YouTube-chefen i det varme sæde: Annoncørerne flygter

Foto: Mike Blake /Reuters Fold sammen
Læs mere

Det skulle have været året, hvor YouTube endelig begyndte at kaste ­penge af sig. Den Google-ejede video­tjeneste har trods alt siden 2014 ­været ledet af kvinden bag Googles egen reklamesucces, 48-årige Susan Wojcicki.

I stedet står YouTube-chefen med en fuldbyrdet krise, som ikke blot truer ­videotjenesten, men også Google netop dér, hvor det gør mest ondt: På reklameindtægterne.

Bolden begyndte at rulle midt i marts, da reklamegiganten Haves trak alle sine klienter fra YouTube og Google. Reklamer, de har ­betalt for, har vist sig at dukke op ved siden af ­videoer med ekstremistisk indhold. Siden er en stribe af verdens største virksomheder fulgt efter med en YouTube-boykot: Oracle, Johnson & Johnson, Walmart, PepsiCo, Starbucks og ­mange andre.

Det er ellers kun få uger siden, at Susan ­Wojcicki vedkendte sig et ansvar som socialt medie i forhold til resten af samfundet. I forbindelse med især præsidentvalget i USA er både Google og Facebook kritiseret for at ­halte i håndteringen af fake news og spredning af ekstremistisk eller racistisk materiale. Facebook-stifteren Mark Zuckerberg fremlagde for nylig et langt manifest for Facebooks rolle i samfundet.

»Jeg mener, at vi har et reelt ansvar. Vi tager det meget alvorligt at forstå, hvordan vores produkt bliver brugt og konsekvenserne ­deraf,« sagde Susan Wojcicki 7. marts på en ­konference i Californien.

Snart efter måtte hun ud med en forsikring om, at ansvaret også gælder i forhold til dem, der leverer indholdet til videotjenesten. Der har været klager om, at indhold er blokeret ­eller begrænset fra at have reklamer, der ellers også for mange skabere af YouTube-indhold er livsvigtige. Det gælder blandt andet LGBTQ-samfundet, der er kommet i klemme i de ­algoritmer, som YouTube bruger til at ­moderere indhold.

Det er bemærkelsesværdigt, at krisen ­rammer YouTube, som i Susan Wojcicki ellers har en topchef, der er en varm fortaler for værdier som ligestilling, og som især har talt for at skabe bedre vilkår for, at kvinder kan have både karriere og børn. Selv har hun fem poder ved siden af topkarrieren.

Wojcicki var en af de oprindelige medarbejdere i Google, der begyndte i hendes garage, og det var især hende, der opbyggede Googles reklameforretning. Det var også Wojcicki, der pressede på for, at Google i 2006 overtog YouTube – et køb, der da blev betragtet som ­rasende dyrt.

Hun ser en stor fremtid i YouTube som et alternativ til TV, specielt blandt unge. Men den fremtid kan hun ikke opnå uden reklame­pengene.