Wall Street får hjælpende hånd til at håndtere EUs nye regler

Wall Streets mæglerhuse får en hjælpende hånd fra det amerikanske finanstilsyn, SEC, i implementeringen af de nye europæiske Mifid-regler.

Foto: SPENCER PLATT. Wall Streets mæglerhuse får en hjælpende hånd fra det amerikanske finanstilsyn, SEC, i implementeringen af de nye europæiske Mifid-regler.
Læs mere
Fold sammen

De nye Mifid-regler, der er på vej i EU, vil tvinge finansielle mæglere til at udskille omkostningerne for investeringsresearch og markedsanalyse i et forsøg på at opnå transparens.

Det skriver Bloomberg News.

Det bryder med en praksis, som de amerikanske banker har fulgt i årtier - nemlig at fakturere fondsforvaltere en samlet regning for alt fra eksekvering af handler til aktie- og obligationsanalyse.

De amerikanske mæglerhuse har særligt været bekymrede, da SEC's regler forbyder dem at sælge separat research, hvis ikke de er registreret som investeringsrådgivere - en status, som medfølger en høj grad af regulering.

Men ifølge tre interne kilder forventes SEC ved udgangen af oktober at give amerikanske firmaer lov til at udskille deres research-omkostninger uden at skulle opnå tilladelsen som investeringsrådgiver. Det skal angiveligt ske ved at sende bankerne såkaldte "no-action"-breve, der stipulerer, at firmaerne ikke vil blive straffet for at sælge investeringsresearch direkte til forvaltere, der skal efterleve de europæiske regler.

SEC's kurs er dog ikke endelig, fortæller Bloomberg News, og meget kan nå at ændre sig endnu.