Volvo redder medtrafikanter

Ny Volvo-kampagne manifesterer endnu engang det svenske bilmærke som klassens duks, når det kommer til sikkerhed. I samarbejde med Grey London og Albedo100 har Volvo fået udviklet sin egen LifePaint-spray, der får cyklister og andet godtfolk til at lyse op i mørke.

Læs mere
Fold sammen

Volvo har altid hørt til blandt de sikreste biler på markedet, og grebet sikkerhed en tand mere seriøst end sine konkurrenter.

Det var således Volvo, der tilbage i 1959 opfandt tre-punkts sikkerhedsselen og efterfølgende frigjorde patentet til frit brug for andre bilproducenter.

Nu viser bilmærket endnu engang overskud på sikkerhedsfronten, men hvor det i 1959 gjaldt sikkerheden i bilen, er der i dag fokus alle dem, man som billist møder på sin vej, skriver Markedsføring.

Volvo har nemlig fået fremstillet 2.000 såkaldte LifePaint-spraydåser, der indeholder et reflekterende stof, som cyklister, løbere og andre folk kan anvende, når de færdes i trafikken efter mørkets frembrud.

Kampagnen skal markere et skridt på vejen for Volvos ”Vision 2020”, hvis ambitiøse målsætning er, at ingen i må bliver dræbt eller alvorligt kvæstet af en (ny) Volvo om fem år.

- Hvert år kommer mere end 19.000 cyklister til skade i Storbritanniens. Hos Volvo mener vi derfor, at den bedste måde at overleve en ulykke, er ved at undgå en ulykke og ved at gøre vejene mere sikre at færdes på, siger Nick Connor, direktør Volvo i Storbritanien.

Et stort skridt på vejen er derfor at gøre det usynlige synligt.

Det gør Volvo bl.a. ved at introducere sit ”Intellisafe”-advarselssystem i den nye Volvo XC90, så fodgængere og cyklister fremover kan føle sig trygge, hvis de møder en af Volvosfirehjulstrækkere på deres vej.

Teknologien opfanger nemlig alt fra fodgængere, cyklister og motionsløbere til andre køretøjer i trafikken, og vil desuden foretage nødvendige foranstaltninger som at bremse ned, såfremt føreren udviser et øjebliks uopmærksomhed.

Dermed er den nye LifePaint-kampagne, der er udviklet af Grey London, en manifestation af den nye teknologi.

- Vores opgave har ikke blot været at reklamere for vores kunde. Det har ligeså meget været at hjælpe med at påvirke trafik-kulturen positivt, fortæller Nils Leonard, Grey Londons kreative direktør og fortsætter:

- Med udviklingen af ​​LifePaint, har vi vendt Volvos sikkerhed ”inside out”, og skabt sikkerhed for de allermest sårbare trafikanter. Hvor meget mere kan man forvente af et brand, som forsøger at redde liv?

Til formålet har Grey London allieret sig med den svenske startup Albedo100, som indtil videre har produceret de første 2.000 spraydåser, som bliver uddelt af seks cykelhandlere i London.

Volvo overvejer dog allerede at udbrede konceptet i hele Storbritanien og tillige internationalt, såfremt tiltaget viser sig at blive populært.

I første omgang har dog valgt fremme budskabet med en viral film, hvor man har interviewet ”overlevende” cyklister fra trafikulykker og samtidig demonstrerer den synlige effekt af LifePaint.

Derudover opfordrer man folk til at uploade og tagge billeder med hashtagget #volvolifepaint på Instagram, ligsom man har trykt nogle "usynlige" sorte plakater, som kun bliver synlige med blitz-lyset fra en smartphone.

Det nye tiltag får rosende or med på vejen af Adrian Walsh, direktør for RoadSafe, der er det britiske svar på Rådet for Sikker Trafik.

- At køre bil, er en kompleks og krævende opgave. Under dårlige lysforhold bliver det endnu sværere, særligt i byerne, hvor der er flere cyklister og fodgængere. Det er derfor opmuntrende at se, at en producent gør en ihærdig indsats for at gøre fodgængere og cyklister mindre sårbare, undersreger Adrian Walsh, direktør for RoadSafe.

Se LifePaint demonstreret i videoen herunder.