Medstifter af YouTube, Chad Hurley, som solgte videodelingssitet til Google sidste år for 1,65 mia. dollar, fortalte på World Economic Forum i Davos, at systemet med betaling til brugerne bliver introduceret i løbet af få måneder, skriver Financial Times.
Andre videodelingstjenester som Revver og 3s mobiltelefonservice i Storbritannien betaler allerede de brugere, som lægger videoer op, der bliver så populære, at de giver omsætning på reklamesiden.
Men ingen videohjemmesider er større end YouTube målt på publikum eller volumen. Derfor vil Googles initiativ give langt flere penge til brugerne end andre sites, vurderer avisen.
Chad Hurley fortalte i Davos, at Google endnu ikke har bestemt sig for, hvor stor betalingen til brugerne bliver. Men han fremhævede, at reklameomsætningen er stærkt stigende på YouTube.
YouTube arbejder også på en forretningsmodel, der bliver attraktiv for professionelle udbydere af film.
Kilde: Financial Times
