Widex leverede fremgang på top- og bundlinjen

En stærkere global strategi og det nye trådløse topprodukt Beyond var med til at drive væksten for den privatejede høreapparatsproducent Widex i det skæve regnskabsår 2016/17.

Arkivfoto. Produktion af høreapperater på virksomheden Widex. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jan Jørgensen

Selskabet, der konkurrerer med blandt andre de to børsnoterede danske selskaber GN Store Nord og William Demant Holding, leverede en fremgang på toplinjen på 12,7 pct. til 4346,2 mio. kr. i regnskabsåret. Justeret for valutaeffekter var nettoomsætningen 12,4 pct. højere sammenlignet med regnskabsåret 2015/16.

Det fremgår af årsregnskabet for 2016/17, der blev offentliggjort mandag.

Reducerede produktionsomkostninger og stabile gennemsnitlige salgspriser på markedet for høreapparater var med til at sende bruttoresultatet op, og også det normaliserede driftsresultat (EBITA) viste fremgang.

EBITA-resultatet blev opgjort til 789,7 mio. kr. mod 682,3 mio. kr. året før, på trods af at posten var negativt påvirket af engangsomkostninger på 40 mio. kr. i det seneste regnskabsår.

»Engangsomkostningerne i finansåret er primært relateret til fratrædelsesomkostninger i forbindelse med flytningen af produktionen, omstrukturering af back-office-opsætningen og tabet på et salg af en bygning,« skriver selskabet i regnskabet.

Widex landede et resultat efter skat på 357 mio. kr. efter minoriteter i regnskabsåret, der løb til udgangen af april.

Restruktureringsplanen, der går under navnet Impact, har stået på de seneste år, og den vil fortsætte ind i 2017/18.

Selskabet forventer, at strategien vil have en fortsat positiv effekt på både omsætningen og indtjeningen, fremgår det af regnskabet.