VW afskriver 2016 som overgangsår oven på trecifret milliontab

Volkswagen måtte indkassere et underskud på 127 mio. euro, svarende til 945 mio. kr., i fjerde kvartal af 2015 oven på sidste års emissionsskandale, fremgår det af bilgigantens regnskab.

Foto: MARK BLINCH. Volkswagen topchef, Matthias Muller.
Læs mere
Fold sammen

I samme kvartal i 2014 havde den tyske bilproducent et overskud på 780 mio. euro.

VW's største enhed, som er selve brandet Volkswagen, oplevet tilbagegang som følge af emissionsskandalen samt tilbagegang på markederne i Rusland og Brasilien.

»Volkswagen er meget mere end bare krise. Men vi kan alt andet lige næppe undgå at sige, at den nuværende situation kræver alt af os i alle aspekter - inkluderet det finansielle«, siger Matthias Müller, der er administrerende direktør for VW, på et pressemøde i forbindelse med regnskabet ifølge Bloomberg News.

Han betoner, at 2016 bliver et overgangsår, hvor der skal ryddes op efter skandalen, og grundstenene for en bedre fremtid skal lægges.

En forbedring af VW-brandet, som er koncernens største brand målt på volumen og salg, er ifølge koncernens brandingchef, Herbert Diess, afgørende for Volkswagens genkomst oven på skandalen.

Herbert Diess kom til Volkswagen i juli fra konkurrenten BMW og har sat gang i et program på 12 punkter for at genoprette brandets omdømme og koncernens svage marginer samt at sætte gang i besparelser.

Volkswagen var allerede udfordret før skandalen og satsede - nok for enøjet - på salg i Asien - ikke mindst af mærkerne Audi og Porsche.

Ud over de seneste års markedsmæssige udfordringer er VW blevet ramt af afgifter på i alt 16,4 mia. euro som følge af emissionsskandalen. Dertil kommer udgifter til omstruktureringer i Sydamerika og bestemmelser om at tilbagekalde biler med potentielt defekte airbags i Nordamerika.

Emissionsskandalen startede, da det kom frem, at VW havde installeret software, designet til at snyde i myndighedernes test af VW-dieselbilers udslip af NOx-gasser.