Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Windows 7, som er en videreudvikling af det omdiskuterede computerstyresystem Windows Vista, skal nemlig ind på de ultrabærbare og prisbillige mini-PCer, som har kostet Microsoft mange penge. Windows Vista er nemlig for tungt til, at mini-PCerne kan trække det, og derfor har Microsoft måttet støve forgængeren Windows XP af. Windows XP var ellers på vej ud og giver ikke Microsoft nær så store licensindtægter som Windows Vista.
Mini-PCer presser Microsoft
Meldingen om den nye satsning kom fra Microsofts topchef, Steve Ballmer, på et analytikermøde oven på IT-gigantens udmelding i januar om, at 5.000 skal afskediges i den første massefyring i selskabets 34-årige historie. I samme åndedrag sagde Microsoft, at netop mini-PCernes fremkomst har betydet mindre indtjening i det ellers så vigtige julekvartal. Ifølge analytikere tjener Microsoft kun halvt så meget på en mini-PC med Windows som på en almindelig bærbar eller stationær PC.
Microsoft vil lave en særlig, begrænset Windows 7-udgave til mini-PCer og gøre det let at opgradere til den mere omfattende - og dyrere - udgave. Microsofts taktik er ifølge Ballmer, at den begrænsede Windows 7 kun skal kunne køre et bestemt antal programmer på een gang, hvilket skal få brugeren til at betale for at få den fulde udgave, som mini-PCerne godt kan køre.
»Vi skal have en høj markedsandel på mini-PC-markedet,« slår Steve Ballmer fast. Han forventer, at mini-PC-salget vil fortsætte med at vokse i takt med, at finanskrisen strammer forbruget.
En række mini-PCer leveres med det gratis styresystem Linux i stedet for Windows.
Windows 7 til september
Forlydender vil vide, at Windows 7 allerede sendes på markedet til efteråret. Microsoft selv har angivet januar 2010 som lanceringstidspunkt - tre år efter at Windows Vista blev sendt på markedet.
Nyhedsbureauet Bloomberg News har talt med Ray Chen, direktør for den taiwanesiske PC-producent Compal Electronics, som producerer bærbare PCer for Hewlett-Packard (HP) og Acer. Og ifølge ham bliver det i slutningen af september eller i begyndelsen af oktober, at de første PCer med Windows 7 kan købes.