Windows 8 skal sælge telefoner

Hånd i hånd. Microsoft offentliggør i morgen den sidste prøveudgave af det nye Windows 8 før den endelige lancering til sommer. Det er Microsofts sidste chance for at sikre sig et ordentligt brohoved på mobilmarkedet.

Foto: ALEX GALLARDO
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BARCELONA: Microsoft benytter verdens største mobilkongres til at skyde årets største lancering i gang. Det nye Windows 8-styresystem, som kommer i handelen i løbet af 2012, får snigpremiere på Mobile World Congress og skal være løftestangen, der giver Microsoft en bedre markedsandel på mobilområdet.

Windows 8 præsenteres i morgen, onsdag, under størst mulig bevågenhed i den sidste-før-den-endelige udgave, den såkaldte betaversion, som alle kan få lov at prøve og vænne sig til, inden den færdige version er klar hen over sommeren. Windows 8 er designet ud fra Microsofts et år gamle mobilstyresystem Windows Phone, som Microsoft lige nu har indledt et afgørende slag sammen med den plagede, finske mobilgigant Nokia for at komme til at betyde noget på et eksplosivt voksende mobilmarked. Windows 8, som efterfølger det nu tre år gamle Windows 7, er Microsofts forsøg på for første gang at udvikle ét samlet styresystem til såvel tavle-PCer som almindelige bærbare og stationære PCer, og hele brugerfladen bygger kraftigt på Windows Phone, selv om man også kan betjene sig gennem en mere klassisk Windows-flade.

Microsofts europæiske ansvarlige for Windows 8 til privatkunder, tyske Jens Tinapp, siger til Berlingske Business, at Windows 8 »nok er den mest spændende Windows-udgave til dato«. Microsoft går bevidst efter at koble Windows-PCer sammen med Microsofts Xbox-spillemaskine og de nye Windows Phone-telefoner.

Microsoft erkender den sene debut

»Windows 8 vil se genkendeligt ud og vil selvfølgelig virke med alle Microsoft-tjenester. Vi vil give Windows 8 det største skub fremad, som vi kan, og lægger alle muskler i at lancere og stimulere partnerskaber og udvikler fællesskaber. Vi har stor tillid til også at få fat i markedet for tavle-PCer, selv om vi er kommet lidt sent i gang. Men det er op til forbrugerne at vælge,« siger han.

Windows 8 har fået gode skudsmål i den allerførste og langt fra færdige prøveudgave, men Googles Android-styresystem, som netop er blevet opgraderet til version 4 med tilnavnet »Ice Cream Sandwich«, og Apples iOS til iPhone og iPad forsøger begge at føre traditionelle PC-funktioner over i tavle-PC- og mobilverdenen. Her dominerer Android aldeles; over 50 procent af alle solgte såkaldte smartphones sælges med Android, og Apples nye topchef efter Steve Jobs, Tim Cook, har da også netop annonceret en opdatering af Apples Mac-software, OS X, til »Mountain Lion«, som vil føre en række populære funktioner fra mobil- og tavle-PC-verdenen ind på Mac-computerne.

Apple når dermed lige at slå Microsoft på målstregen, hvilket vil skærpe kampen i årets sidste halvår, nu hvor Microsoft netop har indledt sin hidtil største markedsføringskam-pagne sammen med Nokia for at gøre Windows Phone-styresystemet til en succes på Nokias nye Lumia-serie af mobiltelefoner. Ifølge analysefirmaet Canalys blev der i 2011 solgt 6,8 millioner Windows Phone-telefoner, men de udgør kun sølle 1,4 procent af verdens mobilsalg næsten en halvering i forhold til 2010. For både Microsoft og Nokia er det nu knald eller fald. Derfor skal Windows 8 blive en succes. B