Danmarks største TV-udbyder, det TDC-ejede YouSee, fortsætter sin »Netflix-strategi« og lancerer 1. maj en helt ny kanal, YouSee Comedy, hvor danske komikere folder sig ud i en række nye programmer, som kombineres med komedier indkøbt fra andre lande.

Kanalen, som kan ses gennem YouSees TV-boks eller mobilapp men ikke som almindelig TV-kanal, er seneste skud i YouSees indsats for at holde på kunderne - og gerne få flere - ved at levere indhold, som ikke kan ses andre steder, helt efter streaminggiganten Netflixs opskrift.

Kunsten at skille sig ud

Erfarne komikere som Tobias Dybvad, Magnus Millang, Esben Bjerre, Peter Falktoft og Casper Christensen bidrager med helt nye programmer, men også nye talenter som Jesper & Julie samt Melvin Kakozaa og indkøbte komeder fra andre lande, heriblandt BBC 3s »This Country«, vil kunne ses.

»Det handler om at give noget ekstra og særligt til vores kunde, et tillæg til vores hovedstrategi. YouSee vil fortsat være den, der samler alt det gode indhold til danskerne og gør det nemt at finde, men vi vil også adskille os ved at have noget unikt,« siger Christian Morgan, der er mediedirektør hos TDC, til Berlingske.

YouSee, som ved årsskiftet havde 1,29 millioner TV-kunder og 1,03 millioner internetkunder, begyndte i 2017 sin ekstrasatsning med en aftale med ChriChriTV, som Christiane Schaumburg-Müller står bag, kombineret med den amerikanske TV-serie »The Bold Type«. Ideen er, at YouSee-kunderne bliver de første, der kan se indholdet, som først senere vises andre steder. Det skal være med til at stoppe den kundeflugt, som YouSee har været igennem i 2017, hvor 80.000 TV-kunder og 15.000 bredbåndskunder har sagt farvel til selskabet, samtidig med at stadig flere - ved årsskiftet 35,3 procent - af YouSees tilbageværende kunder klarer sig med den mindste TV-pakke.

»ChriChriTV er gået rigtigt godt. Seningen er fin - stærk på nogle ting, mindre stærk på andre. Blandt andet har vi opdaget, at det ikke er de korte indslag på fem-seks minutter, som trækker. Vi skal op i længer på 10-20 minutter, for folk sætter sig ned for at ville se noget,« siger Christian Morgan om erfaringerne.

Lige nu er det et eksperiment

Tobias Dybvad står bag nye afsnit af »Dybvads Sofa« med besøg af bl.a. Mick Øgendahl og Linda P, brødrene Magnus og Emil Millang vil redde verden i satireprogramserien »Hva' fanden«, Peter Falktoft og Esben Bjerre rejser i komedieserien »I Kina går det godt« til Kina for at portrættere landet og danskerne dér, »Jesper & Julie: 29« er et humoristisk hverdagsdrama om at blive single og kæmpe mod 30erne, og i »Melvin: Sunday« bliver Melvin Kakozaa hentet til Danmark af en desperat fodboldtræner fra Fredericia for at redde klubben fra at lukke.

Mange af programmerne vil efter en eksklusivperiode hos YouSee kunne ses på komikernes egne platforme.

Ifølge mediedirektør Christian Morgan udgør de nye satsninger »en etcifret procentdel af vores samlede indholdsbudget«.

»Det er på meget eksperimentelt niveau. Derfor tillader vi os at gå efter relativt snævre seersegmenter. Hvert program er ikke for alle. Hvert program har særlige målgrupper. Men vi vil gerne brede paletten bredt ud, så vi forhåbentlig efterhånden rammer andre med andet indhold, og der kommer mange flere spændende ting i det næste, halve år - og ikke kun komedier. Selvfølgelig er målet at lave underholdende TV, som rammer så mange som muligt,« understreger han og glæder sig over, at det er lykkedes at lokke så mange navne til at afprøve nogle af deres skøre ideer - vel vidende, at alt måske ikke vil ramme plet.

En egentlig TV-kanal? Måske

Der vil dog være mange YouSee-kunder, hos hvem alt det nye går hen over hovedet, enten fordi de ikke bruger YouSees app på telefonen, eller fordi de ikke har en TV-boks. Det havde kun hver tredje YouSee-kunde (33,2 procent) ved årsskiftet, selv om det er med TV-boksen, at YouSee prøver at gøre det let at finde og skifte mellem de traditionelle TV-kanaler og de mange streamingmuligheder, så man kan zappe rundt i det hele på samme skærm.

»Du har ganske ret. Det er ikke fedt at lave noget særligt for kunderne, hvis de ikke kan bruge det, men vi har faktisk flere hundredtusinde, som bruger appen,« siger Christian Morgan.

Nu har I jo allerede en YouSee-kanal i det almindelige kanaludbud, så det er ikke helt fremmed for jer.

»Det er rigtigt, men vi vil ikke lave en kanal, hvor der kun indimellem popper indhold op. Så skal det laves ordentligt og være en rigtig kanal, som føles »rigtig«. Det kan vi godt have som næste skridt i et eksperiment, som alt dette jo helt klart er. Vi er ret åbne over for mulighederne - og det er jo et privilegium at kunne være,« siger mediedirektøren.