Zuckerberg truer med at lukke for Facebook og Instagram i Europa

Det børsnoterede, amerikanske selskab er hårdt presset fra alle sider og forsøger nu at slå igen, fordi opstrammede EU-regler truer med helt at ændre grundlaget for Facebooks forretning i Europa.

Facebook er nu så presset af møgsager og modgang, at det har kostet stifteren Mark Zuckerberg en milliardyr øretæve. Selskabet truer nu for første gang med at lukke for brug af Facebook og Instagram i Europa. Josh Edelson/AFP/Ritzau Scanpix

Facebooks trussel om, at det kan være slut med at bruge såvel Facebook som Instagram i Europa fremover, skal lægge yderligere pres på EU, som i stigende grad giver det børsnoterede, amerikanske selskab sved på panden i en tid, hvor det er i solid modvind.

I det årsregnskab, som Facebook-koncernen, der nu hedder Meta, fredag indleverede til de amerikanske børsmyndigheder, truer koncernen direkte med at lukke for Facebook og billedtjenesten Instagram, hvis ikke EU får forhandlet en ny aftale på plads med USA, så Facebook stadig kan overføre europæeres personlige data til USA.