Volkswagen træder ud af bestyrelsen i kriseramte Northvolt

Investeringschefen i den tyske bilgigant Volkswagen træder nu tilbage fra sin bestyrelsespost i svenske Northvolt.

Den svenske batteriproducent blev stiftet i 2016 af Peter Carlsson og Paolo Cerutti, der begge har fortid i Tesla.  Mathias Eis

I månedsvis har den svenske producent af elbilbatterier Northvolt været på kanten af at måtte dreje nøglen om og erklære sig konkursramt.

Kriserne har stået i kø hos det selskab, der skulle statuere eksemplet på Europas grønne håb i kapløbet med USA og Kina på markedet af batteriproduktion til elbiler.

Nu træder det bestyrelsesmedlem, der repræsenterer selskabets største aktionær, tilbage. 

Det skriver det svenske medie Dagens Industri

Der er tale om Volkswagens investeringschef, Sven Fuhrmann, der trækker sig fra sin bestyrelsespost i Northvolt, som han bestridt siden sidste år.

Den tyske bilgigant Volkswagen ejer 21 procent af aktierne i Northvolt og er dermed den største aktionær i selskabet.

Svenske Omni skriver, at Northvolt bekræfter fratrædelsen, men oplyser ikke videre, om – eller hvem – den tyske bilgigant vil udpege som nyt bestyrelsesmedlem:

»Det er vores forventning (at de vil udpege et nyt bestyrelsesmedlem, red.), og vi er i dialog med Volkswagen om det,« lyder det fra Erik Zsiga, Northvolts pressechef. 

Risikerer milliardtab 

Volkswagen er ikke det eneste selskab, der ejer en stor andel af det kriseramte Northvolt. Også pensionskassen ATP har satset milliarder af danske kroner og ejer omtrent fem procent af aktierne. 

Men fordi Northvolt befinder sig i en dyb finansiel krise, er de 2,3 milliarder, som ATP over tid har investeret i selskabet, i fare for at gå tabt.

Netop ATPs investeringer har mødt heftig kritik – blandt andet fra borgerlige partier og eksperter, der har råbt vagt i gevær om ATPs alt for »risikovillige investeringsstrategi«.

»ATP tager simpelthen nogle gevaldige sats. De vælger nogle få selskaber, som kommer til at fylde helt utrolig meget i deres portefølje. Selvfølgelig skal man tage risiko, men man skal ikke sætte så meget på én hest,« lød det fra Jesper Rangvid, der er professor i investering på CBS, til Berlingske i september.

Siden sommer har kriserne regnet ned over svenske Northvolt, der ellers skulle være Europas store håb og gøre os uafhængige af kinesiske bilbatteriproducenter.

Men det faldende elbilsalg i Europa og en hård konkurrence fra andre batterifabrikanter har været med til at kaste selskabet ud i en nedtur.

Blandt andet måtte selskabet i slutningen af september afskedige 1.600 medarbejdere som en del af en større spareplan, der skulle holde selskabet oven vande.

»De beslutninger, som vi tager i dag, er – uanset hvor barske de er – nødvendige for Northvolts fremtid,« lød budskabet fra medstifter og topchef Peter Carlsson.