Vismændenes advarsler

Christen Sørensen har fremført denne kritik flere gange før. Blandt vismændene er vi mere optaget af at rådgive regering og folketing om, hvad der bør ske i fremtiden, end af at diskutere med Christen Sørensen, hvad der er sket i fortiden, men hans kritik er så misvisende, at den kræver et svar.

Når efterspørgslen efter varer og arbejdskraft stiger hurtigere end udbuddet, skabes der inflation. Politikerne kan imødegå inflationspresset ved at dæmpe efterspørgslen gennem en traditionel finanspolitisk stramning, dvs. gennem skattestigninger og/eller offentlige besparelser. Det er den medicin, som vismændene ifølge Christen Sørensen burde have ordineret allerede i foråret 2006.

En anden mulighed er at stimulere udbuddet af arbejdskraft. Denne vej er den mest perspektivrige, fordi den øger velstanden på lang sigt. På den korte bane kan det imidlertid være vanskeligt at nå en tilstrækkeligt hurtig stigning i arbejdsudbuddet, hvis efterspørgslen stiger kraftigt. En ansvarlig økonomisk politik må derfor både sikre en stabil og holdbar udvikling i den samlede efterspørgsel samtidigt med, at den søger at styrke økonomiens udbudsside.Hermed er scenen sat for vismandsrapporten fra 2006, hvor vismændene ifølge Sørensen på afgørende vis »svigtede« dansk økonomi.

I rapporten påpegede vi, at efterspørgslen efter arbejdskraft truede med at overhale udbuddet i 2007 og 2008. For at imødegå dette foreslog vi bl.a. 1) En skatteomlægning (fra arbejde til bolig), 2) Lettere adgang for udenlandsk arbejdskraft, bl.a. gennem en ophævelse af Østaftalen, 3) Styrkelse af den aktive arbejdsmarkedspolitik via en tidligere og mere intensiv indsats overfor de ledige. Den foreslåede skatteomlægning ville gennem en afdæmpning af boligpriserne mindske efterspørgslen på kort sigt samtidig med, at den ville øge arbejdsudbuddet. Også forslagene 2) og 3) ville forholdsvis hurtigt kunne øge tilgangen af arbejdskraft og dermed tage presset af økonomien. I tillæg foreslog vi, at statens indtægter fra beskatningen af olie- og gasudvindingen i Nordsøen blev lagt til side i en særskilt Nordsø-fond for at forhindre, at disse midlertidige indtægter blev omsat i øget offentligt eller privat forbrug.

Fælles for forslagene var, at de ville øge produktionskapaciteten og holdbarheden af de offentlige finanser på lang sigt og samtidig bidrage til at stabilisere konjunkturerne på kort sigt.

Det er således forkert, når Christen Sørensen giver indtryk af, at vismændene opfordrede regering og folketing til at forholde sig passivt over for konjunkturudviklingen. I foråret 2006 mente vi blot ikke, at der udover de nævnte tiltag var behov for en traditionel finanspolitisk stramning. Men vi konstaterede, at det var uhensigtsmæssigt, at den økonomiske politik stimulerede aktiviteten på et tidspunkt, hvor økonomien var tæt på kapacitetsgrænsen, og vi advarede kraftigt mod at lempe finanspolitikken i forhold til den annoncerede politik. Vi understregede denne advarsel med en gennemgang af erfaringerne fra Holland, hvor man i år 2000 lempede finanspolitikken på toppen af en højkonjunktur med det resultat, at den hollandske økonomi kørte af sporet i de følgende år.

I løbet af 2006 blev det klart, at regering og folketing bortset fra visse ændringer i aktiveringsreglerne ikke ønskede at følge rådene i vor forårsrapport. Tværtimod lagde man op til en markant højere vækst i det offentlige forbrug. Derfor anbefalede vi i vor efterårsrapport fra 2006 en finanspolitisk stramning, ideelt set som led i en skatteomlægning til stimulering af arbejdsudbuddet, men alternativt i form af en mere traditionel stramning.

I de to seneste rapporter har vi gentaget denne anbefaling, og vi har advaret mod de skattelettelser, der nu er på vej.

Christen Sørensen hævder, at vor anbefaling af en finanspolitisk stramning i efterårsrapporten fra 2006 var nytteløs, da der allerede var indgået forlig om finansloven for 2007, da rapporten udkom. Man må undres over denne påstand. Det er sket utallige gange i Danmarkshistorien, senest i forbindelse med Forårspakken i 2004, at man har lavet et finanspolitisk indgreb efter vedtagelsen af finansloven. I slutningen af 2006 eller begyndelsen af 2007 kunne man f.eks. have valgt at genindføre den bundne Særlige Pensionsopsparing, evt. med en forhøjet bidragssats, hvis der havde været politisk vilje til det.

Det løser ikke fremtidens problemer at bruge energien på at placere skylden for fortidens synder. Men med ovenstående oplysninger kan læserne overveje, om det er vismændenes ansvar, hvis dansk økonomi i den kommende tid kører af sporet, eller om ansvaret bør placeres hos de politikere, vi har søgt at rådgive.