Zealand Pharma fortsætter udvikling af forsøgslægemiddel

Zealand Pharma har opnået tidlige, men opmuntrende resultater i et fase 1-forsøg med lægemiddelkandidaten ZP4207 og fortsætter nu udviklingen.

Foto: Sophia Juliane Lydolph. Zealand Pharmas adm. direktør Britt Meelby Jensen.
Læs mere
Fold sammen

ZP4207 er en potentiel behandling til svær hypoglykæmi, betegnelsen for pludselige fald i blodsukkeret hos diabetespatienter, som i alvorlige tilfælde kan være livstruende.

Biotekselskabet har netop gennemført et fase 1-studie med ZP4207 i enkeltdosis, hvor midlet viste sig "sikkert og veltolereret" i 64 raske frivillige og 20 patienter med type 1-diabetes. Derfor vil Zealand rulle midlet videre i de næste kliniske faser, skriver selskabet i en meddelelse.

Samtidig er der i øjeblikket gang i et fase 1b-studie med en flerdosis-version af ZP4207. Rekrutteringen til dette forsøg er netop overstået, og Zealand venter at have resultater klar i 2. halvår.

Zealand ser en fordel i, at ZP4207 potentielt kan udvikles som en "klar-til-brug" injenktionspen i modsætning til de nuværende behandlinger, der kommer som et frysetørret pulver, der skal opløses før brug.

- Vi vurderer, at vores produkt kan give diabetes-patienterne en langt mere bekvem behandlingsmulighed, og vi ser frem til at kunne fortsætte udviklingen af vores produkt, udtaler Britt Meelby, topchef i Zealand Pharma.

ZP4207 er fuldt ejet af Zealand Pharma, og selskabet har tidligere oplyset, at det har mulighed for at få bevilget en accelereret udviklingsplan fra myndighederne, så den første registreringsansøgning for produktet kan komme i starten af 2018.

De amerikanske biotekselskaber Xeris Pharmaceuticals og Biodel er også på vej med nye Glukagon-penne til behandling af svær hypoglykæmi. Biodel håber at indsende registreringsansøgning i medio 2016.