Drengen, der holdt op med at eksistere

Kasper Vetter er i PETs vidnebeskyttelsesprogram som den første organiseret kriminelle i Danmark. Han vidner mod Hells Angels og har fået nyt udseende, ny historie, nyt liv. Til gengæld kan han ikke se sin familie igen.

Barndomsbillede af politiets kronvidne mod Hells Angels, Kasper Vetter Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto

Hans øjne vænner sig langsomt til det skarpe hvide lys. Kasper Vetter ligger vandret i tandlægestolen og ser to silhuetter. Det er tandlægen og hendes klinikassistent, som forbereder bedøvelsen af ham. Derudover kan han skimte to personer i klinikken. I det ene hjørne hænger arrestforvareren i sin stol, i det andet en betjent.

Kasper Vetter føler sig tør i munden, da han mærker deres blik på sig. Ethvert forsøg på at se tapper ud vil være forgæves, han ser for sig, hvad hans vogtere ser: En tatoveret mand i al sin rørende hjælpeløshed. Skønt han kun er midt i tyverne, virker hans ansigt slidt af stress og kokain. Han er blevet fed. Han hader tandlæger og har holdt sig væk i årevis.

Om et øjeblik begynder tandlægen sit arbejde, én for én vil hun trække hans tænder ud. Hans udseende skal ændres, så Hells Angels aldrig kan finde ham...

I slutningen af 2007 – endnu før bandekrigen brød ud – begyndte journalist Morten Frich fra Berlingske Tidendes gravegruppe sin undersøgelse af det organiserede kriminelle miljø blandt indvandrere i Tåstrupgård. Han havde kun en vag idé om, at hans research før eller siden ville føre ham til toppen af Hells Angels. 


Af Morten Frich - mnf@berlingske.dk // 20. juni 2010

Hans øjne vænner sig langsomt til det skarpe hvide lys. Kasper Vetter ligger vandret i tandlægestolen og ser to silhuetter. Det er tandlægen og hendes klinikassistent, som forbereder bedøvelsen af ham. Derudover kan han skimte to personer i klinikken. I det ene hjørne hænger arrestforvareren i sin stol, i det andet en betjent.

Kasper Vetter føler sig tør i munden, da han mærker deres blik på sig. Ethvert forsøg på at se tapper ud vil være forgæves, han ser for sig, hvad hans vogtere ser: En tatoveret mand i al sin rørende hjælpeløshed. Skønt han kun er midt i tyverne, virker hans ansigt slidt af stress og kokain. Han er blevet fed. Han hader tandlæger og har holdt sig væk i årevis.

Om et øjeblik begynder tandlægen sit arbejde, én for én vil hun trække hans tænder ud. Hans udseende skal ændres, så Hells Angels aldrig kan finde ham.

Kasper Vetter har afgivet detaljerede forklaringer mod ca. 50 personer i det organiseret kriminelle miljø. Han kender Hells Angels indefra. Leverandører, kurerere, biler, gemmesteder og bagmænd. Han har givet politiet alt. Det hele skal frem, klubbens små beskidte hemmeligheder, løgnene om bandekrigen, det hele.

Derfor er han truet på sit liv. Han meldte sig selv til politiet i august, men i november 2009 holder den danske efterretningstjeneste stadig Kasper Vetters liv i sine hænder.

PET vurderer ham til et tophemmeligt program. Hvis psykologerne godkender ham, kan han blive den første organiseret kriminelle herhjemme, som får PETs fulde vidnebeskyttelse, siger de. PET kan forsyne ham med et nyt navn, et nyt udseende, en ny tilværelse. Han vil skulle gennemgå kosmetiske operationer, han skal sige farvel til sin kæreste og afbryde enhver forbindelse til sin familie.

Men PET kan intet love ham. Kasper Vetter frygter, de vil bruge ham som vidne, smide ham væk og glemme alt om, at han nogensinde har eksisteret.

Hvis ikke tjenesten finder ham egnet til vidnebeskyttelse, må han flygte på egen hånd eller dø.

PET-folkene stiller samme spørgsmål igen og igen: Hvorfor gør du det her? De ser ham stadig som kriminel. Og hvorfor skulle de ikke også det? Han er kriminel. Alligevel føler han sig mistænkeliggjort. Han har for én gangs skyld ønsket at gøre det rigtige. Er det så svært at forstå?

Kasper Vetter har kun et modtræk. Han må lade verden vide, han findes. Myndighederne kan ikke så let overlade ham til sine bødler, hvis andre kender hans historie, tænker han. Det er hans livsforsikring.

Straks fange nr. 15 når tilbage i sin celle i det gamle, slidte arresthus, går han i gang.

Kasper Vetter har skrevet hundredevis af sider med hele sin historie. Manuskriptet skal gøres færdigt. Med kæntrende, barnlig håndskrift prøver han sig frem, bogstav for bogstav, ord for ord:

»Det her bliver det sidste, I hører fra mig. I morgen skal afgørelsen træffes.«

Det gør ondt i hans tænder.

»Nogle tænker: Hold op for et liv. Nogle tænker: Hold kæft en idiot. Nogle tænker: Stikkersvin. Psykologerne tænker: Hvad drev ham. Mine forældre tænker: Hvad gjorde vi galt… Jeg kan ikke forklare jer, hvad det er, der har drevet mig til at gøre de her ting. Fri vilje? Adrenalin? Jeg ved i hvert fald, at første gang jeg mærkede suset ved at lave kriminalitet, var det som med sommerfuglevinger. Én berøring og jeg kunne ikke komme op. Jeg bebrejder ikke andre end mig selv.«

HVIS MAN KOMMER FRA ÅRHUS mod Aalborg, drejer fra motorvejen mod vest og Limfjorden og følger landevej 561 over bakker og gennem ådale med piblende vandløb og køer græssende på bredden, finder man byen Aalestrup og Kasper Vetters barndom: En hovedgade, et par tankstationer, et slagteri, lidt småindustri, campingpladsen, skolen, idrætsklubben og hallen, som Kasper Vetters bedstefader medvirkede til at få opført.

Kaspers mor og far var pædagoger, de syntes Aalestrup var et godt sted at bo og fandt et lille hus. Hans far blev valgt ind i byrådet for Socialdemokraterne og arbejdede frivilligt som træner i fodboldklubben, hvor også Kasper spillede. Familien var tæt, og fætteren Nikolaj, som var fire år yngre og lidt af en enspænder, kom ofte på ferie. Selv om det kunne være svært at slå et ord af Nikolaj ved middagsbordet, hørte Kaspers forældre snakken gå til langt ud på natten, når Nikolaj sov hos Kasper. De to blev som brødre.

Kasper og hans søster blev opdraget til at tænke selv og tog intet for givet, hvilket mere end en gang frustrerede Kaspers lærere, som skulle argumentere for, hvorfor skoleboden ikke længere måtte sælge chokolade, når det stadig var tilladt med wienerbrød på lærerværelset. Da Kasper Vetter skulle i skolepraktik, valgte han naturligvis at komme i praktik hos borgmesteren.

Ellers gav intet i hans opvækst forældrene anledning til bekymring. Kun undrede de sig over drengens foretrukne leg fra 10-11 års alderen. Kasper fyldte mel i små plasticposer, vejede poserne på morens køkkenvægt og skjulte dem i farens attachémappe som en pusher.

KASPER VETTER VAR PÅ fodboldbanen, og Nikolaj så mest på, sådan var det gerne, men den dag begyndte en af de ældre drenge at drille ham. Nikolaj var hurtig, stærk og hensynsløs. Kaspers lille fætter efterlod sin plageånd blødende og forslået på fodboldbanen. Det var sidste gang, nogen drillede Nikolaj.

Kasper styrede sin egen lille knallertbande, hvor de 15-16 år gamle kørte rundt i Scott-jakker. Han bildte forældrene ind, at jakkerne var en slags sikkerhedsudstyr. Nikolaj sad med bag på. Da de blev lidt ældre, tog de til fester i de omkringliggende byer og eksperimenterede med amfetamin.

Et år ved byfesten i Aalestrup dukkede byens virkelig hårde drenge op i undertrøjer, med tatoveringer og store, tunge muskler. De måtte have trænet meget i hallen den vinter, tænkte Kasper Vetter, som begyndte at hænge ud sammen med dem i vægttræningscentret og tage de forbudte anabolske steroider. For at få råd solgte han også selv. Han vidste, det var ulovligt. På den anden side var straffen kun bøde. Så det kunne vel ikke være så slemt.

Da Kasper Vetter begyndte på gymnasiet i Viborg, åbnede Hells Angels en støttegruppe i byen under navnet Red & White. Kasper og Nikolaj blev gode venner med lederen Fardid, som også gik på gymnasiet, og ligesom Kasper solgte steroider. Red & White tilbød at optage ham, men Kasper havde ikke lyst. Det ville knuse hans forældre, hvis de fandt ud af, han var blevet medlem. Kasper Vetter fik en middelmådig studentereksamen uden at anstrenge sig for meget. Kasper flyttede med sin kæreste til Århus og passede nødtørftigt et fjernstudium på Skive Seminarium. Han fik et vikariat på en skole lidt uden for Århus. Han kedede sig. Han savnede kontakt med andre voksne. En dag ringede en af vennerne fra Viborg, Mads, som var blevet prøvemedlem hos Hells Angels i Århus og spurgte, om han ikke kiggede op i klubben.

Hvorfor ikke, tænkte Kasper.

Fra første gang han satte sine ben i klubben, kom han i klubben stort set hver eneste dag frem til sin anholdelse i august 2009. Flere gange blev han tilbudt prøvemedlemskab, han lovede at tænke over det, men slog aldrig til, fordi han ikke ønskede den opmærksomhed, der fulgte med rygmærket. Hverken fra familien eller politiet. Til gengæld kom han til at tage en anden central rolle i Hells Angels.

HELLS ANGELS KLUBHUS i Risskov ligger på en stor grund i et kvarter med blandet industri og bebyggelse. Huset er omgivet af et højt plankeværk og en tung elektronisk gitterport under et skilt med HAs logo.

Kasper blev vist rundt i det 400 kvadratmeter store hus, han så stuen, baren, værkstedet og i en stor hal holdt alle Harley Davidsonerne. Først da Kasper Vetters kæreste ringede tog han hjem og sagde tak for en hyggelig aften.

Han havde haft sin gang i klubben i ca. en uge, da han så en masse tøj spredt ud på et stort bord i festsalen. Ind trådte Jens Bramming – Hells Angels kasserer. Kasper kendte ikke hans historie, men han var ikke i tvivl om, at han var en af kongerne i Århus-afdelingen. Kasper Vetter havde haft hans søn som vikar ude på skolen.

De hilste, og her er, hvordan Kasper Vetter erindrer og nedfældede deres ordveksling:

»Er du ikke vikar på min søns skole?«

»Jo.«

Jens Bramming fortalte, at han tilbage i 1990erne havde fået en dom på otte år for en stor hashsmugling og drabsforsøg. I fængslet besluttede han sig for at sætte sine penge i solcentre, og da Kasper Vetter mødte ham, havde han tre i Århus.

»Det er det, jeg lever af. Altså på papiret.«

»Er det dit tøj?« spurgte Kasper.

Jens Bramming kiggede på ham med helt døde øjne.

»Hvorfor spørger du om det?«

»Jeg vil gerne købe et par trøjer,« sagde Kasper og tog mod til sig:

»Og jeg tror også, jeg kan sælge lidt.«

Kasper Vetter ringede til sine venner, som gav ham telefonnumrene på alle deres venner. Da aftenen var omme, havde han solgt 350 trøjer. Næste dag mødtes Kasper Vetter med Hells Angels kasserer på Café Casablanca. Kasper Vetter parkerede sin lille røde Polo ude foran. Han havde aldrig været der før, han vidste kun, at det var et sted, kronprinsen kom. Gæsterne var smukke og velklædte, og deres armbåndsure kostede mere end alt, hvad Kasper ejede tilsammen. Dér sad Jens Bramming.

»Dejligt sted, ikke.«

Kasper kunne kun tænke på én ting:

»Det her vil jeg have. Jeg vil have bilerne, urene, respekten, og jeg er parat til at gøre alt for at få det.«

HELLS ANGELS var på det tidspunkt ramt af en række store narkosager, hvor medlemmerne typisk fik domme på alt fra syv til 16 år. En af dem var Bo Steffensen, den HAer, som i denne uge blev udsat for et bombeattentat. Hells Angels smed ham ud, fordi klubben mente, han sladrede til politiet.

De hårde domme betød, at stort set ingen HAere ønskede at have noget med hård narkotika at gøre.

»Kasper, om du tjener 50 kroner på en trøje eller et gram kokain er lige meget,« forklarede Jens Bramming ifølge Kasper Vetter:

»Bortset fra at det ene kommer du lang tid i brummen for, det andet får du en bøde for.«

I virkeligheden var reglerne i hans nye liv simple: Kasper Vetter fungerede som en slags robot for Hells Angels. Robotten udstyrede sig med det rigtige tøj, et Rolexur og en dyr bil. Så var skallen klar. Robotten fik sine informationer fra Hells Angels, om hvad den skulle foretage sig i de givne situationer. Den fik hele tiden at vide, at modstanderne var politiet, stikkerne, udlændingegrupperne og Bandidos. Hvis robotten ikke forstod det, kunne den intet i miljøet.

Den vigtigste regel forklarede Hells Angels daværende præsident i Århus, Jimmy Nissen, kaldet ’Paven’, ham, fortæller Kasper Vetter:

»Robotten skal finde sig et produkt at beskæftige sig med. For klubben er det fuldstændigt ligegyldigt, hvad produktet er. Hash, kokain, våben, amfetamin, økonomisk kriminalitet, så længe det ikke er heroin og børneporno. Disse to ting, forklarede han mig med løftet pegefinger, er bandlyst. Sidst, men ikke mindst kiggede han på mig med truende øjne og sagde: ’Den robot, der har skabt dig, skal leve godt af, at han har givet informationer, hjælp til anskaffelse af dit produkt og rygstøtte, og det skal du aldrig glemme!«

OM NATTEN I SIN CELLE drømmer han ofte om Hells Angels-medlemmer, kriminelle fra indvandrermiljøerne eller bagmændene i Holland og Spanien. De overfalder ham som små dyr, han ikke kan få af sig, og bider igen og igen.

Indimellem tvivler han på om han har gjort det rigtige ved at melde sig og ved at samarbejde med politiet. Han væmmes ved tanken om, at han har stukket. Som den dreng i klassen, der sladrer til læreren, når de andre har lavet narrestreger.

Han mærker noget, han ikke har mærket i årevis. Tvivlen. Steroiderne og kokainen har i mange år givet ham en følelse af uovervindelighed. Det kan godt være, at den var falsk, men den var også utrolig tryg.

Kan han overhovedet gennemføre, hvis PET accepterer ham i programmet?

Han skal have et nyt udseende. Han skal bryde med sin kæreste og familie. Han skal fortælle en løgnehistorie om, hvem han er, til alle de mennesker, han kommer til at møde. Han skal til at leve en helt almindelig hverdag alene for sig selv.

Hvad er et menneske uden fortid, spørger han sig selv.

Han siger til vagterne i arresten, at han skal tisse, men de kommer aldrig. Han tisser i håndvasken.

DA KASPER VETTER fyldte 24 år, aflyste klubben sit ugentlige møde for at fejre ham. Hells Angels-medlemmer og gamle venner fejrede ham i klubhuset til en storstilet fest med masser af prostituerede og kokain. Der kom også flere kendte erhvervsfolk i Århus. Hans fætter Nikolaj var der selvfølgelig – han blev et af Århus’ første medlemmer af AK81.

Det var på den tid, Kasper Vetter begyndte at opføre sig som kongen af Århus, godt hjulpet af et misbrug, der bare voksede og voksede. Kasper Vetter holdt sig ikke til kopivarerne og steroiderne. Han blev involveret i handel med mennesker, prostitution, hvidvask af penge, afpresning og hashsmugling i Spanien, Holland og Danmark. Han lærte mange af Hells Angels hemmeligheder at kende og mødte alle englenes absolutte topfolk som Jørn Jønke Nielsen, Brian Sandberg, Søren ’Jam’ Jensen, Svend Erik ’Svin’ Holst og alle de andre.

Jens Bramming advarede ham flere gange om, at tingene gik for stærkt. Men hvem var Jens Bramming egentlig til at bestemme over ham? Kasper Vetter havde regnet systemet ud, mente han: Så længe alle omkring ham tjente penge på ham, var han urørlig. Hells Angels regulerede en kriminel underverden, som var en pyramide. Pengene flød opad, lortet nedad. Og han var helt oppe i toppen. Drengen fra Aalestrup var blevet en stor mand.

EN DAG HENTEDE Jens Bramming ham. De skulle ud til en frokost på en restaurant på Marselis Lystbådehavn. Kasper Vetter havde festet sammen med en af byens ejendomsmatadorer på kokain hele natten. Han havde været nødt til at spise Rohypnoler og drikke sprut for at få lidt søvn. Men da han kom ud på restauranten, var Kasper så skæv, at han dårligt kunne stå på benene.

»Er du helt fucked up på piller?« spurgte Bramming.

På det tidspunkt blev en af Kaspers gamle venner i Hells Angels varetægtsfængslet i en voldssag i Odense. Ingen fra klubben kunne få tilladelse til at besøge ham, men Kasper lovede at udfylde en besøgsanmodning og aflevere de 2.000 kroner om måneden, som klubben støttede indsatte med fra den såkaldte Defence-fund. Jens Bramming spurgte, om ikke Kasper Vetter snart skulle af sted. Kasper, der kun tænkte på sig selv og sine forretninger, stak ham en plade og sagde, at det skulle han på fredag.

Hans ven sendte en besøgstilladelse fra fængslet, men Kasper Vetter fik den aldrig udfyldt og returneret, hvilket krævedes for at få et besøg.

»Skal du ikke havde de penge?« ville Jens Bramming vide.

»Jeg lægger bare ud,« løj Kasper.

»Har du udfyldt besøgstilladelsen?«

»Ja.«

Da Jens Bramming spurgte, hvordan det aftalte besøg var gået, stak Kasper Vetter en ny plade.

»Jeg kunne ikke komme derover, de ringede fra arresten, og jeg var blevet nægtet besøg.«

Jens Bramming:

»Det skal de sgu sende på skrift…«

»Det har de også gjort.«

Næste aften ringede Jens Bramming igen.

»Kommer du ikke lige op i klubben?«

»Er det noget vigtigt?«

»Ja, kommer du ikke lige.«

Jens Bramming ventede nede i værkstedet sammen med sin søn. Bramming bar Wrangler-cowboybukser og en T-shirt med Hells Angels World-logo, mens han skruede på sin søns motorcrosscykel. Pludselig kom Kaspers ven Mads – ham der i sin tid inviterede ham op i klubben – også ned i værkstedet.

»Hent det stykke papir nu, så vi kan se det. Hvis det findes, får du en undskyldning.«

Jens Bramming lød meget bestemt.

»Okay, det er løgn, der er ikke noget papir.«

Jens Brammings søn begyndte at grine nervøst.

»Du kan godt pisse derind. Skrub af!«

Sønnen luskede ind i festrummet.

Jens Bramming gik over på den anden side af motorcrosscyklen. Det første slag fra Brammings korte, stærke arme ramte ham i tindingen. Den næste byge rettede sig også mod hovedet, Kasper prøvede at beskytte sine tænder med underarmene helt oppe som parade. Han undgik et uppercut, men så flækkede næsen, og blodet flød fra både næse og mund.

Kasper Vetter så Jens Bramming gå hen til håndvasken. Hans arme var smurt ind i blod.

»Hvorfor tvinger du mig til at gøre sådan noget? Er du klar over, hvad der ville ske på et møde, hvis de andre hørte du ikke havde afleveret defence-penge. Hvorfor tvinger du mig til at gøre sådan noget? Find ud af, hvad du vil med dit liv!«

Bagefter kørte Kasper Vetter ned til Århusbugten og satte sig på en bænk. Han var forslået i ansigtet. Det her var ikke længere en leg. Han ville ud, tænkte han, da hans mobiltelefon ringede.

Det var Jens Bramming. Han syntes, de skulle spise sammen i morgen aften, så de kunne komme videre.

»Ved du ikke, jeg holder af dig?«

Bramming havde ret. Han havde jo bare dummet sig. Kasper Vetter skruede ned for kokainforbruget i et par uger. Så var ydmygheden glemt igen.

DA OSMAN NURI DOGAN i august 2008 blev dræbt i Tingbjerg i København, tog Kasper Vetter ikke større notits af det. I Århus var der en lokal konflikt med Trillegårdsbanden, det genererede ikke Kasper Vetters forretninger.

Men en dag fik han et opkald fra en fra klubben.

»Har du hørt det? De er ude. Jens Bramming, Jimmy Nissen, alle sammen.«

Kasper Vetter begyndte at ringe rundt. Den var god nok. Jimmy Nissen, Jens Bramming og flere andre var suspenderet fra klubben og endte med at ryge helt ud. På et møde i Odense havde Hells Angels MC Denmark besluttet at kappe alle bånd til udlændingegrupperne. Jimmy Nissen meddelte, at han var blevet for gammel til at skulle slå ihjel for klubben. Kort efter drog et særligt HA-rejsehold fra København til Århus – anført af Jørn Jønke Nielsen – for at sikre sig, at den fælles beslutning fra Odense blev fulgt.

I begyndelsen kunne den gamle ledelse slet ikke forestille sig, at det var muligt at køre klubben videre uden dem. En kort overgang overvejede Kasper Vetter at starte sin egen klub. En aften ringede fodboldspilleren Stig Tøfting – en nær ven af Jimmy Nissen. ’Paven’ havde fået tæsk af nogen i Randers-afdelingen. De påstod, han skyldte dem et millionbeløb. Det troede hverken Kasper eller Jens Bramming på. Da de senere samme aften mødtes i Jimmy Nissens køkken og diskuterede, hvordan de skulle slå tilbage, ville ingen risikere livet for deres ven. Heltemodet var tomt, broderskabet borte. Aftenens lavpunkt var, da en af de tilstedeværende mod bedrevidende spurgte Jimmy Nissen: Er du sikker på, du ikke har taget de penge?

Den nye ledelse anført af Svend Erik ’Svin’ Holst, ville sikre sig, at Kasper Vetter havde forstået beskeden. Oppe i klubben sagde ’Svin’ ifølge Kasper Vetter til ham:

»Du forstår det ikke, bette Vetter. Det her er krig. Nu snakker vi ikke mere. Vi ordner tingene med et baseballbat.«

’Svin’ var en af veteranerne fra den store nordiske rockerkrig og havde afsonet en dom for drab på en Bandidos-rocker. Det gjorde ham til en af de såkaldte ’filthy few’ – klubbens højeste udmærkelse.

Da Kasper Vetter forlod klubhuset den dag, spurgte han Nikolaj, om han ville med. Det ville Nikolaj ikke. Kasper Vetter vidste, han skulle tænke sig om. Han havde masser af forretninger med udlændinge i hele Danmark. Det havde han tænkt sig at blive ved med. Men han måtte være forsigtig.

KASPER VETTERS STØRSTE indtægter kom fra hash, illegale steroider, bordeldrift og kopitøj – helt i overensstemmelse med, hvad Jens Bramming havde lært ham holdt han sig fra ’pulver’. En stor del af efterspørgslen på disse markeder blev imidlertid drevet af helt almindelige lønmodtagere ramt af finanskrisen. Det var i sig selv et problem for alle i pyramiden, at omsætningen gik ned. Især eftersom udgifterne til sikkerhed steg med bandekrigen, samtidig med at en række forretninger måtte ophøre, fordi gamle venner pludselig stod på hver deres side i konflikten. Det værste var, at pyramiden var bygget på kviksand. En stor del af salget på de kriminelle markeder hviler på kreditter. Når Kasper Vetter fik hash ind fra udlandet, havde han en måneds kredit. Jo mere han solgte, desto større skyldnerseddel. Kasper solgte meget og inddrev lidt. Det var ikke hans stil at klippe fingre af. Desuden var der én ting, de aldrig havde fortalt ham, da Hells Angels lærte ham op: Du skal arbejde utroligt hårdt for dine penge. Kasper Vetter levede hele sit liv i en bil, som han et år kørte 100.000 kilometer i for at holde sine forretninger i gang. Han startede dagen med at købe tre nye taletidsmobiltelefoner og sluttede den 16 timer senere med at smide dem i havnen. Han løj for sin familie. Han løj for alle. Han blev mere og mere stresset og indebrændt.

I begyndelsen af august 2009 kørte han ud fra Århus for at drive ca. en mio. kroner ind i en stribe jyske byer. De skulle afleveres til en kurer næste dag. Hen på dagen gik det op for ham, at han kun kunne rejse et par hundrede tusinde kroner. Folk havde simpelt hen ingen penge. Og så traf han sin beslutning: Det sluttede her. Kasper Vetter gik til politiet og meldte sig selv.

Politiet havde intet på ham. De anede ikke, hvad de skulle anholde ham for. Kasper Vetter tilstod indsmugling af 50 kilo hash fra Holland til Danmark. Han modtog en dom på et års fængsel. Til stede den dag i byretten i Århus var ledende folk fra PET.

DET VAR ET CHOK for Kasper Vetter at komme i fængsel. 23 ud af døgnets 24 timer tilbragte han i en lille celle. Alt hvad han havde troet var vigtigt – pengene, beundringen, stofferne – betød ingenting. Der var kun en ting, der talte. Friheden til at gå sig en tur, en hyggelig middag hos sine forældre, en time på sofaen foran en god fodboldkamp i TV. Hverdagen. Han opdagede det først, da friheden blev taget fra ham. Det eneste afbræk i fængselsrutinen var afhøringerne hos Østjyllands Politi.

Navn for navn fortalte han alt, hvad han vidste om folk i klubben. Først troede politiet ham ikke, kunne Kasper Vetter mærke. Hvis han skulle opnå deres beskyttelse, måtte han give dem noget. Noget stort, noget hurtigt. Kasper Vetter nævnte et ældre ægtepar fra Holland for Østjyllands Politi. De kom en gang om måneden i en speciel bil med narkotika til to af Århus største narkohandlere med tilknytning til Hells Angels. Kasper Vetter kunne både fortælle, hvor stoffet landede, og hvilken dansk chauffør der mødte hollænderne. På baggrund af Kaspers oplysninger indledte Østjyllands Politi en overvågning gennem nogle uger. De beslaglagde både stof og penge. I alt syv personer blev fængslet i sagen, som efterforskerne af samme grund døbte ’Operation Snehvide’. Kasper Vetter var den perfekte meddeler.

Hells Angels i Århus opdagede hurtigt, at omstændighederne omkring anholdelsen af Kasper Vetter var usædvanlige. For det første undlod Vetter at benytte klubbens foretrukne advokat Michael Juul Eriksen. For det andet mødte flere udlændinge fra Blågårds Plads op ved klubbens port og spurgte efter Kasper Vetter, som havde gjort forretninger med klubbens dødsfjender. En uge efter hans anholdelse fandt Østjyllands Politi et referat fra et af klubbens møder under en ransagning. Referatet viste, han var truet på sit liv.

Noget måtte gøres. Østjyllands Politi tog kontakt til PET, som begyndte at undersøge mulighederne for at tage Kasper Vetter ind i vidnebeskyttelsesprogrammet. Chancen var spinkel – de færreste kriminelle har de ressourcer, der skal til for at bryde op fra miljøet, afskære sig al kontakt til familien og begynde forfra i et nyt land. Men de vidste også, at Kasper Vetter var et usædvanligt vidne.

EN SÆTNING BLIVER VED at vende tilbage til Kasper Vetter aftenen før PETs afgørelse. Som om løsningen på hans livs gåde ligger i den ene sætning:

»Hvad er forskellen på dig og mig?«

»Jeg ved at første gang, jeg mærkede, politiet var efter mig, kan beskrives som et sus – det samme sus som en af kunderne på bordellerne, en lektor i øvrigt, beskrev, når han snød sin kone ved at komme der. Suset han fik var det bedste suset jeg fik var det bedste. Jeg spørger jer, hvad er forskellen på dig og mig?«

Når han satte punktum, ville han sende sit manuskript til forlaget Peoples Press i København. Han har set forlagets kreative direktør Jakob Kvist på tv. Manden forsvarede udgivelsen af Jægerbogen kompromisløst, det er lige sådan en type, Kasper Vetter har brug for.

»Jeg overbeviste mig selv om, at min forfængelighed og egoisme – at have bordeller, sælge hash, gøre slemme ting mod andre mennesker – kunne retfærdiggøres. Det var min frie vilje, ligesom I har den. Jeg retfærdiggjorde den ved min jagt på adrenalin. Den første joint. Den første streg kokain. Første gang jeg var sammen med en pige. Første hus, bil, båd. Lyder det bekendt? Jeg ville have mere, jeg fortjente mere, sådan som jeg knoklede. Jeg jagtede det ultimative mål for den frie vilje – nemlig ikke at skulle retfærdiggøre eller undskylde mine handlinger overhovedet… Nå, men lyt ikke til mig, jeg er bare en kriminel.«

Kasper Vetter er i dag en del af PETs vidnebeskyttelsesprogram. Ikke engang hans egen familie ved, hvor han opholder sig. Kasper Vetters fætter Nikolaj er stadig i AK81. Hells Angels har ikke ønsket at kommentere Kasper Vetters oplysninger. Hverken den nuværende eller tidligere ledelse.