Zyb-millionær vil ud i verden med nyt projekt

Kapitalindsprøjtning på 22 millioner kroner skal sætte skub i en international udrulning hos iværksættervirksomheden Podio, som Tommy Ahlers, der stod bag iværksættersuccesen Zyb, står i spidsen for.

Foto: Nikolaj Linares Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den danske iværksættervirksomhed Podio, der står bag en internetbaseret samarbejdsplatform, som i stil med Facebook, men med fokus på understøttelse af arbejdsprocesser, gør det muligt for kolleger, samarbejdspartnere og arbejdsgrupper at dele informationer, video, billeder og lignende data, kommentere på dem og selv etablere online arbejdsgrupper, fik i den forløbne uge en kapitalindsprøjtning på 22 millioner fra venturevirksomheden Sunstone Capital.

Den skal understøtte en øget indsats på salgs- og markedsføringsfronten med henblik på en international ekspansion – blandt andet i USA, lyder det fra Podios administrerende direktør Tommy Ahlers, der stod bag iværksættersuccesen Zyb – en mobilbackuptjeneste, som blev solgt til britiske Vodafone for omkring 235 millioner kroner i foråret 2008.

I foråret 2010 spottede han den danske iværksættervirksomhed Podio og skød omkring to millioner kroner i virksomheden, hvor han trådte ind som direktør 1. august 2010. 

Udrulning i USA

Podio har ifølge Tommy Ahlers i dag flere hundreder virksomheder i kundeporteføljen og beskæftiger cirka 15 personer.

- At vi har fået den venturefinansiering betyder, at vi kan styrke vores salgs- og markedsføringsteam og aktiviteter og understøtte en international udrulning. Her kommer vi blandt andet til at gennemføre en signifikant indsats i USA i 2011, siger Tommy Ahlers. 

Læs også på EVB.dk:

It-iværksætter er igen sulten efter succes

Dansk it-millionær vil skabe Facebook for firmaer

Danske Podio for millionindsprøjtning

Om Podio kommer til at etablere egen afdeling i USA eller ruller samarbejdsplatformen ud på anden vis til amerikanske virksomheder, er endnu ikke afgjort.

Ifølge Tommy Ahlers er USA et af de særligt interessante nye markeder for Podio – både qua størrelsen og qua teknologiparatheden i virksomhederne på området sociale samarbejdsplatforme. 

Social kommunikation

Ifølge it-analysevirksomheden Gartner vil de nyere sociale samarbejdsmåder understøttet af internettet, som er kendt fra eksempelvis Facebook og Twitter, hvor brugerne kommunikerer, deler informationer og kommenterer på andres input i realtid, i stigende grad finde vej til arbejdspladserne.

I 2014 forventer Gartner, at hver femte medarbejder vil bruge sociale netværk services som primær kommunikationsform relateret til arbejdet. Og ifølge Tommy Ahlers viser den og andre analyser, at den udvikling er særlig interessant i USA. 

Læs også på EVB.dk:

Ansatte vil kommunikere socialt

Fem interessante samarbejdsværktøjer

Podio har allerede i dag internationale kunder blandt andet i Tyskland, England, Indien, Mexico og Rusland, men ifølge Tommy Ahlers har flere af dem fundet vej til Podio via egen interesse. Fremadrettet skal venturekapitalen understøtte en mere fokus indsats mod at hente kunder i udlandet.

Hos Sunstone Capital har partner Christian Jepsen i den forløbne uge i forbindelse med annonceringen af investeringen netop fremhævet, at Podio er et godt match til venturevirksomhedens strategi om at lave såkaldte early-stage-investeringer i teknologivirksomheder med et stærkt potentiale for at opnå global succes.