Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Den første af flere YouSee-butikker i Danmark åbner onsdag i Aarhus som forberedelse til sammenlægningen til sommer af TDC og Danmarks største kabel-TV-selskab.
»Åbningen af vores første YouSee-butik markerer et vigtigt skridt i hele vores transformation mod en samling af de to mærker, YouSee og TDC. Det bliver nu synligt i gadebilledet for vores kunder, at TDC bliver til YouSee,« siger koncerndirektør for YouSee, René Brøchner.
1. juli samler TDC-koncernen alle sine privatkunder under YouSee-mærket. Hidtil har de to kørt parallelt, hvilket har skabt forvirring og frustration hos mange kunder, som f.eks. har fået flere regninger. Samlingen er et led i TDCs treårsplan for 2016-2018, som skal rette op på nedgangen i både omsætning, overskud og kundetal. YouSee har således mistet 53.000 kunder på et år.
Sofaområde og reparatør i butikken
YouSee overtog for et par år siden lavprismobilselskabet Onfone, som i dag hedder YouSee Mobil, og blev dermed i stand til at levere både telefoni, TV og internetforbindelser selv. Nu lægges alle TDCs privatkunder ind under YouSee-mærket, og dermed bliver det også YouSee, der overtager de nuværende TDC-butikker på gaderne, fordi disse henvender sig til privatkunder.
De nye butikker skal dog adskille sig fra de gamle, for René Brøchner vil vise, at det vil betyde forbedringer for kunderne. Ved indgangen til butikken på Søndergade 40 modtages man og bliver noteret, så man løbende kan få SMSer om placeringen i en eventuel kø. Der er også blevet plads til et sofaområde med gratis kaffe, mobiloplader, trådløs internetadgang og høretelefoner, så man kan lytte til musik, og i butikken vil være en reparatør, så man kan få repareret telefonen på stedet.
»Vi prøver en masse nye ting af i Aarhus, og så må vi se, hvor mange af tiltagene, der kommer med i fremtidens YouSee-butikskæde,« siger René Brøchner, som dog ikke vil love, at telefoner, der er gået i stykker, alle vil kunne repareres i butikken.
TDC er Danmarks største på alle fire områder: fastnettelefoni, mobiltelefoni, TV og internetforbindelser.