Volkswagen vil lægge Dieselgate bag sig med sats på elbiler

Volkswagen har planer om at lancere 30 nye elbiler frem mod 2025. Samlet skal de stå for op imod en fjerdedel af den tyske bilproducents salg af enheder. Det oplyser Volkswagen i en pressemeddelelse.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: FABIAN BIMMER

Volkswagen har siden sidst år kæmpet med at forbedre sit renommé, efter at det kom frem, at bilproducenten havde installeret software i sine dieselbiler, som kunne snyde myndighedernes test af partikeludledning.

Bilproducenten, der er blandt verdens aller største, nøjes da heller ikke med at introducere elbiler, men vil blandt andet føje batteriteknologi, digitalisering og selvkørende biler til sin produktportefølje.

I det hele taget vil Volkswagen transformere sin kerneforretning og justere sin produktion af komponenter som led i en større gennemgang af sin strategi. Strategien er ifølge Volkswagen den største forandringsproces i selskabets historie. Hertil vil Volkswagen afsætte et tocifret milliardbeløb - vel at mærke i euro - til investeringer.

Finansielt er Volkswagens mål et driftsafkast på salget på 7 til 8 pct. frem mod 2025. Til sammenligning noterede Volkswagen her 6 pct. før særlige poster sidste år.

Volkswagen-aktien falder med knap 1 pct. til 127,61 euro på børsen i Frankfurt, hvor der dog generelt er en negativ stemning.