Striben af markante ændringer i koncernen, der ejer verdens største sociale medier, fortsætter.

Meta, som står bag Facebook, Instagram, WhatsApp og Threads, vil fyre omkring fem procent af alle sine ansatte, og man går efter at få »dårligt præsterende hurtigere« ud.

Det fremgår af en intern besked, som topchef og storejer Mark Zuckerberg har sendt rundt til de 72.400 ansatte.

Her skriver han, at han har besluttet at skrue op for tempoet for koncernens sædvanlige nedskæringer ud fra effektivitet i forventning om et »intenst år«. Det er almindeligt i USA, at virksomheder skærer ned, og at det rammer de medarbejdere, der yder mindst. Nu skrues tempoet imidlertid op.

»Jeg ønsker at være sikker på, at vi har de bedste folk på vores hold,« lyder beskeden fra Mark Zuckerberg.

Han fastslår samtidig, at stillingerne vil blive besat igen senere i 2025.

Det fremgår ikke, hvor i verden fyringerne af de omkring 3.600 ansatte vil ramme. Alle berørte i USA vil senest 10. februar få besked. Ude i verden må man vente til »senere«.

Mange markante ændringer

Den seneste store fyringsrunde hos Meta fandt sted i 2023. Dengang blev 10.000 stillinger nedlagt, men året forinden, i 2022, havde Meta sagt farvel til 11.000 ansatte.

Den 40-årige Mark Zuckerberg, der ifølge nyhedsbureauet Bloombergs milliardærindeks er verdens tredjerigeste mand med en formue på 210 milliarder dollar (1,53 billioner kroner), ejer 13 procent af aktierne i Meta, men hans aktier har en stemmevægt på 54,4 procent, således at han reelt sidder fuldt på magten i det selskab, som han stiftede tilbage i 2004, og som har været børsnoteret siden 2012.

Han har de seneste to uger været i verdens søgelys med sine markante udmeldinger om ændringer.

Zuckerberg dropper i USA de faktatjekkere, som hidtil har gennemgået alle opslag for hadsk tale og misinformation, og dropper nu også sit mangfoldighedsprogram. Begge dele sker, kort før Donald Trump, som har haft mere end et horn i siden på Mark Zuckerberg, 20. januar overtager præsidentposten i USA igen.

Topchefens udmeldinger har fået bekymringen frem hos adskillige annoncører, der nu overvejer deres fortsatte annoncering. Det er annoncerne, der er Metas indtægtskilde, så det kan blive alvorligt, hvis større annoncører trækker sig.

Metas sociale medier tæller i alt 3,2 milliarder månedlige brugere på verdensplan.

Få dit »Business-overblik« hver morgen

Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse overblikket i din indbakke for at være opdateret.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig morgenfriske nyheder fra dansk erhvervsliv, børserne og udland man-fredag. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.