Zealand Pharma rejser 560 mio. kr. efter positiv pipeline-udvikling-NY

Zealand Pharma
Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto Ricky John Molloy

Zealand Pharma har udstedt knap 4 mio. nye aktier med et ventet bruttoprovenu på omtrent 560 mio. kr. til storaktionæren Van Herk Investments.

Det oplyser biotekselskabet torsdag morgen i en meddelelse til fondsbørsen.

Udstedelsen kommer efter den seneste positive udvikling i biotekselskabets produktportefølje og er sket direkte i en »private placement« til Van Herk Investments, der siden starten af 2018 har været en af de tre største aktionærer i Zealand Pharma.

Pengene skal bruges til at fortsætte selskabets peptid-platform, accelerere den igangværende udvikling af senfase-midler og til at gøre klar til lancering af selskabets første selvejede middel, fremgår det af meddelelsen.

Aktierne, der har en nominel værdi på 1 kr., er solgt til 140,79 kr. stykket. Onsdag lukkede aktien i 148,20 kr.

Betalingen ventes at falde senest 10. september.

»Zealand Pharma har nu formentlig fuldt finansiering de kommende tre år til at kunne tage 2-3 produkter til markedet selv, hvoraf Glepaglutide - middel mod korttarmsyndrom - har det største potentiale, hvis fase 3 data bekræfter den gode udvikling,« lyder det fra Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet, i en kommentar.

/ritzau/FINANS