Vrede Vestas-investorer dropper sag

Vestas ser ud til at slippe for et europæisk gruppesøgsmål, der kunne have kostet selskabet et trecifret millionbeløb.

Foto: LARRY W. SMITH.
Læs mere
Fold sammen

En erstatningssag om vildledning og uberettigede kurstab i forbindelse med udmeldinger fra Vestas ser nu ud til at blive taget af bordet. Det oplyser det belgiske rådgivningsselskab Deminor, der ellers på vegne af flere end 100 institutionelle investorer har undersøgt muligheden for at føre erstatningssag mod den danske vindmøllegigant.

»Der er ikke indgivet noget gruppesøgsmål fra os mod Vestas på nuværende tidspunkt. Vi har i samarbejde med vores klienter vurderet, at tiden ikke var inde til et søgsmål endnu. Om det kommer på et senere tidspunkt, kan jeg ikke sige, men under alle omstændigheder er det ikke realistisk med et eventuelt søgsmål før i 2014,« siger Erik Borman, partner i Deminor.

Deminor har siden 2011 undersøgt muligheden for at anlægge et gruppesøgsmål mod Vestas. Sagen opstod i forbindelse med, at Vestas i 2010 erkendte, at selskabet ikke havde efterlevet nye regler for regnskabspraksis. En meddelelse der medførte alvorlige kurstab for investorerne. Derudover har Deminor været kritisk over for en række andre specifikke udmeldinger fra Vestas, som man mener har været misvisende og derfor har ført til, at investorerne har købt aktier på forkert grundlag.

At Deminor vurderer, at sagen ikke er klar til behandling ved domstolene i denne omgang, betyder dog ikke, at Vestas får fred fra sine belgiske plageånder. I går kom det frem, at Deminor har stillet forslag til Vestas’ generalforsamling om en granskning af selskabet.

»Der er forsvundet milliarder af kroner fra Vestas’ markedsværdi, og vores klienter har tabt betragtelige beløb. Vi mener, at det kun er rimeligt, at man får en uafhængig og offentlig gennemgang af de beslutninger, der siden 2010 har ført til det store fald i Vestas’ markedsværdi,« siger Erik Borman.

Vestas afviser dog, at der skulle være behov for en ekstern undersøgelse, og bestyrelsen anbefaler aktionærerne at stemme nej til forslaget fra Deminor ved generalforsamlingen 21. marts.

»Vi har allerede givet svar på en række af de punkter, Deminor ønsker belyst, og andre punkter er ved at blive undersøgt for eksempel afskedigelsen af vores tidligere finansdirektør. Derfor mener vi ikke, at der er grund til at bruge ressourcer på en ny undersøgelse,« siger Lars Villadsen, IR-direktør i Vestas.