Yousee har igen bøvl med tv-signalet flere steder

Yousee skriver på sin hjemmeside, at tv-signalet ikke fungerer flere steder i landet.

Foto: Torkil Adsersen. Arkivfoto.
Læs mere
Fold sammen

Selskabet ved dog ikke præcis, hvor mange husstande der er ramt af manglende signal.

- Vi ved ikke, hvor udbredt problemet er, forklarer Helle Hvidt Wallentin, der er pressemedarbejder hos Yousee.

Hun kan heller ikke fortælle, hvad der præcis er galt, men forsikrer, at man arbejder på højtryk for at løse problemet.

Yousee henviser sine kunder til hjemmesiden, hvor man ved at indtaste sin adresse kan få oplyst driftsinformation for sin installation.

Samtidig vil selskabet også holde kunderne orienteret via sin Facebook-side.