Zealand Pharma gør klar til børsnotering i USA

Zealand Pharma nærmer sig en børsnotering i USA, hvor biotekselskabet med den nuværende aktiekurs håber at hente et pænt trecifret millionbeløb, der skal bruges på at udvikle nye lægemidler.

Arkivfoto. Zealand Pharma har vedtaget de foreslåede ændringer i vedtægterne, der blev foreslået i forbindelse med bestyrelsens planer om en parallel børsnotering i USA.
Læs mere
Fold sammen

Zealand Pharma nærmer sig en børsnotering i USA, hvor biotekselskabet med den nuværende aktiekurs håber at hente et pænt trecifret millionbeløb, der skal bruges på at udvikle nye lægemidler.

Det er helt konkret gennem salg af ADS-aktier, der giver ikke-amerikanske virksomheder mulighed for at blive handlet på en amerikansk børs. Selskabet vil i første omgang sælge 3,9 mio. aktier, oplyser Zealand Pharma i en meddelelse til fondsbørsen.

Baseret på tirsdagens lukkekurs for Zealand Pharma-aktien - 121,50 kr. - kan det give omkring 475 mio. kr. i kassen, men typisk bliver større aktieposter solgt med rabat.

Derudover er der mulighed for, at der bliver sat 15 pct. yderligere aktier til salg gennem den såkaldte overallokeringsret. Aktierne vil efter planen blive prissat den 8. august.

Beslutningen om at blive børsnoteret i USA følger, efter at Zealand Pharmas aktionærer i mandags nikkede ja til planerne om en amerikansk børsnotering på en ekstraordinær generalforsamling.

Pengene fra børsnoteringen skal primært finansiere udvikling af nye lægemidler, hvor størstedelen ventes at blive brugt lægemiddelkandidaten Glepaglutid til behandling af korttarmssyndrom samt Dasiglucagon, der skal bruges i behandlingen af diabetespatienter.