WhatsApp-brugere strømmer til konkurrenter efter datadeling med Facebook

Millioner henter beskedtjenesterne Signal og Telegram, efter at WhatsApp har annonceret, at man vil dele data om brugerne med sin ejer, Facebook.

Konkurrenterne til det Facebook-ejede WhatsApp (midterste logo) har oplevet en kæmpe tilstrømning af nye brugere, efter at WhatsApp vil begynde at dele oplysninger med Facebook. Signal (til venstre) og Telegram (til højre) bliver hentet af mange millioner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix

Beskedtjenesterne Signal og Telegram, som har fokus på privatlivets fred, har oplevet en stor stigning i antallet af downloads. Det sker, efter at det Facebook-ejede WhatsApp nu vil begynde at dele sine brugerdata med Facebook.

WhatsApp har 4. januar ændret sine brugerbetingelser, således at de to milliarder brugere senest 8. februar skal tillade, at deres data deles med Facebook, hvis de fortsat ønsker at bruge WhatsApp. Ændringerne vil dog ikke gælde i Europa og Storbritannien, skriver britiske BBC.

Stor tilstrømning

Signal blev globalt hentet 246.000 gange i ugen op til WhatsApps meddelelse om ændringen, men 8,8 millioner gange ugen efter viser tal fra analysefirmaet Sensor Tower. Telegram blev hentet 6,5 millioner gange op til og 11 millioner gange efter WhatsApps annoncering.

Begge tjenester er gratis, og deres kommunikation er fuldt krypteret, altså kodet, så ingen udenforstående kan lytte eller læse med.

Også WhatsApp krypterer sin kommunikation, hvilket har medvirket til at trække mange brugere til.

WhatsApp, som Facebook købte i februar 2014 for 19 milliarder dollar, har siden 2016 delt visse data med Facebook, men brugerne har hidtil kunnet vælge det fra. Nu vil oplysninger om brugerens navn, telefonnummer og telefonen selv, IP-adresser, som viser ens geografiske placering, når man går på nettet, samt oplysninger om betalinger og finansielle transaktioner gennem WhatsApp blive delt med Facebook. Ifølge WhatsApp sker det, så Facebook kan forbedre sin infrastruktur og sikkerhed og kan forfine sine tjenester ved at foreslå brugerne at anvende bestemte funktioner og særligt indhold.

WhatsApp understreger, at der ikke ændres på, at selve kommunikationen fortsat er krypteret, og at ændringerne blandt andet skal gøre det muligt at tilbyde nye muligheder for indkøb og betaling.

Elon Musk: »Brug Signal«

Signal er den tjeneste, som den tidligere efterretningsansatte Edward Snowden brugte til at kommunikere om sine afsløringer af den omfattende overvågning, som amerikanske efterretningstjenester foretager verden over.

»Brug Signal,« skrev medstifter af elbilproducenten Tesla, Elon Musk, 7. januar på Twitter efter WhatsApps udmelding.

Med tjenester som Signal kan man både ringe, bruge videoopkald og sendes sms-beskeder krypteret og lige så enkelt som klassiske opkaldstjenester.

Analytiker: Svært at ændre vaner

Om WhatsApp-brugerne faktisk skifter kommunikationskanal, er dog ikke sikkert.

»Det bliver svært for konkurrenterne at ændre brugernes vaner, og WhatsApp vil fortsat være en af verdens populæreste og mest brugte beskedplatforme. Det bliver interessant at se, om denne seneste tendens varer ved, eller om brugerne vender tilbage til det, de kender,« siger Craig Chapple, der er mobilanalytiker hos Sensor Tower, til BBC.

I 2018 sagde begge de oprindelige stiftere af WhatsApp op i protest mod Facebooks beslutning om at sammenføre brugeroplysninger mellem WhatsApp og Facebook.