Et tårnhøjt vartegn i København

Den verdensberømte amerikanske arkitekt Steven Holl har vundet arkitektkonkurrencen for Københavns nye vartegn – to højhuse og en 65 meter høj gangbro.

her er vinderprojektet fra Steven Holl Architects Fold sammen
Læs mere

København skal efter planen have et helt nyt og spektakulært vartegn, der i format får Den Lille Havfrue til at minde om Tommelise.

Den verdensberømte amerikanske arkitekt Steven Holl har netop vundet en international arkitektkonkurrence for et storstilet projekt på Langelinie-spidsen og Marmormolen i Københavns Havn.

Projektet består af et 113 meter højt tårn med 27 etager på Langelinie-spidsen og et 98 meter højt højhus på Marmormolen med 24 etager. De to tårne, der skal anvendes til kontorer, skal forbindes med en 65 meter høj, offentlig gangbro over indsejlingen til færgehavnen.

Et håndtryk mellem to moler
Dommerkomiteen valgte projektet fra Steven Holl Architects på grund af de overbevisende kompakte tårne, der er tilpasset havnemiljøet, samt den spektakulære gangbro, hvis knæk på midten minder om ”et håndtryk” mellem de to molespidser.

Formanden for dommerkomiteen er adm. direktør i udviklingsselskabet By & Havn og Københavns tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsen. Han roser det tårnhøje vinderprojekt til skyerne.

- Projektet kombinerer det flotte, det funktionelle og forretningsmæssige. Og så har projektets to tårne rod i havnens oprindelige arkitektur. Dette vinderforslag er arkitektur i høj, høj klasse, siger Jens Kramer Mikkelsen.

Begejstret borgmester
Også Københavns nuværende overborgmester Ritt Bjerregaard er fuld af lovord.

- Jeg glæder mig over, at vi med udviklingen af Marmormolen får åbnet endnu et havneområde for københavnerne. Med vinderprojektet får vi et rigtigt godt højhusbyggeri, der vil binde byen bedre sammen og fungere som et vartegn i havnen, siger Ritt Bjerregaard (S).

Arkitektkonkurrencen omfattede – ud over konkurrencen om tårnene og broen – også en idékonkurrence for landskabelig behandling af de tilgrænsende byrum.

FN-by i byen
Marmormolen skal ifølge planen også lægge areal til en kommende FN-by. Det er hensigten, at FN’s organisationer i Danmark vil samle alle kontorer og lagre. Derudover er der planlagt cirka 25.000 etagemeter boliger, og yderligere 55.000 etagemeter erhvervsbyggeri og et hotel.

På mandag 3. november kan alle interesserede høre mere om planerne for Marmormolen og Langeliniespidsen ved en temaaften. Det foregår i det fritliggende pakhus ved Nordre Toldbod i tidsrummet kl. 19-21.30. Tilmelding er nødvendig på www.byoghavn.dk/tilmeld

Du kan læse mere om projektet samt finanskrisens indflydelse på det planlagte byggeboom i Københavns Havn i Berlingske Tidende lørdag.