Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
»Vi ønsker at være overalt.«
Selv om europadirektør Jay Marine på 15. etage af internetgiganten Amazon Prime Videos europæiske hovedkontor i London med vue gennem de enorme glaspanoramavinduer ud over hele det britiske imperiums hovedstad refererer til at få den streamingtjeneste, som han er ansvarlig for, gjort tilgængelig på alt tænkeligt udstyr, er der en klar undertone af mere.
»Når vi vinder en Golden Globe (filmpris, red.), hjælper det os til at sælge flere sko,« sagde hans øverste chef, Amazon-stifter og topchef Jeff Bezos, for to år siden med henvisning til Amazon-imperiets spændvidde, når først kunderne er kommet ind i butikken.
Jay Marine har arbejdet ti år for Amazon og var med til at udvikle internetgigantens første e-bogslæser, Kindle, som Amazon valgte at sælge til under produktionsprisen for at få den ud at arbejde – med den tætte integration til Amazons berømte internethandelsplads, der i dag er blandt verdens største og for længe siden opgav at koncentrere sig om digitale bøger. Han rykkede med Amazon Prime Video til Europa for treethalvt år siden.
»Amazons DNA er konstant at opfinde, og der er stadig masser at lave og mange ideer. Vi skal gøre streamingoplevelsen fantastisk – altid. Vi skal fange og fikse problemer, så det bare virker, for kunderne er aldrig tilfredse. De skubber på. Når man kan levere en vare om to dage, ønsker de den efter en dag. Når man så leverer efter en dag, ønsker de den om to timer,« siger Jay Marine.
En symbiose mellem indhold og oplevelse
En hær af eksperter tester, at Amazon Prime Video virker på 6.000 forskellige slags fjernsyn, spillekonsoller, computere og tablets af alle forskellige mærker og modeller samt på TV-bokse som Amazons egen Fire-TV eller Apples Apple TV. Omkring 2.000 apparater er til umiddelbar disposition i det londonske hovedsæde, som har et arkiv med rullereoler, men hvor arkivalierne er TV-skærme i stedet for traditionelle mapper og æsker.
»Vi har folk med »golden eyes«,« smiler Kevin Lingley, ansvarlig for testgruppen, som bl.a. sikrer, at farverne altid står rigtigt, og at menuerne virker, og som tager drøftelserne med alle udstyrsproducenterne om, hvordan disse bedst kan sørge for, at Amazons streamingtjeneste fungerer – og selvsagt er lagt ind fra fabrikken, »så vi er der, før folk tænder«,« som teknologidirektør Tim Kohn slår fast.
»Det er en symbiose: Hvis de leverer, hvad der skal til for at kunne få oplevelsen, har vi indholdet,« siger Kevin Lingley.
Hans departement arbejder på at sætte kameraer til at se TV for at få et mere pålideligt – og mindre personligt – indspark til, hvornår skærmbillederne står bedst. Og når det er løst på de store TV-skærme, kan Amazon-folkene »relativt enkelt overføre det til mobilverdenen«.
Ekspert: En farlig konkurrent
Ingen bør tvivle på, at der står enorme kræfter bag. Amazon Prime Video åbnede i Danmark 21. december 2016 som et første skridt. Mange bæver ved udsigten til, at giganten for alvor ruller sig ud på det danske marked.
»Amazon har en dobbeltsidet forretningsmodel, hvor Prime Video fungerer som selvstændig forretning men i lige så høj grad understøtter, at man køber andre produkter hos Amazon. Det gør Amazon til en farlig konkurrent, fordi man har flere dele at spille på. Godt nok er kun Prime Video i de nordiske lande, men rigtigt mange danskere er begyndt at købe varer fra Amazons tyske websted, hvor de kan købe et Prime-medlemskab og dermed få gratis fragt til Danmark,« forklarer Morten Suhr Hansen, administrerende direktør for og partner i Subscrybe, der rådgiver om forretningsudvikling i abonnementsbaserede virksomheder og dermed følger også Amazon intensivt.
Så Prime Video er mest for at være i Danmark som led i lanceringen af tjenesten i omkring 200 lande samtidig?
»Det, tror jeg, du har ret i. Der er ikke gjort meget for at kæle for dansk indhold og danske undertekster. Man har gjort Prime Video globalt tilgængelig, fordi man kunne. Dog var der lidt markedsføring af Prime Video for halvandet år siden, da man åbnede for danske kunder. Men det kommer... Der er nærmest blevet noget »ulven kommer« i forhold til at gætte, hvornår Amazon for alvor kommer til Danmark, så det vil jeg undlade at byde på,« siger Morten Suhr Hansen.
Selv Netflix frygter Amazon
Også Claus Bülow Christensen, selvstændig medierådgiver i TomorrowsNextMedia Consultancy og ekspert i TV og streaming, forudser aggressiv kamp, når Amazon ruller sig ud i Norden.
»Amazon har en gigantisk butik ved siden af Prime Video. Prime er et klassisk loyalitetsprogram med kundefordele og rabatter, som er voldsomt udbredt i USA, og hvor man så får streaming oven i hatten. Prime Video skal ikke undervurderes. Amazon satser rigtigt meget på det og bruger i år omkring fem milliarder dollar på egne TV-serier og licenser, hvor Netflix bruger otte milliarder. Fænger det, og får man flere kunder til at købe sko, støvler og kaffeafkalkningsmidler ud over at bruge streaming, kan Amazon bruge endnu flere penge på streamingsatsningen,« siger han.
Amazon står bag sin egen Fire-TV-boks, egne Echo-højttalere med talegenkendelsessoftwaren Alexa indbygget, egne Kindle-e-bogslæsere og gør det gennem Prime Video muligt at tilkøbe TV-kanaler og andre filmtjenester som en à la carte-menu.
»1.200-1.300 forskellige såkaldte »channels« er med i USA nu. Netflix ligger der også, og når det engang kommer til Danmark, skal mediebranchen overveje, om TV 2 Play, DR, Viaplay og de andre skal være med her, ganske som mange sælger deres varer gennem Amazons netbutik, som Amazon så tager en pris for. Når Amazon åbner for e-handel i Danmark, Sverige og Norge, vil Amazon uden tvivl presse Prime Video frem. Netflix' topchef, Reed Hastings, har sagt, at det største skræmmebillede nok er, hvad Amazon kan, fordi Amazon er så stor, har så megen kapital og har så frygteligt mange data om sine kunder,« siger Claus Bülow Christensen.
På verdensplan har Amazon rundet 100 millioner Prime-kunder, som betaler de godt 60 kroner om måneden, der giver adgang til gratis forsendelse, Prime Video, musik fra Prime Music samt e-bøger og lydbøger fra den oprindelige kerneforretning. I Europa har man rundet en million Prime-kunder, men Amazon opgiver ikke konkrete tal.
Ingen sammenhæng på tværs – endnu
Tilbage på 15. etage i London forklarer europadirektør Jay Marine om vigtigheden af at indgå samarbejder med tele- og TV-leverandørerne, senest British Telecom i Storbritannien og Deutsche Telekom i Tyskland, så Amazons streamingapp automatisk er med i deres abonnementer og ligger forinstalleret. Og han er ikke så bekymret for, at der er mange om buddet.
»Videomarkedet er kæmpestort. Det gør det muligt for os at blive en stor del af folks liv. Der er ikke så meget overlappende indhold mellem tjenesterne, og kunderne ønsker bare at kunne finde det indhold, som de vil se. I Europa er det særligt vigtigt med lokalt indhold. Det producerer vi allerede i Tyskland, Spanien og Storbritannien,« siger han og fremhæver milliardinvesteringerne i eget indhold.
Ligesom på andre streamingtjenester kommer Amazon Prime Video med anbefalinger til kunderne af andre muligt interessante film og serier ud fra, hvad man allerede har set. Disse oplysninger kobles ifølge Amazon-folkene faktisk ikke sammen med, hvad man måtte have læst af e-bøger, lyttet til af musik eller købt af varer andre steder i Amazons store forretning. Ikke endnu.
På murstensvæggen i siddeområdet små 50 meter fra Jay Marine er der med græsklædte store, udskårne bogstaver som udsmykning skrevet:
»Work hard. Have fun. Make history« (Arbejd hårdt. Hav det sjovt. Skab historie).
Berlingske var inviteret til London af Amazon Prime Video.
Rettelse 2018-10-03: Claus Bülow Christensen anslår, at Amazon i USA har 1.200-1.300 (og ikke 12.000-13.000 som fejlagtigt anført oprindeligt) såkaldte »channels«