Mange vil formentlig tænke, at det hovedsageligt sker for svage, sårbare mennesker.

Men det er ikke tilfældet, slår Anne-Cathrine Blegvad fast.

Hun er autoriseret psykolog med speciale i manipulation, kontrol og psykisk vold.

Hun møder dagligt veluddannede, ressourcestærke mennesker, som har mistet fodfæste.

De ved ikke nødvendigvis, hvad problemet er, når de opsøger hendes klinik i Nordsjælland.

De ved bare, at noget ikke er, som det plejer.

»Jeg ser dem alle. Advokater, overlæger, direktører, politikere,« siger hun og uddyber:

»Jeg ser alle dem, vi andre tænker er power-mennesker. Dem, hvor man tænker, 'hold da op, du har styr på dit shit'. Men det øjeblik, de træder ind ad døren derhjemme, ryger de ud af balance.«

Positiv og negativ manipulation

I en serie sætter Berlingske fokus på manipulation.

De små, subtile forsøg på at påvirke andres tanker, følelser og handlinger i dagligdagen.

Ifølge eksperter kan de i nogle tilfælde bruges på en nyttig og forsvarlig måde.

Men de kan også bruges til at opnå magt og kontrol.

En manipulator er god til at opdage, hvor vi har vores sårbarheder, og hvor vi har nogle behov, vi ikke får mødt.  Foto: Rune Øe

I denne omgang dykker vi ned i den negative manipulation. 

Den, som udspiller sig i parforhold, men som ofte går under radaren.

»Jeg har ikke tal på, hvor mange der bliver manipuleret af deres partner, men det er mit indtryk, at det er meget udbredt,« siger Anne-Cathrine Blegvad:

»Det fylder hele min kalender op.«

Berlingske har spurgt to eksperter, hvem der er udsat, hvilke faresignaler man skal være opmærksom på, og hvordan man kan modstå manipulationen. 

Disse faktorer gør dig modtagelig 

I princippet er alle modtagelige. 

Det handler nemlig ikke om intelligens, som mange tror, men om vores personlighed og følelsesregister, forklarer Berith Siegumfeld. 

Hun er ekspert i psykologisk manipulation og hjælper andre med at gennemskue skjulte magtspil.

Der er dog nogle faktorer, som kan gøre os særligt sårbare. 

Eksempelvis: 

  • hvis du tænker: »Det vil aldrig ske for mig.«

  • hvis du ikke ved, hvordan manipulation fungerer.

  • hvis du er meget empatisk.

  • hvis du tror på, at alle kan forandre sig, og du har et ønske om at »redde« andre.

  • hvis du er meget optaget af, hvad andre synes om dig.

  • hvis du forholder dig ukritisk til det, du ser og hører.

  • hvis du ignorerer din mavefornemmelse.

  • hvis du har lavt selvværd.

  • hvis du er konfliktsky.

Her skal alarmklokker »bimle og bamle«

Anne-Cathrine Blegvad stemmer i. 

Hun tror, at langt de fleste er blevet manipuleret på et eller andet tidspunkt i deres liv. 

Nogle gange er det en ubevidst eller socialt indlært adfærd.

Men andre gange er det bevidst, strategisk og på bekostning af andre.

»Og så skal alarmklokkerne bimle og bamle,« siger hun.

Manipulation kan være destruktivt. Ikke bare for relationen, men for trivsel og personlig udvikling, siger Anne-Cathrine Blegvad. Foto: Rune Øe

Tre faser 

Manipulationen starter som regel i det små, udvikler sig langsomt over tid, og »pludselig er man fanget i det«, siger Anne-Cathrine Blegvad.

Hun inddeler forløbet i tre faser. 

I første fase går man som regel på listefødder og vejer sine ord, når man er hjemme. 

I anden fase udspiller konflikten sig, og man bliver efterfølgende lagt på is for en periode. 

I tredje fase starter lovebombing – eller forsoningsfasen. Den giver håb om og tro på, at det bliver bedre, og at tingene ændrer sig. 

Undervejs kan følgende typer af manipulation være i spil, siger Anne-Cathrine Blegvad. 

Eksempler på manipulerende adfærd 

1. Gaslighting 

Den måske mest udbredte form er gaslighting. 

Her er målet at få det andet menneske til at tvivle på sin egen hukommelse, dømmekraft og virkelighedsopfattelse. 

Vedkommende, som gaslighter, vil som regel benægte og bruge vendinger som »det er aldrig sket«, »du er for følsom« og »du overreagerer«. 

2. Løgne 

Vedkommende holder vigtig information tilbage, forvrænger sandheden eller overdramatiserer. 

3. Skyldfølelse 

Du får altid skylden, mens han eller hun fremstiller sig selv som offeret.

4. Skiftende humør 

Vedkommende skifter mellem at være kærlig og charmerende og vred og nedladende. 

5. Trusler

Vedkommende stiller mange krav og tvinger dig til at tilsidesætte egne behov. Ellers får det konsekvenser.

6. Nedgørende bemærkninger

Du bliver talt ned til. Du får at vide, at du ikke kan gøre noget rigtigt. 

7. Ignorering 

Du bliver ignoreret eller lagt på is. 

8. Isolation

Du trækker dig langsomt fra familie og venner.

To pejlemærker 

Anne-Cathrine Blegvad fremhæver især to pejlemærker, hvis man er i tvivl:

»Hvis det altid ender med, at det er din skyld, og du siger undskyld, når I har diskuteret, er det en indikation på, at noget er off.«

Et andet pejlemærke er, at du har mistet din identitetsfølelse.

»Jeg møder mange kompetente mennesker, som siger, at de ikke ved, hvad de kan lide at spise, hvad for noget tøj de kan lide at gå i, og hvad de interesserer sig for,« siger hun:

»De har mistet deres kerne.«

Et tredje pejlemærke er, at man mærker en frygt, usikkerhed og skyld, men man kan ikke sætte en finger på hvorfor. Foto: Rune Øe

Råd til at modstå manipulation

Når først hun har hjulpet sine klienter med at forstå, hvad det er for nogle metoder, de er underlagt, giver hun dem en række råd, som de kan tage i brug.

De lyder som følger:

  • Opsøg viden, så du er opmærksom på – og har et sprog for – hvad det er, der sker.

  • Sæt grænser. Det kan være svært at sige fra, men øv dig. Fortæl, hvad dine behov er, og stå ved dem.

  • Hvis han eller hun ikke respekterer dine grænser, så træk dig fra situationen. Man kan ikke diskutere med en, som manipulerer, og især ikke en, som gaslighter.

  • Ræk ud til dit netværk. Inddrag nogle, du er tryg og fortrolig med.

  • Skriv episoderne ned. Hvad skete der, hvad sagde han/hun. Det kan hjælpe med at tegne et mønster og fastholde egen virkelighed.