Volvo vil være ledende på hybridbiler

Volvo personbiler i Sverige satser nu målrettet på, at hybridbiler - biler der både bliver drevet af el- og diesel - skal være det, der hjælper det hårdt trængte svenske bilmærke ud af krisen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Derfor har Volvo nu indgået en samarbejdsaftale med Vattenfall, der er Sveriges største elselskab. Partnerskabet, hvor Vattenfall bidrager økonomisk og med teknologisk viden, sigter mod at udvikle biler, der kan lades op direkte fra elnettet - men som også kan bruge diesel, når batteriet løber tørt, eller der skal bruges ekstra motorkraft.

Drømmebil
En lang række bilfabrikker arbejder netop nu på hybridbiler, men hidtil har det været begrænset, hvor mange modeller der har været tilgængelige for den almindelige forbruger. Volvo lover dog, at deres hybridmodel vil være til at købe allerede fra 2012.

Volvo lover også, at deres nye hybridmodel vil være fuldt ud på højde med andre Volvo-modeller, når det kommer til sikkerhed, komfort og motorkraft.

"Jeg vil gå så langt som at sige, at den hybrid-model, vi lancerer i 2012, vil være en sand drømmebil. CO2-udledningen fra vores biler vil med vores nye teknologi blive reduceret væsentligt, og vores nye elektrificierings-strategi vil sikre os en førende position, når det kommer til klimavenlig transport," siger Stephen Odell, adm. direktør i Volvo Cars.

Volvo og Vattenfall vil ikke oplyse, hvor stor værdi deres aftale har.