Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
De alternative rustvogne var et eksempel på utraditionel markedsføring i det offentlige rum, kaldt »guerilla-markedsføring«, som TV 2 Zulu i høj grad gør brug af.
Rustvognene skulle ligne en vampyrfest og var en reklame for serien »True Blood«, som netop handler om, at vampyrerne lever blandt mennesker.
»Vi kan godt lide at lege med folks fantasi, og så vil vi gerne have deres opmærksomhed. Og der er guerilla-markedsføring den næste grænse, vi er nået til med reklamer,« siger Zulus marketingschef, Line Sichmann.
Ud over at holde fest skulle vampyrerne også have et sted at bo, hvis de virkelig var her. Derfor hænger der i disse dage en boligannonce fra en vampyr i diverse supermarkedet og på kollegier.
»Du får ingen støjgener, da jeg sover det meste af dagen og er ude om natten. Jeg hverken ryger eller spiser hvidløg« skriver vampyren, som også gerne vil have, at boligen er uden vinduer.
Guerilla rammer kun få
»Hvis vi gør det så realistisk som overhovedet muligt, når folk at gå ind i selve indholdet og forholde sig til det, inden de afkoder, at det er en reklame,« siger marketingschefen.
Det er først, når man kigger i bunden af boligannoncen, hvor der normalt hænger et telefonnummer til at hive af, at man kan se, at bagmændene er Zulu. Her er telefonnummeret skiftet ud med teksten »zulu.dk/trueblood«.
»For Zulus målgruppe, som er unge i alderen 15 til 40, skal tingene ikke altid skæres ud i pap. De kan godt lide den sport, at det nærmest er en skattejagt at finde ud af, hvad det handler om,« siger Line Sichmann.
Men det er ikke hele Zulus målgruppe, som opdager eller afkoder Zulus guerilla-markedsføring, derfor kører de stadig med tv-kampagner.
»Med guerilla-markedsføring rammer vi forhåbentligt nogle få i målgruppen så hårdt, at de får lyst til at fortælle det videre, så det får en viral effekt,« fortæller marketingschefen.
Kommune stopper Zulu
Vampyrkampagnen har ikke givet Zulu problemer, men det har tidligere kreative reklamer i det offentlige rum derimod. I forbindelse med programmet »Djævleræs«, et motorløb blandt kendte danskere, fik Zulu Københavns Kommune på nakken. Når deltagerne drøner rundt i programmet, ender bilerne tit med at blive smadret, derfor havde Zulu lagt ødelagte bildæk, døre og motorer rundt i de københavnske gader for at gøre reklame. Og på udvalgte parkeringspladser havde de placeret nogle totalsmadrede biler, men her gik grænsen for kommunen, som bad Zulu fjerne bilerne.
»Vi fjerner det selvfølgelig, når vi får det at vide, men så har vi nået at få vores budskaber ud,« siger Line Sichmann og fortæller, at Zulu aldrig søger om tilladelse.
»Hvis man spurgte om de fleste af de her ting, så ville man ofte få et nej,« siger hun og fortæller, at Zulu er indtil videre sluppet for en bøde, som ellers kan være konsekvensen, hvis man for eksempel stiller en ødelagt bil på en parkeringsplads.