Volvo fortsætter fremgang

Industrikoncernen Volvo kom ud af andet kvartal i år med et nettoresultat på 5150 mio. svenske kr. Og det var en hel del bedre end det, analytikere adspurgt af SME Direkt havde ventet. Deres estimater lød på et overskud på 4664 mio. svenske kr.

Foto: PHILIPP GUELLAND

Før skat blev overskuddet på 6362 mio. svenske kr. for andet kvartal mod 3364 mio. kr. i perioden året før.

Det svenske bilikon, der i dag primært producerer lastbiler og busser, fik et driftsresultatet på 8116 mio. svenske kr. i kvartalet mod 4325 mio. svenske kr. i andet kvartal 2014, eksklusive omkostninger på 799 mio. svenske kr. i år og 762 mio. svenske kr. sidste år til omstrukturering.

Driften er påvirket af en positiv effekt på 2137 mio. svenske kr. i forbindelse med et salg af aktier i Eicher Motors Limited. Samtidig har ændrede valutakurser haft en positiv effekt på 1804 mio . svenske kr. i andet kvartal.

Omsætningen steg til 85 mia. svenske kr. mod 72 mia. svenske kr. et år tidligere.

- Ordreindgangen på lastbiler faldt med 6 pct., og ordreindgangen til anlægsmaskiner faldt med 27 pct., oplyser Volvo i regnskabet.