Volden på venstrefløjen

Første billede er forfølgelsen af Pia Kjærsgaard på Christiansborg slotsplads. Det var som bekendt tirsdag 2.oktober, hvor Folketinget trådte sammen, og der nede på slotspladsen var en stor demonstration. Pia Kjærsgaard gik derned for at tale med demonstranterne, men blev chikaneret og generet så groft af unge fra SFU og Enhedslisten, at hendes sikkerhedsvagter bad hende om at søge ly bag Christiansborgs mure. Af sikkerhedshensyn. For ikke at risikere yderligere og grovere overfald.

Der er ingen politiker fra SF, De Radikale eller Enhedslisten, der er blevet forfulgt og drevet væk fra en demonstration på slotspladsen af VU, KU eller DFU. Volden er på venstrefløjen. Gadens terror praktiseres af de håbefulde unge fra SFU og Enhedslisten, og når Pia Kjærsgaard gør Villy Søvndal opmærksom på det, eksploderer han i hult og tomt raseri på Folketingets talerstol.

I stedet for at sætte voldsmentaliteten i sit partis ungdomsafdeling på plads.

Andet billede er fra den netop overståede valgkamp og handler om den skæbne, valgplakater fra de borgerlige partier, er ude for. Her finder der en systematisk chikane sted. Plakater fra Dansk Folkeparti kan faktisk ikke ophænges på Nørrebro og Vesterbro i København. I hundredvis blev revet ned. Resten blev enten overmalet eller flænset. Og også plakater for politikere fra V og K fik en kort og krank skæbne i hovedstaden, mens plakaterne for S, R, SF og Ø hang fredeligt på lygtepælene og smilede huldsaligt til københavnerne.

Jeg var opstillet i Sønderjylland og genså også ofte mit eget kontrafej med horn i panden eller Hitler-overskæg. Respekt for modpartens ret til at eksistere, endsige ytre sig, er ikke udpræget på venstrefløjen. Her hersker volden. Mod det frie ord.

Og værst og mest uhyggeligt har volden på venstrefløjen manifesteret sig i det overfald, der 21. oktober fandt sted på organisationen »Stop the Islamisation of Europe«. Det skete på Christianshavn i anledning af den saudiske menneskerettighedskommissions besøg på Institut for Menneskerettigheder. Og volden var så brutal og uhyggelig, at det kun er et tilfælde, at den ikke førte til dødsfald.

Medlemmer af den omtalte organisation SIE havde varslet en lovlig demonstration. Da de ankom til Institut for Menneskerettigheder og i deres bil kørte ned i parkeringskælderen, smadrede nogle autonomt udseende personer bilruderne. »Træk ham ud! træk ham ud!«, skreg de formummede voldsmænd og slog løs på bilens fører og en kvindelig passager med jernstænger. En kvinde i bilen blev ramt af en fyldt sodavandsflaske, en anden stukket med en kniv.

En demonstrationsdeltager blev slået ned uden for, og mens han lå på jorden, prøvede de autonome voldsmænd at stikke ham med en kniv og slå ham i hovedet med jernstænger. En kvindelig demonstrant søgte at undslippe, men blev indhentet og slået ned med en jernstang.

Dette er forløbet. Det er dokumenteret med fotografier af de kvæstede, da de på bårer bæres ind i ambulancer for at komme under behandling. En lokal vicevært slog alarm, da overfaldet skete, for selv om det var en lovligt varslet demonstration, og selv om fortilfælde af vold på venstrefløjen skulle have vakt politiets opmærksom, var der ikke en eneste politibetjent til stede ved dette, der reelt var et politisk mordforsøg.

Lars Hedegaard har med rette paralleliseret forløbet med nazismens gadeterror i Tyskland. De autonomes adfærd minder slående og uhyggeligt om SAs voldsudøvelse i Weimarrepublikkens sidste år, hvor andre end nazisterne ikke kunne demonstrere på gaderne – ikke uden at risikere at blive slået ned og i nogle tilfælde slået ihjel.

Sådan er tilstandene i dagens Danmark. Og næsten værst af alt: Denne uhyggelige vold på venstrefløjen ties ihjel. Der har ikke været store overskrifter i dagbladene. TV har været tavs om dette politiske mordforsøg. De autonomes blodige færden interesserer ikke journalisterne.

Jeg spørger: Er det ikke på tide, at vi vågner til sandheds erkendelse? Er det ikke på tide, at gadens terror mødes af et beslutsomt forsvar for lov og ret?

Jeg vil spørge justitsministeren om det, når Folketinget træder sammen.