Yousee opruster med ny TV 3-kanal

Med lanceringen af TV 3s nye kanal i Yousees grundpakke opruster landets største distributør af Kabel-TV nu i konkurrencen med den nye spiller på TV-markedet, Boxer.

Læs mere
Fold sammen
TV 3s kanaler kommer nemlig ikke til at indgå i de TV-pakker på det nye digitale sendenet, som Boxer fra november forsøger at sælge til alle danskere. Heller ikke TV 3 Puls.

”TV 3 Puls vil styrke vores pakker og gøre det endnu mere attraktivt at vælge Yousee. Det vil være særligt interessant for Formel 1-fans, men alligevel appellerer bredt til både mænd og kvinder,” siger vicedirektør i Yousee, Ulf Lund.

”Det er klart, at der i øjeblikket foregår en kamp mellem de store TV-stationer, og det her er en del af den kamp. I det omfang, at kanalen ikke kommer i Boxers pakker, vil det være en fordel for os, ” siger Ulf Lund og fortsætter:

”Vi har noteret os, at Boxer har varslet to nye kanaler. Nu har vi præsenteret 6eren og TV 3 Puls. 6eren har indtil videre været en stor succes og viser, at man stadig kan lancerer nye TV-kanaler.”

Yousee når ud til mere end 1 million husstande og er derfor en afgørende forhandlingspartner, når TV-stationerne lancerer nye kanaler.

”Vi får mange tilbud, men vi er også kritiske. Danskerne har ikke nødvendigvis brug for mere TV, men de har brug for bedre TV,” siger Ulf Lund. Han er ikke i tvivl om, at TV 3 Puls vil få en pæn andel af seerne.

”De danske kanaler er rigtigt stærke i forhold til de udenlandske. Hvis den nye kanal bare bliver halvt så stærk som TV 3+ vil den være i top ti over de mest sete kanaler og dermed have vist sin berettigelse,” siger Ulf Lund.

På spørgsmålet om, hvorfor det er TV 3 Puls og ikke 6eren, der har fået den attraktive plads i Yousees grundpakke, siger Ulf Lund.

”Det har også noget med lanceringstidspunktet at gøre. Vi skulle finde en plads til kanalen, og det er jo ikke en permanent plads. Spørgsmålet er om det er bedre at have en fast plads i mellempakken, som 6eren har,” siger Ulf Lund.

TV 3s nye kanal vil i 2009 erstatte den såkaldte ekstrakanal i Yousees grundpakke uden, at det kommer til at koste seerne penge. Fra årsskiftet ryger kanalen op i fuldpakken hvorefter den kommer til at koste 6,95 kroner på måneden.

”Men det er ikke ensbetydende med, at vi hæver prisen på vores fuldpakke. Det er langt fra givet,” understreger Ulf Lund.