Zealand Pharma-chef: Godkendelse giver adgang til vigtigt marked

Det er en god dag i det danske biotekselskab Zealand Pharma, hvor man kan glæde sig over, at partneren Sanofi har fået godkendt GLP-1-analogen Lixisenatid til diabetesbehandling på det amerikanske marked.

Zealand Pharmas nye adm. direktør Britt Meelby Jensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph

Med godkendelsen venter Zealand at kunne se frem til stigende royaltyindtægter fra salg af midlet, der er opfundet af det danske selskab og blev godkendt på det europæiske marked i 2012. I USA vil det blive markedsført under navnet Adlyxin, mens det Europa går under navnet Lyxumia.

- Det betyder for det første, at Sanofi nu endelig kan lancere GLP-1-produktet på det amerikanske marked. Det er interessant for os, fordi langt størstedelen af det globale GLP-1-marked, eller tæt på 75 pct., er i USA. Så det er selvfølgelig rigtigt vigtigt at kunne have produktet tilgængeligt der, siger Britt Meelby Jensen, administrerende direktør for Zealand Pharma, til Ritzau Finans.

Hun peger desuden på, at godkendelsen er et vigtigt skridt på vejen mod, at også kombinationsproduktet, Iglarlixi - også kendt som Lixilan - kan blive godkendt. Iglarlixi bygger på verdens bedst sælgende insulin, Lantus, fra Sanofi, samt netop Adlyxin.

- Det andet er, at produktet også indgår som komponent i kombinationsproduktet med Lantus, som er det produkt under FDA-behandling, som markedet har de største forventninger til, siger Britt Meelby Jensen.

Tilbagemeldingen fra de amerikanske myndigheder om en eventuel markedsføringstilladelse til kombinationsproduktet ventes allerede i slutningen af august.

Analytikere estimerer ifølge Bloomberg News, at Sanofi vil sælge Lyxumia og Adlyxin for 73,1 mio. euro, eller 545 mio. kr., i 2016 stigende til 244,3 mio. euro i 2019. Zealand Pharma modtager trinvist stigende tocifrede procenter af Sanofis salg.

I 2015, hvor Sanofi solgte Lyxumia for 38 mio. euro, eller 283 mio. kr., modtog Zealand Pharma 28,6 mio. kr., eller omkring 10 pct. af salget.

Sanofis salg af kombinationsproduktet, Iglarlixi, vil ifølge analytikerne løbe op i 18,1 mio. euro i år stigende til 437 mio. euro i 2019.