der udgjorde op mod halvdelen af staten og kongens årlige indtægter tilsammen.

En omregning til nutidskroner er så godt som umulig på grund af ændringer i værdiansættelser og kurser over 400 år.

Gør man alligevel forsøget og tager udgangspunkt i nutidens indtægter til staten på 634 mia. kroner, så svarer det til en aktiekapital på 317 mia. kroner. Lidt mere end børsværdien på nutidens største danske selskab, Novo Nordisk, på 307 mia. kroner.

I efteråret 1618 afgik fem store skibe fra København med 500 mand - to krigsskibe og tre handelsskibe. Med om bord var Boshouwer samt hans familie og hans hof. Kursen var sat mod Østindien.

Piratalarm

Men det var ikke alle, der var lige begejstrede for hollænderen. Slet ikke den unge admiral Ove Giedde der var udpeget som øverstbefalende for skibene. Det udviklede sig til åben konflikt mellem de to mænd, da skibene blev sat på deres første alvorlige prøve, netop som de havde forladt det velkendte europæiske farvand.

Omkring Cap Verde-øerne ud for den afrikanske vestkyst lå en håndfuld piratskibe klar til at kaste sig over forbipasserende. Men datidens Jack Sparrow og hans kumpaner fik ikke mange chancer hos admiral Giedde og besætning, der trods alt rådede over to fuldt udrustede krigsskibe, hvor kongen ikke havde sparet en rigsdaler på det militære isenkram.

Efter en kort ildkamp med tordnende kanoner indtog danskerne to piratskibe - et tredje gik på grund og blev overfaldet af de lokale på Cap Verde, som gjorde kort proces ved at plyndre skibet og sætte ild til det.

Spørgsmålet var nu, hvad der skulle ske med piraterne, som var taget til fange. Egentlig hældte den 24-årige Giedde til at lade kaptajnen og hans mænd gå planken ud. Der var behov for stram disciplin på skibene, for at rejsen skulle blive en succes, og det var et risikomoment at indlemme sørøvere i besætningen.

Men Boshouwer og hans kone var lodret uenige i, at man skulle gøre kort proces med piraterne.

Hollænderen slog ud med armene og ville benåde dem. At være betvinger af verdenshavene og eksotiske handelsdestinationer var åbenbart ikke nok for ham, han ville også give den som hersker over liv og død, og her fik han en gylden mulighed for at demonstrere det over for unge danske admiral.

Giedde bøjede sig, og piraterne blev fordelt på skibene for at indgå i mandskabet. Men han må have fortrudt det bitterligt, den unge admiral, da han måneder senere fik konsekvenserne af sin beslutning at mærke.

Det sorte Afrika, kølhaling og skørbug

En dag i marts 1619 gik den unge danske admiral Ove Giedde i land på den senegalesiske kyst. Med sig i bådene havde han 50 mand.

Omkring halvdelen af dem skulle aldrig vende tilbage til skibene, som havde kastet anker ud for kysten.

Skibene havde kurs mod Østindien og var søgt ind til den afrikanske kyst for at finde nye forsyninger af drikkevand til den lange tur syd om Afrika. De var en del af det første danske aktieselskab, Ostindisk Kompagni. Rejsen var ikke bare lang, men også farlig, og en aktie i selskabet var en investering med ekstrem høj risiko for de omkring 300 investorer i projektet, der havde Kong Christian IV som entreprenant storaktionær.

Disciplin på skibene var altafgørende for rejsens udfald. Men den dag i marts 1619 på stranden på den senegalesiske kyst blev det tydeligt, at den kun 24-årige øverstbefalende Ove Giedde havde mere end almindeligt svært ved at sætte sig igennem som leder og opretholde den nødvendige orden. Han var headhuntet til turen som en dygtig og kongetro ung mand, uddannet i hofdiplomatiets komplekse kunst, men han havde aldrig været uden for Europa. Han var ikke bare i ukendt farvand, han var også ude på dybt vand.

Atlanterhavets blæst stod hårdt ind på gruppen af mænd på den tilsyneladende øde strand. Det var ingen fornøjelsestur. De lokale afrikanere havde allerede gjort deres erfaringer med europæiske handelsrejsende, og de var ikke videre gode. Kulturmøderne endte som regel med blodsudgydelser. Derfor var det en god nyhed, da man tæt ved landgangsstedet fandt brugbart vand - kun 100 skridt væk, som Giedde pligtopfyldende noterer i den logbog, der fulgte ham på hele rejsen, og som skulle overleveres til kongen som rapport ved hjemkomsten.

Admiralen gav straks ordre til at tappe vand, så man hurtigst muligt kunne komme tilbage i sikkerhed på skibene. Men den øverstbefalendes ordre blev mest af alt set som et diskussionsoplæg af mandskabet. En gruppe mænd havde fundet renere vand længere fra landgangsstedet - 1.000 skridt noterer Giedde omhyggeligt - og det ville de have med om bord i stedet.

Giedde bøjede sig, lagde en plan, satte vagter med geværer, delte mændene i tre grupper, og vendte selv tilbage til skibene. Men før han var nået gennem den skummende brænding ud til skibene, begyndte planen at løbe ud i det brændende varme senegalesiske sand. Resultatet blev katastrofalt.

Efter måneder på havet var en dukkert i bountystrandens bølger tillokkende for mændene. Flere vagter forlod deres poster, geværerne blev efterladt, grupperne gik i opløsning. Det var nøjagtig, hvad en gruppe lokale afrikanere havde ventet på. Stranden var langtfra så øde, som det havde set ud til. Et hurtigt og effektivt angreb kostede de første ti danskere livet, resten blev taget til fange.

Man gjorde forsøget, men det lykkedes kun at befri en håndfuld af fangerne, og da skibene lettede anker for at sejle videre mod kontinentets sydspids, efterlod man 12 mænd i det sorte Afrika. Hvad deres skæbne blev, ved ingen. Danmarks første aktieeventyr havde krævet sine første dødsofre - det var arbejdsulykker i den helt tunge klasse.

Disciplinært kollaps

Ude på skibene ventede en fornem hollænder utålmodigt. Hans navn var Marcelis de Boshouwer, og han spillede en nøglerolle for det ambitiøse projekt. Som Gesandt for kejseren af Ceylon - det nuværende Sri Lanka - havde han indgået en lukrativ handelsaftale med den danske konge. Aftalen var afgørende for det ventede afkast til investorerne, når skibene engang vendte hjem til Danmark lastet med luksuriøse varer.

Boshouwer var en person med store armbevægelser, og det var i det taget en broget skare, som var om bord. Tyske lejesoldater, hollandske navigatører, menige danske dæksfolk fra de nederste lag af samfundet. På kommandoposterne foretrak man danskere, men de stod ikke ligefrem i kø for at komme med på en rejse, hvor sandsynligheden for nogensinde at komme hjem var begrænset.

For at skaffe kompetente kræfter måtte Christian IV løslade en håndfuld adelsmænd, som han ellers havde sat i fængsel for pirateri i danske farvande. På den baggrund var den eskalerende uorden i geledderne måske ikke den største overraskelse. Da man lettede anker fra den senegalesiske kyst, var det tydeligt for enhver, at disciplinen hang i alvorlige laser.

En mere og mere desperat Ove Giedde tog hårdhændede metoder i brug for at opretholde ro og orden. Godt nok skulle der grove regelbrud til for, at man endte sit liv med at gå planken ud, men kølhaling var ikke usædvanligt.

Det fik understyrmanden Jan Kornellisøn at mærke en dag i april 1619 på det åbne Atlanterhav. Straffen fik understyrmanden for at kritisere reglerne om bord, eller som Ove Giedde skriver i sin kongetro logbog »for at have fremsagt nogle Ord, hvormed han min Herres Naadigst medgivne Skibsartikler skulle have forkleinet«. Den slags takserede Giedde til ikke bare én, men to kølhalinger.

Med døden om bord

Turen fra Senegal til det afrikanske kontinents sydspids blev hård og gjorde kun situationen om bord værre. Man kan være nok så barsk en 1600-tals-sømand, men den menneskelige krop kan ikke klare mere end fire-fem måneder på ensformig kost uden C-vitaminer, så sker det - blødende sår bobler frem på huden, træthed og appetitløshed sætter ind, tænderne falder ud, kroppen kramper, chokbølger rammer. Skørbugen blev medpassager.

Som et nyt tiltag for at holde styr på mandskabet begyndte Ove Giedde at rokere folkene rundt mellem skibene. Det var specielt Boshouwers landsmænd, som admiralen forsøgte at holde væk fra hinanden. Han var langtfra tryg ved dem. De fleste havde - modsat Giedde - tidligere sejlet i de asiatiske farvande. Rokeringerne blev ikke gjort lettere af, at skibene konstant mistede kontakten og konstant havde svært ved at finde hinanden igen. Mistanken om, at det måske ikke var et tilfælde, at nogle skibe hele tiden forsvandt, begyndte at nage Giedde.

Det var en lettet Ove Giedde, der efter tre måneder på havet så det flade sydafrikanske bjergmassiv Taffelbjerget tone blåligt frem i den disede horisont. Vind og vejr havde sendt skibene i en stor bue ud i Atlanten - de var tæt på den brasilianske kyst - før de nåede deres mellemstation på rejsen. På de tre måneder var næsten halvdelen af mandskabet - 200 mand - omkommet, og mange var dødeligt syge af skørbug.

Efter en måneds hvil var det tid til at sætte ud på den videre rejse. Og der skulle ikke gå længe, før den unge Ove Gieddes mistanke om skjulte motiver hos hollænderne skulle blive bekræftet - og udvidet til at omfatte Marcelis de Boshouwer. Man kom ikke længere end et lille stykke op langs den afrikanske østkyst, før hollænderens skib forsvandt i horisonten ud for Madagaskar - der skulle gå længe, før Giedde så Boshouwer igen, og det skulle ikke blive noget glædeligt gensyn.

Fiasko i det forjættede land

I efteråret 1619 sad den unge danske admiral Ove Giedde på Madagaskar og talte dagene utålmodigt. Han var allerede stærkt forsinket på sin rejse mod Østindien, men en aftale var en aftale, og det princip ville han ikke fravige.

Hans skibe var en del af det første danske aktieselskab, Ostindisk Kompagni. Hjemme i København havde 300 investorer skudt det enorme beløb 188.000 rigsdaler i projektet, der skulle hjembringe eksklusive luksusvarer fra det fjerne Asien.

Som dagene gik, stod det mere og mere klart for Ove Giedde, at kursen ikke bare var sat mod Østindien, men muligvis også mod en eftertrykkelig fiasko.

Manden, som Giedde ventede på, var hollænderen Marcelis de Boshouwer. Han var en nøgleperson for handelskompagniet. Som gesandt for kejseren af Ceylon - det nuværende Sri Lanka - havde Boshouwer indgået en lukrativ handelsaftale med den danske kong Christian IV, der selv var storaktionær i kompagniet.

Kompagniet ville få eneret på Ceylonhandlen mod at levere militær støtte til kejseren mod portugiserne, som han var raget uklar med.

Aftalen var altafgørende for investorernes afkast. Og nu var hollænderen forsvundet sporløst. Få uger tidligere havde de to mænds skibe mistet kontakten til hinanden på åbent hav. Det var ikke i sig selv usædvanligt, og derfor havde man på sejlruten faste aftaler om mødesteder. Madagaskar var et af dem. Men Boshouwer dukkede aldrig op.

Giedde havde længe været skeptisk over for hollænderen, der var ankommet til København med store armbevægelser. Da Giedde efter en måneds forgæves venten på Madagaskar lettede anker for at fortsætte på egen hånd, var den sidste rest af tiltro til hollænderen smidt over bord.

Døden ved hængning

Giedde var kun 24 år gammel ved afgangen fra København, en uerfaren ung mand, men et års farefuld rejse med angrebslystne pirater, rasende afrikanere og dødbringende skørbug havde hærdet ham, og kort efter afgangen fra Madagaskar trådte admiralen i karakter som øverstbefalende om bord, da han idømte et besætningsmedlem den hårdeste straf - døden ved hængning.

Den dødsdømte var kaptajn for de pirater, som uden held havde angrebet skibene ved Cap Verde-øerne, og at han ikke var blevet hængt tidligere var udelukkende Boshouwers fortjeneste. Giedde ville gøre kort proces, men hollænderen talte storsindet for benådning.

Giedde bøjede sig, og lod fangerne indgå i mandskabet.

Piraterne gav problemer. Disciplinen om bord var i forvejen skrøbelig, og uroen kulminerede, da piraterne på turen op langs den afrikanske østkyst forsøgte et mytteri for at udstikke deres egen kurs. Men mytteriet blev optrevlet, og piratkaptajnen endte sine dage med et reb om halsen fra skibets bovspryd.

Det er ikke utænkeligt, at Ove Giedde så den forsvundne Boshouwer for sit indre blik, da den livløse krop dinglede fra skibets bovspryd.

Land i sigte og lig i lasten

»Om morgenen så vi med stor glæde det forjættede land Ceylon.« Det skrev en lettet Ove Giedde i sin logbog 16. maj 1620.

Men de lokale kiggede forundret på Ove Gieddes mænd, da de bad om at tale med kejseren af Ceylon. For der eksisterede ikke en kejser af Ceylon. Øen var opdelt i regioner med hver sin hersker, og Boshouwers kejser viste sig at være konge af Candy og havde kun magten over en lille del det forjættede land.

Kongen kunne godt nok bekræfte, at hollænderen i en årrække havde været en del af hoffet, men afviste blankt handelsaftalen som det pure opspind. Portugiserne havde han for øvrigt udmærkede relationer til, og dem skulle han bestemt ikke bruge militær støtte mod. Fiaskoen var en realitet. Marcelis de Boshouwer var en af sin tids største svindlere, en Stein Bagger anno 1600.

Vi får aldrig Boshouwers egen side af sagen. Ganske vist dukkede han op igen, men ikke i en tilstand hvor han kunne påvirke sit eftermæle. Da hollænderens skib viste sig ved Ceylon, var det med hans præserverede lig om bord - han var død måneder forinden på åbent hav. Dødsårsagen kender vi ikke. Sygdom kan have været en mulighed - eller også var der andre end Giedde, der endelig fik nok af de store armbevægelser og gjorde en ende på dem for altid.

Ukendt grav

Hvor Boshouwer er begravet, ved vi heller ikke, og det var præcis, sådan Ove Giedde ville have det. Hollænderen blev begravet uden den slags ceremonier, som ellers var normale for folk af hans stand, og alt, hvad han ejede, blev inddraget af den danske stat for at dække hullet efter svindlen. Det var en dråbe i det hav af tabte penge, som Ostindisk Kompagni efterlod.

I måneder forsøgte den kongetro Giedde at få en aftale på plads med kongen af Candy uden held. Det lykkedes dog at få hans underskrift på et dokument, hvor Boshouwer officielt blev erklæret som en bedrager. Bare for god ordens skyld.

Trankebar blev resultatet

Giedde fortsatte sin rejse og endte med at oprette den første danske handelsforbindelse i Østindien, Trankebar. Men ankomsterne fra de fjerne destinationer blev aldrig regelmæssige, og bundlinjen i selskabet blødte rødt år efter år. Nogen rentabel forretning blev det aldrig, og i 1638 bad de 300 investorer direkte om en opløsning af selskabet, for »at dette værk ikke flere folk skal bringe til yderste armod, end hidtil sket er«, som det hedder i deres henvendelse. Men kongen ville ikke give sig. Det var først efter hans død, at Ostindisk Handelskompagni endeligt drejede nøglen om. At Marcelis de Boshouwer er gået over i historien som en Stein Bagger anno 1600 er Gieddes fortjeneste. Admiralens detaljerede logbog er den vigtigste kilde til begivenhederne.

Der var brug for en syndebuk til at sætte ansigt på det fejlslagne forretningseventyr, og måske kom hollænderens død også belejligt for kongen af Candy, der fik mulighed for at smyge sig ud af en aftale, som han ikke længere havde brug for, uden omkostninger.

Den finansielle innovation med Danmarks første aktieselskab slog fejl, og der skulle gå mange år, før der igen blev gjort forsøg med den nye selskabsform. Økonomer taler nogle gange om begrebet kreativ destruktion. At nytænkning rammer verden med et brag - en ødelæggende kraft der nedbryder de traditionelle måder at gøre tingene på. Marcelis de Boshouwer var sådan en kraft. Men han undgik ikke at tage sig selv med i faldet.