Wikipedia fik millioner i julegave

Det hastigt voksende non-profit-opslagsværk, Wikipedia, overlever endnu et år på nettet. Brugerne var nemlig i julestemning og flokkedes om at donere penge til organisationen.

Læs mere
Fold sammen
Det gratis og annoncefri netbaserede opslagsværk, Wikipedia, klarer skærene endnu et år. Det står klart efter at opslagsværkets brugere i julen kastede sig ud i en sand gaverus, og donerede i alt 6 millioner dollars. Heraf kom 288.000 dollars ind alene lillejuleaften. Det skriver TG Daily.

Wikipedia er kendetegnet ved at være skrevet af brugerne selv, og har kun en ganske lille stab af fastansatte. Det betyder, at opslagsværket er 100 procent non-profit og Wikipedias eksistens afhænger af, at brugerne vælger at donere penge til sitet.

Opslagsværket har oplevet en boomende succes siden sin begyndelse i 2003, og rummer i dag millioner af artikler på en lang række sprog. Tidligere undersøgelser har vist, at artiklerne på sitet rummer forbløffende få fejl sammenlignet med anerkendte opslagsværker. Det til trods for, at enhver kan rette i de oplysninger, der står i artiklerne. Wikimediafonden, der står for Wikipedia, spænder over en række aktiviteter, der alle har udgangspunkt i ideen om, at lade brugerne stå for produktionen af indholdet.

Wikipedia var dog presset på indtægterne i 2008, fordi for få havde doneret. Det udløste en kampange fra stifteren Jimmy Wales, hvor han opfordrede brugerne til at komme til lommerne.