Volvo tilbagekalder over 14.000 biler i Danmark

Volvo Cars har annonceret sin hidtil mest omfattende tilbagekaldelse af selskabets biler. Det sker af »sikkerhedsmæssige grunde«, oplyser selskabet.

Volvo Cars tilbagekalder 2.183.701 biler på verdensbasis. Det står endnu ikke klart, hvor mange Volvo-biler i Danmark, der bliver berørt af tiltaget. Yves Herman/Ritzau Scanpix

Volvo Cars har valgt at tilbagekalde 2.183.701 biler på verdensbasis. Det er den største tilbagekaldelse for Volvo nogensinde. Volvo Cars oplyser til Berlingske, at der i Danmark er tale om 14.271 biler.

»Der har endnu ikke været rapporteret nogle ulykker eller personskader i forbindelse med fejlen, så der er tale om et forebyggende tiltag,« siger pressetalsmand for Volvo Cars, Stefan Elfstrøm.

Det er et potentielt problem med et stålkabel i sikkerhedsselen på bilens forsæder, der har fået Volvo Cars til at tilbagekalde de intet mindre end 2.183.701 biler på verdensbasis. Stålkablet kan efter nogle år vise tegn på slitage, som kan have konsekvenser for sikkerheden.

Nye biler er ikke omfattet af tilbagekaldelsen, idet de berørte modeller bygger på den forrige generations platform, som hedder EUCD.

Der er tale om bilmodellerne S80, S80L, V70, XC70, S60, S60CC, S60L, V60 og XC60 – og det er biler produceret i perioden fra 2006 til 2019. Det skriver norske E24.

»Det er den største tilbagekaldelse, vi nogensinde har foretaget,« siger Stefan Elfstrøm, som er pressekontakt i Volvo Cars.