VW nu også med filter

VW bliver stueren. Samtlige dieselmodeller får partikelfilter, og dermed skærper VW den grønne profil i lighed med flere konkurrenter.

Hidtil har det miljøvenlige filter, der opfanger kræftfremkaldende sodpartikler, kun været standard på VWs topmodeller eller kostbart ekstraudstyr. Fremover vil det gøre udstødningen renere på alt fra Polo til Phaeton i VWs omfattende dieselprogram, der gør VW til danskernes mest købte dieselmærke. Filteret hjælpes på vej af de nye afgifter, der belønner miljøforbedringer som dieselpartikelfilter. Eksempelvis bliver en fem-dørs VW Polo TDI med 80 hk og Climatic 22.000 kroner billigere, så prisen fremover er 211.000 kroner.