Vores Auschwitz

Som bekendt har den danske stat for fåår siden besluttet at gøre den 27. januar til national Auschwitz-dag for at ihukomme ofrene for Holocaust. Hvordan man bedst gør det, diskuteres til stadighed, men den væsentligste betingelse for at kunne gøre det på kvalificeret vis er naturligvis, at ofrene - de overlevende - selv har formidlet deres erindringer fra KZ-, udryddelses- og tvangsarbejdslejrene i Det Tredje Rige.

Litterært er erindringerne af svingende kvalitet, men sagens alvor taget i betragtning suspenderer man gerne den æstetiske målestok. Helt kritikløs bør man dog ikke være, for så kan det gå, som det gik i 1995, da Suhrkamp-forlaget Jüdischer Verlag udgav Binjamin Wilkomirskis fragmentariske memoirer fra en barndom i lejrenes rædsler. Et par år efter udgivelsen af Bruchstücke. Aus einer Kindheit 1939-1948 - i 1996 oversat til dansk som Brudstykker. Af en barndom 1939-1948 - viste det sig nemlig, at Wilkomirski ikke på nogen måde var den, han gav sig ud for i bogen. Han var hverken jøde eller Holocaust-offer og hed overhovedet ikke Wilkomirski. Derimod syntes han at være et patologisk tilfælde, der under suggestiv indflydelse fra psykologi og historie havde fundet sig en mytisk identitet som offer.

Et andet problematisk aspekt ved erindringslitteraturen er den brug, der gøres af den politisk og kommercielt. Det gjorde den tyske forfatter Martin Walser opmærksom på i sin takketale, da han i 1998 modtog De Tyske Boghandleres Fredspris. Walser har i sit eget forfatterskab været eksponent for en ansvarlig besindelse på, at Auschwitz ikke var et ekstraterrestrisk Helvede, men en tysk koncentrationslejr i det annekterede Polen, sådan som han allerede gjorde sine landsmænd opmærksom på i 1965 i Unser Auschwitz. I takketalen tre årtier senere beklagede han sig ikke desto mindre over den instrumentalisering af Holocaust, som nu florerede i medier og skåltaler, og som fristede ham til at vende blikket den anden vej. Han havde med andre ord fået nok af bestandigt at se Auschwitz udnyttet som dramatisk kulisse i filmindustrien og til retfærdiggørelse af diverse politiske projekter.

»Auschwitz egner sig ikke til at blive tvangsrutine, et universalmiddel til intimidering, moraliseren eller blot og bar pligtopfyldelse«, advarede Walser. »Det, der bliver til ved ritualisering, er af samme kvalitet som afliring af en bøn ...« Det forstod tilhørerne godt og kvitterede for tugten med stående ovationer, men kort efter brød helvede løs over Walsers hoved. Trods sit forfatterskabs fokus på tyskernes - og ikke bare nazisternes - ansvar for Holocaust blev han uden videre beskyldt for antisemitisme. I hellig forargelse og uden fjerneste vilje til at høre på Walsers argumenter fik redaktører, ambassadører, rabbinere og mange andre held til at rangere ham blandt notoriske Holocaust-benægtere som britiske David Irving.

Walser var af indlysende grunde fortvivlet, når han måtte opleve at blive hindret i at holde foredrag, fordi folk, der ikke selv havde læst en linie af hans forfatterskab, ikke ville tillade en antisemit at tale. Alligevel opgav han ikke ævred, men udgav i 2002 den satiriske nøgleroman Tod eines Kritikers. Imidlertid var hans tale fire år før ikke glemt, så nok en gang tog den fanatiske anti-antisemitisme - inkarneret i Frankfurter Allgemeine Zeitungs litteraturredaktør, Frank Schirmacher - fat på at diffamere ham.

Da havde redaktøren imidlertid gjort regning uden vært, for en af den hæderkronede avis' tidligere medarbejde ville det anderledes. Georg Heller havde læst Walsers bog, hans formastelige takketale og hele hans forudgående forfatterskab uden at finde nogen som helst anledning til at mistænke ham for antisemitisme. Tværtimod kunne Heller kun medgive Walser, at instrumentaliseringen af Auschwitz tjente alle mulige andre interesser end den sobre og helende erindring af Det Tredje Riges forbrydelser mod jøder, romaer, homoseksuelle og dissidenter. Desuden kunne Heller tale med større vægt end Walser, da han selv som søn af en jødisk far og en `arisk' mor havde oplevet den nazistiske forfølgelse i Det Tredje Rige og kun med nød og næppe var undsluppet en tvangsarbejdslejr med livet i behold.

Sit votum til fordel for Walser afgav Heller i 2002 i bogen Endlich Schluss damit? »Deutsche« und »Juden«- Erfahrungen. Som titlen røber, satte Heller sig ikke blot for at rehabilitere Walser, men tog forholdet mellem `tyskere' og `jøder' op til revision for at besvare spørgsmålet, om det ikke langt om længe kunne være nok med al den tale om Auschwitz? Nej, det kunne det ikke, men den rigide rubricering af de implicerede i Holocaust som enten gerningsmænd eller ofre var kontraproduktiv i forhold til den projekterede forsoning. Hvis tyskerne uden hensyntagen til, at stadig flere af dem hørte til efterkrigsgenerationerne, forskelsløst blev kendt skyldige i forbrydelser, de ikke havde begået, risikerede man netop, at de vendte blikket bort, når talen faldt på Holocaust.

Heller plæderede selvfølgelig ikke for, at alle andre end nazitoppen skulle frikendes, som om `den uskyldige civilbefolkning'- apropos vore dages processer i Irak - ikke havde et ansvar for det diktatur, den selv havde bragt til magten og hyldet til den bitre ende. Han ved af egen erfaring, at det er løgn, når nogen hævder, at de intet vidste om, hvad der foregik, for selvfølgelig så de, at naboen blev hentet af Gestapo og deporteret. »Problemet for mange tyskere - jeg vil ganske ligefremt kalde det `det tyske problem'- er, hvordan de kan holde ud at være tyskere uden at fortrænge eller helt benægte Auschwitz. For mig er det omvendt: hvordan jeg kan leve med Auschwitz uden at fornægte min tyskhed. Jeg er afgjort tysker og lever med denne splittelse.«

Spørgsmålet om skyld er ikke relevant for efterkrigsgenerationerne, som intet har haft med Holocaust at gøre. Men `det tyske problem' er deres problem, for Auschwitz er en del af den tyske historie. »Vores Auschwitz«, som Martin Walser så rammende udtrykte det i 1965. I den mellemliggende tid blev problemet også drøftet i den såkaldte historikerstrid i 1986-87, da spørgsmålet om, hvordan Holocaust skulle inkorporeres i det daværende Vesttysklands identitet og historie, stod på agendaen. Endelig i 2000 besluttede en lang række lande på et møde i Stockholm omkring årsdagen for Auschwitz' befrielse den 27. januar 1945, at man ville tilskynde til »passende former for ihukommelse af Holocaust, inklusive en årlig Holocaust-mindedag i vore lande«. Vores Auschwitz!

Hvordan den tyske udryddelseslejr i det besatte Polen nu kan opfattes som vores - og altså også danskernes - Auschwitz, får man mangfoldige svar på, når private og offentlige organisationer og institutioner i dag mødes for at tale om Holocaust og ikke mindst for at forebygge en gentagelse. Er man forhindret i at komme til arrangementerne, og er man trods efterkrigstidens reservation over for alt tysk i stand til at læse sproget, kan man passende gøre afbigt for sin undladelsessynd ved snarest muligt at læse Hellers nyligt udkomne bog, Das Kind, das er war. Die Geschichte des Johann Avellis.

Bogen er en maskeret selvbiografi, der usentimentalt skildrer Hellers barndom i Det Tredje Rige, hvor han som `bastard' oplever myndighedernes forfølgelser og naboernes følgagtighed. Frem for alt er den en eminent refleksion over selve erindringens anatomi, som bestandigt er spændt ud mellem sandhed og digt, mellem historiske facts og eksistentiel mening. Når man ved bogens ende er nået fra fortid til nutid, deler man ikke blot Hellers indignation over den distancering og instrumentalisering, Holocaust er blevet genstand for, men erkender også, at man aldrig selv vil få mere end en tilnærmelsesvis forståelse af den forfølgelse, han og millioner af lidelsesfæller blev udsat for. Man sidder i haven i Hellers sydtyske hjem og læser med over skuldrene på ham, mens han studerer en udskrift af Wannsee-protokollen fra januar 1942 - den protokol, hvormed nazisterne besluttede at løse `det jødiske problem' ved at slå jøderne ihjel og sterilisere bastarderne.

»Han læser det, han sidder i sin have, han læser historie. Historie? For ham vil det altid være nutid.«