Yousee optrapper TV-krigen med ekstratilbud til hver tredje familie

Det TDC-ejede YouSee giver fra onsdag alle med større TV-pakker gratis adgang til net-TV, TV-arkiv og start forfra-funktion fra en telefon eller PC.

TDCs kabel-TV-selskab YouSee opruster og giver 800.000 kunder adgang til ekstrafunktioner, som de hidtil har skullet betale for: TV-arkiv, net-TV og start forfra kan fra onsdag tilgåes fra en mobiltelefon, tavle-PC eller PC.
Læs mere
Fold sammen

Den danske TV-krig optrappes nu yderligere, hvor det TDC-ejede kabel-TV-selskab YouSee giver alle kunder med større TV-pakker gratis adgang til en række ekstrafunktioner som TV-arkiv, net-TV og Start Forfra, selv om de hverken har købt en særlig boks hos selskabet eller har internetforbindelse via kabel-TV-stikket.

Det er seneste offensive skridt i kampen om at holde på danskerne som TV-kunder. Flere og flere siger deres større TV-pakker op, presset af de stigende priser, og vælger en mindre pakker, som de til gengæld supplerer med nettjenester som TV 2 Play, Viaplay, Netflix, HBO m.fl.

Omkring 800.000 af de 1,1 millioner kunder hos YouSee med Bland Selv-pakke, mellempakke eller fuldpakke får fra onsdag automatisk adgang fra en internetforbindelse til at supplere TV-skærmens indhold med de samme kanaler som net-TV, adgang til et TV-arkiv med omkring 10.000 timers nyt indhold hver uge tilgængeligt mellem 48 timer og 30 dage og til at kunne starte en direkte sendt udsendelse forfra, hvis man ikke nåede at være med fra begyndelsen.

Det har hidtil været tilkøbsfunktioner, der har krævet en særlig dekoderboks, som man skal betale ekstra for.

YouSee giver i løbet af de næste par uger direkte besked til alle.

»TV er ikke længere noget, man ser, når det bliver sendt. Det tager vi konsekvensen af og fører størstedelen af vores kunder over i en verden af TV-on-demand. Kabel-TV-markedet er i hård konkurrence med de mange nye streamingtjenester, som skyder frem hele tiden. Men vi har en klar fordel i kabel-TV-verdenen i bredden og omfanget af vores indhold,« siger René Brøchner, direktør for YouSee, der er landets største kabel-TV-selskab.

Hidtil har det været YouSees kunder med både TV og bredbånd, som har kunnet få ekstrafunktionerne.

Ekstrafunktionerne kan bruges fra en mobiltelefon, en tavle-PC eller en almindelig PC, også selv om man ikke har internetforbindelse hos YouSee. Bruger man Apples trådløse AirPlay-teknologi, kan man fra det mobile udstyr sende skærmsignalet over på sin almindelige TV-skærm uden at skulle bruge en boks. De, der anvender Googles USB-nøgleløsning Chromecast til det samme, vil få denne mulighed til sommer.

De 800.000 YouSee-kunder svarer til knap en tredjedel af alle danske husstande.