Yahoo drøfter at sælge internetaktiviteter fra

Den pressede internetgigants bestyrelse skal finde en ny og bedre fremtid og overvejer også et kæmpesalg af kinesiske Alibaba-aktier.

Foto: ROBERT GALBRAITH. Internetgiganten Yahoo er presset og har problemer med at finde måder at sikre fremgang på. Nu skal det derfor drøftes, om selve Yahoos kerneforretning på nettet skal sælges. Arkivfoto: Robert Galbraith, Reuters/Scanpix
Læs mere
Fold sammen

En af Internettets pionerer, Yahoo, vil i løbet af denne uge afgøre, om det nu er slut, og om hele den tilbageværende, haltende internetforretning skal være fortid.

Bestyrelsen i det amerikanske selskab, som engang var en af de to største søgemaskiner på Internet, har aftalt en stribe møder onsdag, torsdag og fredag for at beslutte et salg af kerneforretningen og dermed også topchef siden sommeren 2012, Marissa Mayers fremtid. Det skriver den amerikanske finansavis Wall Street Journal.

Samtidig skal bestyrelsen tage stilling til, om Yahoo skal sælge for mere end 30 milliarder dollars aktier i den kinesiske e-handelsgigant Alibaba Holding Group.

Tredjestørst i USA

Frasalget handler om de nettjenester, som Yahoo stadig driver, heriblandt posttjenesten Yahoo Mail og de to nyheds- og sportsnetsteder, Yahoo News og Yahoo Sport. Yahoos netsteder er samlet set de tredjemest besøgte i USA med 210 millioner besøgende i oktober. Kun internetgiganten Google og verden største, sociale netværk, Facebook, er større.

Under Marissa Mayer har Yahoo ellers købt stort op og investeret mere i videotjenester, annonceteknologi og mobil software, uden at det dog har båret frugt i form af bedre økonomi og væsentligt flere brugere.

Frasalgsplanerne er en konsekvens af, at det ikke er lykkedes Marissa Mayer, som kom fra Google, hvor hun stod for tjenester som Google Earth, Gmail og Google News, at få vendt Yahoo og gjort det til en blomstrende forretning.

Her har især netop Google og Facebook været med til at spænde ben. Marissa Mayers plan fra 2014 om at skubbe på med mobilannoncer, små filmannoncer og øvrige annoncer på sociale medier indbragte ikke den omsætning, som der var lagt op til, og samtidig svandt Yahoos indtægter fra det traditionelle marked med annoncevisning, når folk gik på nettet fra stationære og bærbare PCer med større skærme end de mange smartphonetelefoner, som i stigende omfang bruges til at gå nettet med, og hvor der ikke er samme plads til at vise annoncer.

To store udenlandske ejerposter

Yahoo selv vil ikke kommentere forlydenderne om de forestående ændringer.

Yahoo købte i 2013 blogtjenesten Tumblr for 1,1 milliarder dollars. Det bibragte Yahoo omkring en milliard nye brugere men ikke flere annonceindtægter. I september blokerede de amerikanske myndigheder for Yahoos planer om at sælge sin 15 procent store aktiepost i Alibaba ved ikke at ville godkende det som en skattefri handel. Den anslåes at være omkring 32 milliarder dollars værd. Derudover ejer Yahoo 35 procent af Yahoo Japan, en post til omkring 8,5 milliarder dollars.

Yahoo blev stiftet i januar 1994 af Jerry Yang og David Filo men kom først til at hedde Yahoo i marts 1995. Det var forbilledet for den første, danske søgemaskine, Jubii.